Chelsea og Southampton bragede torsdag sammen på Stamford Bridge, og begge mandskaber gik ind til kampen med positive oplevelser mod henholdsvis Tottenham og Aston Villa i bagagen.
Andreas Christensen var bænket af Frank Lampard, og Jannik Vestergaard så igen til fra sidelinjen, hvorfor Pierre-Emile Højbjerg var eneste dansker, der var med fra start.
Værterne havde tabt fire af de sidste fem Premier League-kampe inden sejren over lokalrivalerne, og mod Southampton havde London-klubben det ligeledes svært.
Føringen tog Southampton derfor efter en halv times tid. Pierre-Emile Højbjerg spillede en skærende aflevering op til Michael Obafemi, der vendte rundt, tog et par berøringer og sparkede kuglen op i det ene målhjørne.
Læs også:Jose Mourinho om transfervinduet: Forlader en spiller os, må vi tilpasse os
Kepa Arrizabalaga kunne intet stille op, og så stod det 0-1 til Southampton.
Den første Chelsea-chance tilfaldt Cesar Azpilicueta, da han på akrobatisk vis fik drejet et hjørnespark fra Willian mod bagstolpen efter små 40 minutter. Tammy Abraham stod klar til at heade bolden i nettet, men Alex McCarthy fik hånden på og afværgede den farlige situation.
Southampton førte 0-1 ved pausefløjt.
I anden halvleg gik der ni minutter, før Callum Hudson-Odoi sparkede mod mål fra kanten af feltet. Uheldigvis for Chelsea og den unge englænder selv gik forsøget imidlertid snært over overliggeren.
Læs også:Carlo Ancelotti tror stadig på dyr teenager: Vi skal være tålmodige
Nathan Redmond kunne også have udbygget udeholdets føring i det 65. minut, hvor han slap alene igennem med Kepa. Men det sløje forsøg sad lige på den spanske keeper.
Redmond havde til gengæld mere held med sig otte minutter senere. Et forrygende Southampton-angreb blev afsluttet med Stuart Armstrong-chip, der atter sendte Redmond alene igennem med Kepa, og denne gang fik han prikket kuglen i nettet.
Scoringen blev kampens anden og sidste scoring.
Det betyder, at Southampton tager alle tre point og avancerer til tabellens 14. plads. Til gengæld er der stadig blot tre point ned til nedrykningsstregen.
Chelsea er fortsat på fjerdepladsen, men holdene på de efterfølgende pladser nærmer sig.
Læs også:Leicester-back før topbrag: Liverpool har ikke vundet ligaen endnu
Læs også:Chelsea snakker forlængelse med brasilianer: Alle elsker ham
Læs også:Kane om scoring: Måske var det julemiddagens skyld