Video : Tipsbladet
Premier League

Kostede 870 mio: Folk var også efter Van Dijk

INTERVIEW: Arsenal-legenden Ray Parlour taler i Tipsbladet ud om hjerteklubbens chancer og det, han ser som et fremragende køb af Declan Rice.

Igen i denne sæson ligner Arsenal en seriøs bejler til det engelske mesterskab, selvom man nu skal balancere Premier League og Champions League. Tipsbladet har talt med klublegenden Ray Parlour om sæsonen og ikke mindst Declan Rice, som Parlour er pjattet med.

"Jeg tror, at Arsenal vinder mesterskabet," lød det skråsikkert fra Arsène Wenger, da trænerlegenden af Eurosport før sæsonen i Premier League blev spurgt ind til en mening omkring Arsenals spillerindløb i sommerpausen. Sidste sæsons vice-mestre åbnede den store pengepung, da de ikke blot hentede Kai Havertz i Chelsea, men også stangede 105 millioner pund ud for at sikre sig, at Declan Rice skiftede West Ham ud med ”The Gunners”.

Førnævnte Wenger er den foreløbig seneste manager til at vinde Premier League med Arsenal. Det gjorde han tilbage i 2004, da "The Invincibles" regerede ligaen og gik igennem en hel sæson uden at tabe én eneste kamp. En bedrift ikke engang Manchester City endnu har præsteret. Til gengæld har Arsenal heller ikke siden præsteret at vinde mesterskabet.

Det er Ray Parlour endog meget bevidst om, hvorfor han ikke tør udtale sig helt så skråsikkert, som sin gamle chef, da Tipsbladet møder ham på et Zoom-kald fra køkkenet i England. "Man skal vel være optimistisk, ikke,” lyder det indledningsvis, da Tipsbladet forelægger ham Wengers holdning, hvorefter han uddyber.

”Det helt store mål for mig før sidste sæson var, at Arsenal skulle tilbage i top fire. De endte med at presse Manchester City hele vejen. Jeg synes, de lavede nogle stærke signings i sommerens transfervindue, men det er stadig en meget ung trup. De begik nogle fejl i sidste sæson, som de var nødt til at drage lære af, såsom at køre sejre i land, når man har bragt sig en i føringsposition, i stedet for at indkassere sjuskede mål før pausen. Den slags ting sker for sådan en ung trup, men de har helt sikkert en bedre chance for at tage titlen med Rice i truppen," vurderer Parlour overfor Tipsbladet.

Van Dijk et godt eksempel
”Rice har samlet nogle gode erfaringer ved at spille for det engelske landshold, og det var fantastisk for ham at vinde et trofæ med West Ham i sidste sæson. Han er en leder, han var en ung anfører i West Ham, og du har brug for ledere over hele banen. Jeg synes virkelig, han er en fantastisk tilføjelse til klubben", roser Parlour, og fortsætter.
"Folk taler om, at han kostede 100 millioner, og hvor mange penge det er. Selvfølgelig er det mange penge, men folk taler ikke så meget om pengene nu, som de gjorde i sommer, vel?”, spørger Parlour retorisk, inden han foretager en sammenligning.

”Da Liverpool skrev kontrakt med Virgil van Dijk hed det fra alle verdenshjørner, "åh nej, 75 millioner for en midterforsvarer, det kan man da ikke!" Men hvis du kan skrive kontrakt med en spiller, der bringer dig tættere på at vinde titler, er det penge givet godt ud. Jeg vil meget hellere bruge 100 millioner på Declan Rice end hente to spillere ind for 50 millioner hver", konstaterer Parlour, som håber at se Rice deltage endnu mere i det offensive spil end hidtil.

”Jeg håber, at han kan komme lidt mere med frem. Jeg vil gerne se ham score lidt flere mål. Arsenal har meget mere boldbesiddelse end West Ham, og jeg håber, at han kan bidrage til, at midtbanen tilføjer lidt flere mål end i sidste sæson", fortsætter Parlour, som også sætter næsen op efter, at en Rice kan være medvirkende til, at holdet ikke sætter føringer over styr, som til slut kostede titlen i sidste sæson.

"Spilstyringen, selve kontrollen af kampene, var ikke god nok,. Se på kampene mod West Ham, Liverpool og Southampton som eksempler. I alle indkasserede de dumme mål. I mellemtiden blev Manchester City bare ved med at vinde. Men jeg synes, man har set indikationer indtil nu i denne sæson på, at de lærte af deres fejl”, mener”The Romford Pelé”, der nåede 339 ligakampe for Arsenal og mere end en håndfuld titler.

Rice kan stadig udvikle sig
Han debuterede for ”The Gunners” i 1992 og nåede at være med til at vinde FA Cup’en fire gange samt tre mesterskaber, inden et skiftede til Middlesbrough i 2004. Her blev det til tre sæsoner, inden 15 kampe for Hull City lukkede en karriere, som også bød på 10 landskampe for det engelske landshold. I dag arbejder Ray Parlour for både BBC Radio 5 Live og Talksport Radio og følger der igennem stadig engelsk fodbold tæt. Og selvom han er stor fan af Declan Rice, synes han stadig, der er plads til forbedringer fra den engelske landsholdsspiller.

”Jeg synes, han skal mikse sit spil op lidt mere og komme lidt mere fremad banen. Vi ved alle sammen godt, hvor stærk han er i det defensive arbejde. Samarbejdet med enten Thomas Partey eller Jorginho kunne godt udvikles endnu mere, så Rice selv for alvor kan hæve sit spil til at blive en boks-til-boks spiller, som min tidligere holdkammerat Patrick Vieira eller eksempelvis en Roy Keane. Så kunne han også begynde at score endnu mere", vurderer Ray Parlour, som dog må erkende, at han i fulde drag har nydt Rices to første scoringer for klubben i Premier League. Den ene var målet til 2-1 i det, der endte med en 3-1 sejr over Manchester United, mens den anden var en yderst intelligent afslutning fra distancen, der gav 2-2 og point i udekampen mod Chelsea, der ellers førte 2-0.

Apropos Chelsea, så hentede Arsenal også en spiller fra ”The Blues” i sommerpausen, og hvad tænker Parlour egentlig om Kai Havertz, der ikke just har haft et flyvende efterår? 
”Jeg synes, han er en meget talentfuld spiller, som tabte sig selv lidt i kaosset hos Chelsea, og han er stadig ved at finde sig selv igen. Fyringen af Thomas Tuchel gjorde vist ikke rigtigt noget godt for ham. Arsenal er en fantastisk mulighed for ham, Mikel Arteta er den helt rigtige mand til at få det bedste ud af ham. Se bare, hvad Arteta har gjort med Ødegaard. Jeg håber, at han kan gøre det samme med Havertz. Kan han genfinde sin form fra Bundesliga-dagene, bliver han en topspiller for Arsenal, og vi er måske på vej”, håber Parlour, der ikke tror, at fortiden hos en London-rival udgør det helt store tema på lægterne på Emirates Stadium.

”Fansene ved, hvilket talent han er, men fodbold handler om selvtillid, og dén mistede han i Chelsea. Det virkede ikke som, de kunne finde ud af, hvor på banen de fik mest ud af ham”, lyder skudsmålet fra Parlour, der i november kunne se Havertz spille venstre back for sit tyske landshold.

Unødvendig målmandsdebat
Hvor Parlour lovpriser Arteta for at have fået meget ud af eksempelvis Martin Ødegaard, synes han, at samme manager har skabt et problem, der ikke var der, på målmandsposten.

”For at være ærlig synes jeg ikke, at Aaron Ramsdale har gjort ret meget forkert. Jeg er ikke fan af at rotere på målmandsposten. Jeg er stor fortaler for en fast kæde af fem mand i defensiven med keeperen og fire forsvarsspillere, som vi havde i min tid. Det er det fundament, man bygger holdet på”, erindrer Parlour om Arsenals legendariske ”back four” med David Seaman som en mangeårig sikker sidste skanse i kassen.

Førnævnte Thomas Partey har ikke fået så meget spilletid i Arsenal i denne sæson, og er på rygteplan sendt blandt andet til Juventus, hvilket efter Ray Parlours mening ikke ville være ideelt for titelchancerne, hvis et skifte altså skulle realisere sig, når transfervinduet åbner igen i januar.

”Men hvis de ikke vil give ham en langsigtet kontrakt, som han ønsker, er det måske bedre at lade ham gå. Han har været en del skadet, og Arsenal ønsker sandsynligvis ikke at lægge de penge på bordet, som hans agent er ude efter. Så det kan hurtigt vise sig bedre at lade ham smutte og få nogle penge ind for ham i stedet. Det handler trods alt også om at balancere regnskabet”, siger Parlour med slet skjult henvisning til Everton, der for nylig fik trukket 10 point fra regnskabet på grund af overforbrug. Desuden har Parlour også en ganske nøgtern holdning til hele transfersnakken.

”Altså, det er den samme situation, som man stod i med Granit Xhaka, hvis du mister ham, så mister du ham, og lad os så komme videre i teksten. Men i en ideel verden mener jeg, at en spiller som Partey skal være en del af i hvert fald truppen, hvis Arsenal vil vinde titlen".

Offensiven skal forstærkes
Hvor Parlour altså godt kunne leve med at sende Partey til Italien, eller andetsteds, ville han leve endnu bedre med at se klubben forstærke sig i offensiven.

”Det eneste område, hvor jeg synes, at Arsenal måske er lidt tynde, er hvad en central angriber angår. I min tid havde vi altid fire topklasse angribere. En sæson havde vi endda fem!”, erindrer Parlour om tiden, hvor granater som Thierry Henry, Roberto Pires, Dennis Bergkamp og Freddie Ljungberg skræmte livet af mangt en defensiv i Premier League.
”Angribere vinder dig kampe, så simpelt er det, og når du har to klassiske angribere oppe foran, vil du altid have en anstændig chance for at score. For igen at gå tilbage til min egen tid i klubben, så havde Arsène Wenger nogle gange tre angribere oppe foran, og vi vidste, at vi på et eller andet tidspunkt ville score med de gutter i front”.

”Jeg ved godt, at de har spillere som Leandro Trossard og Gilberto Martinelli, men de er efter min mening bedre som kantspillere. Det var også fantastisk at se Eddie Nketiah score sit første hattrick for klubben mod Sheffield United, og jeg håber, at han kan fortsætte med at udvikle sig til en topangriber”.

”Bliver Gabriel Jesus skadet igen, eller hvis Nketiah nu falder ud, så har de kun en rigtig angriber, hvilket virker lidt for tyndt besat. Det er noget, Edu bør kigge på til januar, sammen med Mikel Arteta”, mener Ray Parlour med henvisning til sportschefen, der selv var en del af ”The Invincibles” i en karriere, der så ham tilbringe fem sæsoner som spiller i Arsenal, inden han i 2022 blev udnævnt til klubbens sportschef.

Men får Arsenal så forstærket offensiven og samtidig formår at holde alle nøglespillere i truppen, er de så klar til at tage skridtet fuldt ud og sikre det mesterskab, der på bitter vis gled dem af hænde i løbet af forårsmånederne i sidste sæson?

”Altså, alene top fire er det tætteste, vi har set i adskillige sæsoner. Det bliver vanvittigt interessant at se, hvad det munder ud i. Bookmakerne har selvfølgelig Manchester City som favoritter til at vinde igen, og Liverpool klarer sig okay, men Arsenal vil helt sikkert være med til det sidste", lyder et afsluttende skudsmål for Ray Parlour. Og så har han heller ikke sagt for meget.