Premier League-sæsonen begynder i denne weekend med nye stjerner og danskerklubben Brentford som den 50. klub i ligaen i Premier League-æraen.
Jack Grealish er blevet det dyreste køb i engelsk fodbolds historie, Manchester City er favorit til mesterskabet med Liverpool, Manchester United og Chelsea som udfordrere, og ligaen er spækket med danske spillere i toppen, bunden og selvfølgelig i den dansk prægede oprykkerklub Brentford.
Med mere end to uger tilbage af transfervinduet er der rigelig tid til, at der bliver handlet endnu flere spillere, og mellem nu og lukningen af vinduet sent på aftenen 31. august vil milliarder af kroner have skiftet hænder.
Men der er allerede brugt adskillige milliarder kroner på nye spillere i ligaen, hvor selv de mindste hold i bunden af rækken er sikret omkring en milliard kroner i tv-indtægter, og der er altså både sat en ny rekord, handlet en dansker for særdeles mange penge og fundet nye, spændende navne ude i Europa.
Så mens vi venter på en afgørelse i Harry Kane-sagaen og på, om endnu flere danskere bliver handlet til den engelske topliga, har Tipsbladet set nærmere på 10 af de mest interessante handler, der faldt på plads før sæsonstarten, mens chefredaktør Troels Bager Thøgersen giver sin vurdering af hver af de 11 aftaler.
Ben White
Midtstopper
Brighton til Arsenal
431 millioner kroner
Hvad er han mest kendt for?
At være et af de relativt sjældent produkter af Brightons eget talentarbejde, vel at mærke hentet fra storebror Southampton som 17-årig. Ses som en mulig, kommende fast landsholdsspiller (har allerede spillet to A-landskampe for England).
Chefredaktørens vurdering
Ben White var god, da han som lejesvend rykkede op med Leeds i 2020, og han var rigtig god for Brighton i sidste sæson. Han er en af de mest lovende yngre (han er 23, så det giver ikke mening at kalde ham et talent) forsvarsspillere i England, og han er god med bolden og kan bruges både i Artetas firebackkæde og hvis spanieren har fået nok af dårligt forsvarsspil og går over til tre midtstoppere. Kan også bruges som back og defensiv midtbanespiller og giver Arsenal et tiltrængt løft, men med Arsenals evne til at hive gode spillere ned i niveau de seneste år bliver man stadig lidt bekymret, især med det prisskilt.
Emiliano Buendía
Kantspiller
Norwich til Aston Villa
290 millioner kroner
Hvad er han mest kendt for?
At blive virkelig, virkelig god i Norwich ud af ingenting. Den tidligere Real Madrid-ungdomsspiller slog aldrig for alvor igennem i Getafe og var lidt en nobody, da han skiftede til Norwich efter at have været lejet fra Getafe til Cultural Leonesa i 2017/18-sæsonen.
Chefredaktørens vurdering
Han har været god for Norwich, også i den sæson, hvor holdet ellers var overmatchet i Premier League. Aston Villa får en offensiv midtbanespiller, der er udfordrende, dribler ofte og har fundet holdkammeraterne, ikke mindst Teemu Pukki, til mange assists.
Sammenligningerne med Jack Grealish er uundgåelige og giver for så vidt ikke mening – Grealish' evne til at suge alt spillet til sig og få et væld af frispark er, ironisk nok, nærmest helt sydamerikansk, og Buendia er selvfølgelig ikke lige så god. Men finder han sin rolle i Aston Villa, hvor de defensivt orienterede spillere jo allerede er vant til at dække af for Jack Grealish, kan han sagtens blive pengene værd.
Leon Bailey
Kantspiller
Leverkusen til Aston Villa
238 millioner kroner
Hvad er han mest kendt for?
At være vanvittigt hurtig og et mareridt for de Bundesliga-forsvarsspillere, der er lidt tungere i både vendinger og topfart.
Chefredaktørens vurdering
Nogle gange har Leon Bailey lignet en spiller, der skulle til en af de fem største klubber i verden og en dag få point i Ballon d'Or, hvis alt gik vel. Andre gange har han været for anonym, og det kan han ikke længere være i rampelyset i Premier League sammenlignet med Leverkusen, der ganske vist spiller i toppen af tysk fodbold men ikke har nær så stor bevågenhed som mange af de dårligere klubber fra større byer. Bailey-købet er del af et virkeligt spændende transfervindue for sportsdirektør Johan Lange, der sammen med kollegerne har hentet Jack Grealish' afløsere allerede før salget til Manchester City.
Patson Daka
Angriber
Red Bull Salzburg til Leicester
225 millioner kroner
Hvad er han mest kendt for?
At være endnu et produkt af Red Bulls virkeligt stærke fodboldskole. Daka har været en profil på et Salzburg-hold, der er meget overlegent hjemme i Østrig og har spillet fornuftigt med i Champions League.
Chefredaktørens vurdering
Han har været virkelig velanset i Østrig, og ud over overvejelser om at rykke ham til søsterklubben Leipzig i Bundesligaen (Salzburg og Leipzig vil selvfølgelig benægte, at noget sådant overhovedet kan finde sted, det er jo to uafhængige klubber), var Daka også på radaren i Liverpool, hvor han skulle stå i lære hos verdensstjernerne i front.
Leicester får en ekstremt hurtig angriber, der i Salzburg også har været en habil afslutter, og det giver god mening med aflastning til Jamie Vardy, der stadig er enormt god men selvfølgelig ikke kan blive ved med at bære byrden i front nærmest ene mand.
Ibrahima Konaté
Midtstopper
RB Leipzig til Liverpool
297 millioner kroner
Hvad er han mest kendt for?
At være en voldsomt dygtig midtstopper for Leipzig i Bundesligaen og Champions League. Ligner en kommende fransk landsholdsspiller.
Chefredaktørens vurdering
Han er bare god. Nuvel, presset i Liverpool skal han selvfølgelig holde til, men der er absolut ingen tegn på, at Konaté ikke kan blive en suveræn og på flere måder ligeværdig partner med Virgil van Dijk i Jürgen Klopps midterforsvar, der led så meget i sidste sæson.
Han er voldsomt stærk og hurtig og vil ikke være intimideret af de verdensklasseangribere, han skal holde styr på, og så er det jo indlysende, at han kender alt til grundprincipperne i Jürgen Klopps taktik, der minder så meget om hele Red Bulls fodboldfilosofi. Han kunne sagtens være det bedste køb overhovedet i dette transfervindue.
Jadon Sancho
Højre kant/offensiv midtbane
Dortmund-Manchester United
630 millioner kroner
Hvad er han mest kendt for?
I England er det selvfølgelig for at komme fra Manchester Citys ungdomsafdeling (som havde kapret ham i Watford som 15-årig) og for Manchester Uniteds alt for langtrukne jagt på ham. United skulle selvfølgelig have købt Sancho allerede sidste sommer.
Chefredaktørens vurdering
Ja, personligt havde jeg jo været fristet til at bruge ham i Englands startopstilling under EM, for det er godt nok en herlig fodboldspiller, Manchester United her får fat i, og som Manchester City meget ufrivilligt mistede til Dortmund for få år siden.
Sancho er en stor opgradering oppe ved siden af, hvem end Manchester United har tænkt sig skal spille spydspids, både i mellemrumsspillet, når der skal skabes chancer mod dybtliggende modstandere, og når der skal løbes de kontraløb, der har været holdets største force under Ole Gunnar Solskjær.
Nu mangler Manchester United bare en af verdens bedste angribere (* host host Harry Kane host host! *), så Marcus Rashford kan spille på den modsatte kant.
Jack Grealish
Offensiv midtbane/venstre kant
Aston Villa til Manchester City
875 millioner kroner
Hvad er han mest kendt for?
Sin loyalitet til et til tider elendigt Aston Villa-mandskab og overdådigt spil på de bedste dage.
Chefredaktørens vurdering
Jeg havde måske brugt pengene på Harry Kane og/eller en endnu bedre defensiv oprydder, men når Manchester City nu en gang har råd, og Financial Fair Play reelt er sløjfet, er han et herligt supplement til det, jeg mener er verdens bedste fodboldhold.
Joachim Andersen
Midtstopper
Lyon til Crystal Palace
200 millioner kroner
Hvad er han mest kendt for?
I Danmark som en god spiller for landsholdet under EM-slutrunden og en forsvarsspiller, der efterhånden er handlet for ekstremt mange penge.
Chefredaktørens vurdering
FC Midtjylland-Twente-Sampdoria-Lyon-Fulham-Crystal Palace.
Lyon og Sampdoria smager måske af lidt mere rent fodboldhistorisk, men London-klubben Crystal Palace satser virkelig på, at de kan komme nærmere, eller bevare, en tryg tilværelse i midten af Premier League med Andersen som forsvarskrumtap.
Det er ingen nem opgave, Patrick Vieira er kommet på som afløser for Roy Hodgson, men med Andersen og et par ambitiøse, modige køb af unge briter ser Crystal Palace ud til at arbejde hen mod, at man ikke sommer efter sommer skal sammensætte et nyt hold, mens Roy Hodgson stille knurrer over, hvor få spillere, han har til rådighed.
Det bliver spændende at se Joachim Andersen som toneangivende spiller, også selvom der bliver rigeligt at se til med Palace som en oplagt kandidat til overlevelseskamp.
Kristoffer Ajer
Midtstopper
Celtic til Brentford
115 millioner kroner
Hvad er han mest kendt for?
At være en stor kleppert, fristes man til at sige. Nej, for at være et lys i det mørke, Celtic længe har været, og som bolværket bag de ekstremt iøjnefaldende og populære offensivstjerner på Ståle Solbakkens norske landshold.
Chefredaktørens vurdering
Som vi jo så med al tydelighed i to kampe mod FC Midtjylland, er der langt fra Celtic til toppen af europæisk fodbold. Der befinder Ajer sig nu som nybagt Premier League-spiller og rekordkøb for Brentford, og det ligner en god mand, London-klubben har fået.
To meter høje Ajer vækker naturligvis opsigt på grund af sin størrelse, men han er faktisk en fin, tænkende fodboldspiller, der ligner et førstevalg ved siden af den mere teknisk begrænsede kriger Pontus Jansson, der med sin 194 centimeter også sagtens kan begå sig i Premier Leagues luftrum men er mindre begejstret for forwards og offensive midtbanespillere, der danser om benene på ham.
Brentford er nu rustet til endnu en hård sæson, der venter, da man også har Ethan Pinnock og Mads Bech Sørensen som kandidater på positionerne og i slutfaser givetvis kunne få noget ud af at sætte en ekstra mand ind til at forsvare en føring.
Cristian Romero
Midtstopper
Atalanta til Tottenham
Leje (410 millioner kroner)
Hvad er han mest kendt for?
I Danmark som del af et brutalt stærkt Atalanta-hold, der tørrede gulv med FC Midtjylland i Champions League.
Chefredaktørens vurdering
Atalanta er et af disse års allerbedste fodboldhold i Europa, og Romero bør være en opgradering for Tottenham i duelspillet. Han var virkelig god i sidste sæson, hvor han blev kåret til den bedste forsvarsspiller i Serie A.
Romero er en hård hund, der har fået mange advarsler i karrieren, og som ikke går af vejen for en konfrontation, selvom han var mere afdæmpet i sidste sæson i Gian Piero Gasperinis Atalanta, hvor ingen skal sætte sig over Gasperinis krav om ultradisciplin.
Romelu Lukaku
Angriber
Inter til Chelsea
855 millioner kroner
Hvad er han mest kendt for?
At være en af verdens bedste angribere. Fik ekstra fans i Danmark i juni efter sin hjertefølte hyldest til kammeraten Christian Eriksen og hans kammerater på landsholdet.
Chefredaktørens vurdering
Det er mange penge for en 28-årig, og det er fløjtende ligegyldigt – med Financial Fair Play sat på pause kan Chelsea reelt bruge løs af ejer Roman Abramovitj' penge uden at frygte repressalier fra UEFA.
Det er kun en skade, der kan sætte en stopper for Lukaku med den form, han har vist i to år i Inter, hvor han blev skarpere og vel en fuldendt angriber efter et ophold i Manchester United med mange mål men også megen kritik.
Lukaku er i den grad med til at løfte Chelsea op som kandidat til mesterskabet.
Dansk rekordhandel – Martin Albrechtsen ellevild
CV vil ikke sammenligne: AGF er et godt sted
Sammenligner dansk spids med verdensstjerne
Brøndby sejrer over skandinavisk tophold
TransferLIVE: FCN forlænger med svensk stortalent
Mareridtet fortsætter for dansk landsholdsbobler
Dyster melding angående FCK-talent
FCK tilføjer 17-årigt talent til Europa-trup
Afsløring: BIF kan tjene 75 millioner på Bischoff
Surt show: Yussuf Poulsen skadet igen
Afsløring: Bertram Kvist skifter til Esbjerg
Op mod 5.000 til vild testkamp i Aarhus
FCN fortsætter med vanvittige sejre i testkampe
Afslører: Flere klubber var ude efter Pione Sisto
Jagter ny dansk klub efter udlandsophold
FC Midtjylland dropper angriber i Europa
Bo Henriksens hustru jubler: Det er totalt genialt
Nu taler Ruben Amorim om Chido Obi
FCK-direktør: ‘Så lagde jeg bare røret på’
Overblik: Her er Superligaens vintertransfers 2025
Thomas Gravesen frygter for Eriksens karriere
Bodø/Glimt-boss raser mod AaB: Er du dum?
Kan blive verdens bedst betalte landstræner
Vil købe dansk landsholdsspiller – men…
Slagter Tottenham: Jeg har aldrig set lignende!
Brandvarm dansker på måljagt i storkamp i Paris
CV afviser profilsalg: Flere transfers er mulige
De har brug for en kæmpe transfersucces!
Stor begejstring for tilgang af Brøndby-spiller!
Afsløring: Wolfsburg har scoutet stort OB-talent
Føler for skadet talent: Tænker på min egen søn
Officielt: Henter dansk angriber i millionhandel
De er vinterens syv dyreste salg i Superligaen
Ny Brøndby-stjerne afslører: Væltede i tilbud
Damsgaard fortsætter vild stime af kåringer
Lyngby Boldklub har gjort et scoop
Medie peger på utilfredshed i Feyenoord-truppen
Viaplay i fremdrift: ‘Vi havde tabt sutten’
I svime over Oscar Højlund: Den næste leder
Real Madrid-legende stopper karrieren
Der er potentiale til noget rigtig stort
Links og Beijmos tur? CV varsler forlængelser
Philip Billing jubler: Han er en vinder
Preben Elkjær får nyt job hos Viaplay
Forventer snarlig Daniel Wass-afgørelse
Sådan gør din klub i vinterpausen
Stor interesse: ‘Jeg modtog mange telefonopkald’
Flere United-problemer: Stjerne korsbåndsskadet
Viaplay: Derfor lancerer vi nye sportspakker
Viaplay med ny Superliga-pakke: Her er prisen
Stor undren: Har de glemt at købe en ny back?
Her er Danmarks gruppe til U21-EM-kvalifikationen
Jacob Neestrup jubler: Som et køb til 30 millioner
Vilde transfers udfordrer AaB-chefers strategi
Afsløring: Nu rejser Clement Bischoff til England