Det var lang tid undervejs, og kritikken var begyndt at tiltage, men på Boxing Day lykkedes det endelig Rasmus Højlund at score sit første Premier League-mål.
Han blev sågar matchvinder i en 3-2-sejr over Aston Villa og husker tydeligt, hvad der gik gennem hovedet på ham efter scoringen.
Det fortæller han i TV2-programmet "Landsholdslejren."
- Der tænkte jeg "endelig." Det var dejligt at lukke røven på folk. Jeg følte egentlig, at... Ja, selvfølgelig tyngede det mig lidt, at der hele tiden blev snakket om det her Premier League-mål, som ikke blev lavet, hvorimod der ikke var mange, som snakkede om, at jeg var topscorer i Champions League.
- Det kunne jeg ikke helt sætte mig ind i, og derfor var det endnu mere rart at få ændret det der nul til en.
Højlund bliver efterfølgende spurgt, hvordan humøret var i bilen hjem efter kampen.
- Der var høj musik. Meget høj musik. Måske også lige lidt over fartgrænsen, men ellers var alt, som det skulle være. Det var, som man nok kunne forvente. Der var knald på, og der var glæde.
- Men igen, så prøver jeg at glemme det dagen efter og så næste kamp. Det er da altid rart at kunne vise, man er bedre, end nogen synes, man er, Det er altid dejligt at prove haters wrong.
Rasmus Højlund står nu noteret for syv Premier League-scoringer og i alt 13 mål for Manchester United.