Christian Eriksen storspillede i onsdagens landskamp for Danmark, hvor han lavede både en assist og en utrolig lækker kasse mod Sverige i danskernes næstsidste testkamp, inden EM begynder.
Det kommer efter en sæson i Manchester United, hvor det hverken for ham selv eller for klubben er gået så godt. Meldingerne fra de engelske medier har senest været, at han skal lede efter en ny klub henover sommeren.
Hos lokalmediet Manchester Evening News, som følger klubben særdeles tæt er det heller ikke heldigt for Eriksen, at Kobbie Mainoo på blot 19 år er kommet så godt ind på holdet.
Her bliver der også peget på, at det nok er slut for den marokkanske lejespiller Sofyan Amrabat, der ser ud til at skulle tilbage til Fiorentina.
- Uanset hvem der er manager næste sæson, er det rimeligt at sige, at de ikke vil søge at skrive en permanent kontrakt med Amrabat. Opkomsten af Kobbie Mainoo har været dårligt nyt for Christian Eriksen, og det samme kan siges om marokkaneren med hensyn til spilletid, skriver de og fortsætter:
- Han (Amrabat red.) havde ikke den indvirkning, der blev forventet, og United-bossen vil sandsynligvis ønske at bruge transfer-pengene andre steder, lyder det fra mediet.
Christian Eriksen kom til United i sommeren 2022, og han har stadig ét år tilbage af sin kontrakt med klubben.