Tanguy Ndombele har ikke været i Tottenhams startopstilling siden slutningen af november, og imod Brighton & Hove Albion på Boxing Day var han slet ikke i truppen. Det skyldtes dog ikke en skade.
Efter kampen afslørede cheftræner Jose Mourinho, at den franske midtbanespiller ikke følte sig i stand til at præstere, da han frygtede, at hans tidligere skader ville drille ham.
Læs også:Tjek det hæsblæsende Premier League-juleprogram
Jose Mourinho glæder sig over Tanguy Ndombeles ærlighed og håber, at franskmanden kan være tilbage for Tottenham, når de lørdag møder Norwich. Det fortæller den portugisiske manager ifølge The Guardian.
- Jeg synes, Ndombele var ærlig. Fodboldspillere kan lide at spille fodbold. Han var bare ærlig, da han sagde, at han ikke følte sig selvsikker og ikke følte sig i den bedste stand på grund af sine tidligere skader. I dag (imod Brighton, red.) havde vi løsninger. Vi havde Dier, vi havde Winks, og vi har Skipp, som er et godt talent, der kæmper for at forbedre sig.
- Mod Norwich har vi færre muligheder, men lad os se. Jeg håber, at han efter træning kan sige til mig, at han er klar til at hjælpe holdet, lyder det fra Jose Mourinho.
Tanguy Ndombele, 23 år, kom til Tottenham i sommer fra franske Lyon i en transfer til en værdi af knap 450 millioner kroner. I Tottenham har han spillet 18 kampe og scoret to mål.
Tottenham møder Norwich lørdag klokken 18.30.
Læs også:Tottenham henter tre talenter tilbage fra lejeaftaler