Der skal ikke bruges mange fingre for at tælle antallet af minutter, Jonas Lössl har spillet for Everton siden sit skifte til Premier League-klubben i sommeren 2019.
Ikke et eneste minut har den tidligere FC Midtjylland-målmand været i aktion for The Toffees, og derfor lod han sig i januars transfervindue udleje til sin tidligere klub Huddersfield Town, der huserer i Englands næstbedste række.
Her har han været førstevalget, men danskeren regner stærkt med at vende tilbage til Everton efter lejeaftalens ophør. Han har ikke opgivet at vippe den engelske landsholdsmålmand Jordan Pickford af pinden.
Læs også:FCM-keeper om EM-drøm: Det er måske blevet sværere
- Det er egentlig ikke, fordi jeg har mistet troen på det i Everton. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage og tage kampen op igen. Jeg forbereder mig egentlig bare. Jo bedre udgave jeg kan komme tilbage i, des mere klar er jeg jo til at tage kampen op i Everton igen. Det var det, de hentede mig til at gøre i sommer, og det er bestemt planen i mit hoved at gøre igen, siger Jonas Lössl til Tipsbladet.
Mange tænkte på forhånd, at det ville være en meget svær opgave for danskeren at slå Jordan Pickford af holdet.
- Det kan jeg ikke bebrejde nogen at tænke, Jeg har jo ikke spillet nogen kampe for Everton eller vist noget på den måde, og så tager jeg af sted igen. Men jeg spiller kampe nu, og jeg ved, at jeg er i en rigtig god form og har spillet nogle gode kampe i Huddersfield. Jeg er godt kørende, så jeg må jo gøre det godt færdigt i Huddersfield og så komme tilbage til Everton i den bedste udgave, jeg kan.
Læs også:Corona-krise i Premier League: Har brugt fire milliarder kroner
- Jeg tog til Everton, fordi jeg troede på det; på at jeg kunne komme ind og vise noget. Jeg vidste godt, at jeg var købt ind som andenmålmand, og jeg ved godt, at Jordan er en rigtig dygtig målmand og engelsk landsholdsmålmand, men jeg var ikke taget derud, hvis ikke jeg havde troen på, at jeg kunne gøre det, siger Jonas Lössl.
Du kan læse et stort interview med Jonas Lössl i Tipsbladet, som er på gaden i dag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet.
Læs også:"Zanka": Jeg kan kun gisne om, hvordan fremtiden er
Læs også:Dansk målmand i MLS: Jeg føler mig virkelig klar til landsholdet
Læs også:Huddersfield-chef: Usandsynligt at få Lössl permanent