Det har efterhånden været beskrevet vidt og bredt, at Ruben Amorim har forløst Viktor Gyokeres i Sporting. Det kan ses sort på hvidt, når man tager et blik på svenskerens imponerende målsnit.
Netop evnen til at forvandle angriberen til en af verdens skarpeste har været et tema for Manchester United, da de forhandlede med Ruben Amorim, lyder det nu fra Independent-journalisten Miguel Delaney.
Håbet på Old Trafford er nemlig, at de får en lignende effekt med Rasmus Højlund og Joshua Zirkzee.
- Gyokeres er nok en af de mest varmeste angribere i Europa lige nu, og alle kigger på ham. Det kommer af hans form, men også det store fokus på Amorim, for der er så stor værdi i unge målscorere.
- Det siger måske noget om udviklingen af moderne angribere, nu hvor Gyokeres er en, som man nærmest opgav tidligere. Han er blomstret under Amorim, og det har allerede været diskuteret på Old Trafford, hvordan portugiseren kan have samme effekt på Rasmus Højlund og Joshua Zirkzee. Det er også et emne, som dukkede op under forhandlingerne, skriver Miguel Delaney.
Det var sidste sommer, at Manchester United gravede dybt i pengepungen for at købe Rasmus Højlund i Atalanta, og i hans første sæson endte han på godkendte 16 mål i alle turneringer.
Denne sæson startede han skadet, men siden han kom tilbage, har han været fast mand. Det er blevet til to mål i 11 kampe, og det bliver spændende at følge, om han bliver Ruben Amorims foretrukne angriber, når portugiseren skal stå i spidsen for sin første kamp for United efter den kommende landsholdstermin.