Southampton startede Premier League-sæsonen med to nederlag i træk, men efterfølgende har de været flyvende.
Fredag aften hentede de en ny sejr over Newcastle, og dermed er Jannik Vestergaard og kompagni ubesejrede i seks kampe i træk, hvoraf fem er vundet. Og det er nok til en delt førsteplads i ligaen.
Til fredagens kamp mod Newcastle startede danske Jannik Vestergaard inde for sjette kamp i træk, men til gengæld var de uden topscorer Danny Ings, som er ude med en skade. I stedet startede Che Adams i angrebet, og han viste hurtigt sit værd.
Efter blot syv minutter sparkede angribervikaren nemlig Southampton i front, da han helflugtede et indlæg fra Theo Walcott i netmaskerne og bragte Southampton foran.
Che Adams' scoring så længe ud til at blive den eneste i kampen, men kort før tid blev Southamptons føring fordoblet. Stuart Armstrong vandt bodlen på kanten af Newcastles felt, hvorefter han afdriblede en forsvarsspiller og sparkede bolden fladt i mål.
Det sluttede 2-0 til Southampton, som efter sejren har hentet 16 point efter otte kampe. Det er nok til en delt førsteplads med Liverpool, som dog har spillet en kamp færre.
Tidligere på aftenen spillede Burnley og Brighton & Hove Albion også uafgjort i Premier League, og her tog Burnley deres andet point i denne sæson. De er nu nummer 19, mens Brighton er lidt bedre på 16. pladsen.
Læs også:Jens Jønsson og Mikkel Damsgaard kan debutere: Her er landsholdstruppen