Video : Tipsbladet
Premier League

Ipswich-træner: Jonas Knudsen forlader os

Jonas Knudsen er færdig i Ipswich, når hans kontrakt udløber til sommer, regner klubbens cheftræner med.

Søndag spilles den sidste runde i den næstbedste engelske række, Championship, og det bliver efter alt at dømme sidste gang, at Jonas Knudsen kan komme i aktion for Ipswich.

Knudsen har nemlig kontraktudløb, og cheftræner Paul Lambert forventer, at den danske landsholdsspiller forlader klubben. Det fortæller Lambert til Ipswichs hjemmeside.

- Af de spillere, der står uden kontrakt, forventer jeg, at Jonas forlader os. Han gjorde det klart i januar, at han ville gøre det, og det er fint. Det er hans valg.

- Jeg troede, han ville have skiftet dengang, men efter min viden kom der ingen efter ham, så han endte med at blive her, fortæller Paul Lambert.

I marts fortalte Knudsen til tipsbladet.dk, at hans ambition er Premier League, og at han regner med at blive i udlandet på trods af rygter om et comeback til den danske Superliga. Han ville dog ikke udelukke noget, forklarede han.  

- Jeg udelukker aldrig noget, men det er klart, at mine ambitioner rækker længere end at spille League One, hvor det peger hen lige nu. Men jeg udelukker som sagt ikke noget. Nu må vi se, hvad der sker. Der er ikke lang tid tilbage af sæsonen, og jeg sørger bare for at holde mig fit og holde mig klar, fortalte Knudsen på daværende tidspunkt.

Jonas Knudsen, 26 år, skiftede i 2015 fra Esbjerg fB til Ipswich, og siden er det blevet til 155 kampe for den engelske klub.

I denne sæson er det blevet til 28 kampe, men han har ikke været i aktion siden 12. marts.