Chris Smallings tid som lejesvend i AS Roma har været en stor succes, og parterne er efter sigende mere end klar på at forlænge samarbejdet, men det er ikke helt lige til.
Manchester United, der som bekendt ejer Smalling, kræver nemlig €20 mio. for den engelske forsvarsspiller, hvilket AS Roma ikke er interesseret i at betale.
Den italienske hovedstadsklub er derfor så småt begyndt at lede efter andre mulige emner til forsvaret, og ifølge Corriere dello Sport er Liverpools Dejan Lovren blandt spillerne på romernes liste.
30-årige Lovren er røget ned som fjerdevalg i Liverpool, hvilket har medført en del rygter om et sommerskifte, og han vil formentlig ikke koste det store, da hans kontrakt udløber næste sommer.
Udover Lovren har Roma også kig på FC Barcelonas Jean-Clair Todibo, der siden januar har været udlejet til Schalke 04.