Torsdag aften tabte Liverpool med 4-0 ude mod Manchester City i Premier League, men Jürgen Klopp var alligevel tilfreds med sine spilleres indstilling på banen.
Det fortæller han til Sky Sports efter kampen.
- Jeg så en fantastisk attitude. Jeg så vilje. Vi opførte os ikke, som vi er blevet mestre for en uge siden, lyder det fra den tyske manager.
- Hvis man vil vinkle historien på, at vi ikke var fokuseret i kampen, så gør det. Jeg er tilfreds med, hvordan holdet præsterede.
Efter torsdagens nederlag rykkede Manchester City tættere på at sikre sig andenpladsen i Premier League.
Klubben har nu 11 point ned til Leicester på tredjepladsen med seks spillerunder tilbage i den bedste engelske fodboldrække.
Liverpool er velbekendt blevet engelske mestre, men søndag skal klubben igen i aktion i det tætte kampprogram i Premier League.
Klopps mandskab tager hjemme på Anfield imod Aston Villa, der kæmper for at overleve i ligaen.
Opgøret fløjtes i gang klokken 17.30.