Har lige fået Premier League-debut: Oskar Buur i mesterlære på Molineux

Mandag aften blev danske Oskar Buur skiftet ind for engelske Wolverhampton, og dermed fik højrebacken debut i den engelske Premier League.

Tipsbladet talte i juli med den tidligere AGF-spiller om en karrierevej, der ikke har været snorlige, og hvordan han nu jagter den helt store fodbolddrøm.

Vi genbringer her interviewet med Premier League-debutanten Oskar Buur.

—

Bragt første gang 10. juli 2020

Oskar Buur spillede 90 minutter for Wolverhampton, da den engelske klub i december slog Besiktas med 4-0. Det var en sjælden førsteholdskamp for den unge danske back, men han greb chancen og lagde op til et mål.

Kan man være en succes i engelsk fodbold, når man efter flere år stadig ikke har fået et eneste minut i Premier League?

Det bedste bud på en, der er lykkedes med at blive det trods de omstændigheder, er Oskar Buur. Den 22-årige østjyde kom til Wolverhampton i sommeren 2017 og har siden spillet én ligakamp for førsteholdet. Det er mere end to år siden, i marts 2018, men alligevel er det gået støt fremad for den danske back siden dengang. Han har fået masser af spilletid på U/23-holdet, og han har spillet cupkampe, både i Liga Cuppen, FA Cuppen og Europa League.

Og i begyndelsen af 2020 blev han så rykket endegyldigt op i Premier League-truppen på linje med Adama Traoré, Raúl Jiménez, João Moutinho, Rúben Neves og hvad profilerne hos den engelske ligas aktuelle nummer seks ellers hedder.

– Det startede med, at jeg skulle have været udlejet. Det syntes jeg egentlig så godt ud. Jeg skulle have været til en hollandsk klub og det hele var på plads, men så valgte Wolves at annullere handlen, fordi de hellere ville have, jeg skulle rykkes op i førsteholdstruppen. Jeg skulle være fløjet syv timer, efter den blev annulleret, fortæller Oskar Buur i telefonen fra West Midlands.

– Jeg så det som en god chance, at jeg kunne komme ned til den bedste liga i Holland og få noget spilletid der; få noget erfaring og lidt flere førsteholdskampe på cv'et Det havde jeg set meget frem til. Men når man får at vide, at førsteholdstræneren gerne vil have en op i førsteholdstruppen, i stedet for at man skal sendes ud på leje, så tror jeg ikke, at nogen har lyst til at afslå det. Så jeg synes helt sikkert, det var godt at blive, og jeg er rigtig glad for det. Lige nu synes jeg, det var det bedste valg, siger den unge dansker.

Fire uforudsigelige måneder
Spilletiden i Premier League mangler, men oprykningen har ført andre ting med sig. I slutningen af februar forlængede danskeren sin aftale til sommeren 2023, og han har været med i kamptruppen for Wolverhampton i alle kampe siden coronapausen

– De valgte at give mig en kontrakt for at vise, at de tror på mig på længere sigt. De kunne se, at jeg har noget, og at der er noget, der kan bygges på. Det var et skulderklap.

– Jeg er kommet mere ind i det og har kunnet træne mere afslappet. Jeg synes, jeg har trænet bedre – og så hjælper det selvfølgelig, at der er kommet ni spillere på bænken i stedet for syv. Det giver lidt større chance. Men jeg synes, det går bedre til træning, og jeg tror egentlig, det er forklaringen, siger Buur, der tidligere kun trænede med førsteholdet ved særlige lejligheder.

– Da jeg var på U/23-holdet, var det mest dagen efter kamp, hvor der skulle bruges spillere, fordi startelleveren ikke var der, eller når der engang imellem var en spiller eller to, der var skadet. Så det var lidt op og ned i perioder, men nu er det fast og hver dag. Det er jeg rigtig glad for.

Så Oskar Buur har kontrakt med en Premier League-klub de kommende tre år og rykker gradvist tættere på spilletid i verdens største liga. Det var der intet, der tydede på, hvis vi går tre år tilbage.Som U/14-spiller skiftede Oskar Buur til AGF fra FC Skanderborg, og i begyndelsen fløj han frem i Aarhus. Den hurtige og teknisk stærke højre back blev forfremmet til U/19-holdet, mens han stadig var U/17-spiller, og samme sæson blev han også hevet op på førsteholdet.

Den 15. marts 2015, 16 dage før Oskar Buurs 17 års fødselsdag, debuterede han i en 1. divisionskamp mod AB i Gladsaxe. Han spillede 90 minutter og fik yderligere syv kampe det forår, hvor han hjalp med at spille AGF tilbage i Superligaen.

Det var kun starten på hans seniortid i AGF, men det var også kulminationen. De næste to sæsoner spillede han kun fem kampe, tre i pokalturneringen og to i Superligaen. Hverken Morten Wieghorst eller Glen Riddersholm brugte den unge back ret meget, for spillere som Alexander Juel Andersen og Dino Mikanovic stor foran i køen.

– Det startede godt, men efterfølgende tror jeg, at jeg manglede noget fysik. Jeg var sgu ikke så stor. I 1. division kunne jeg leve på min teknik og min hurtighed, men jeg tror, de var bange for at bruge en 16-17-årig, der ikke havde spillet store kampe. Der var en masse ting at lære. Jeg følte også, det blev bedre og bedre, men det blev ikke til så meget spilletid over de to år.

Og så var det pludselig slut. Oskar Buurs kontrakt løb ud i sommeren 2017, og den blev ikke forlænget – hvilken teenageren selv måtte opdage ad omveje.

– Jeg kunne da tænke mig til det… Men jeg fik det først at vide, da jeg læste det online. Jeg tror, det var ”Stiften” [Århus Stiftstidende], der lagde ud, at de valgte ikke at forlænge med mig. Så mødte jeg ind i klubben og fik det at vide, så jeg havde ikke fået klar besked. Men man kan selv regne sig frem til det i fodboldverdenen.

Det, der efterfølgende skete, var til gengæld svært at gætte sig til, for de næste par måneder i Oskar Buurs karriere er nogle af de mere mærkværdige, en dansk fodboldspiller har oplevet.

Den 31. maj 2017 meddelte AGF, at backen var en af fem spillere, der forlod klubben i forbindelse med kontraktudløb. Den 21. juli offentliggjorde Brabrand, der netop var rykket op i 1. division, at man havde lavet en aftale med Buur. Der gik fem dage, så kom der en ny pressemeddelelse på Brabrands website: Nyerhvervelsen var blevet sendt på prøvetræning i Wolverhampton Wanderers.

Og den 24. august var det så den engelske klubs tur til at præsentere en kontrakt med Buur, der i første omgang var Wolves-spiller til sommeren 2019. Mindre end en måned senere, den 19. september, debuterede han for sin nye klub i en Liga Cup-kamp mod Bristol Rovers.

En uventet udvikling for et ungt, dansk talent, og Oskar Buur havde da heller ingen planer om at skulle til England, da han forlod AGF.

– Mine tanker var bare, at jeg skulle have noget spilletid, så jeg tænkte på forhånd, at jeg skulle vælge nedad. Så jeg valgte en amatørkontrakt hos Brabrand, fordi jeg ville være sikker på at spille hver gang og få spillelysten tilbage. Jeg søgte selv derud og spurgte dem. Jeg fik også tilbud fra andre, men jeg ville være sikker på at spille. Jeg var lige begyndt at tænke på, jeg skulle have et arbejde ved siden af, men nåede ikke så langt.

– Jeg blev ringet op af min agent, der fortalte mig, at han havde fået en mail fra Wolverhampton, der gerne ville have mig over til prøvetræning. Jeg starte med at sige: ”Det skal jeg ikke.” Jeg havde lige indstillet mig på, at jeg skulle til at lave noget helt andet, og jeg havde fundet en plads i Brabrand, men vi snakkede om det, og så kunne jeg godt se, at selvfølgelig skulle jeg derover. Så greb jeg chancen, og det var jo godt.

– Wolves havde allerede set mig i løbet af året. De kunne se, jeg havde kontraktudløb, og de havde set mig på U/19-landsholdet. Og så syntes de egentlig, jeg havde gjort det godt, og at jeg passede ind i deres spillestil. De kontaktede mig sent i forhold til det danske transfervindue og preseason, for hvis der er nogle spillere, de gerne vil have til prøvetræning på U/23-holdet, tager de dem med til sidst og får dem til at spille nogle træningskampe. Så de inviterede mig over, og så fik jeg spillet to-tre kampe og trænede i en uge, 10 dage. De var imponerede og ville gerne skrive en kontrakt.

Fra kommunens baner i Brabrand til drømmedebut på Molineux
Fra den ene dag til den anden skulle Oscar Buur vænne sig til en helt ny fodboldvirkelighed – på godt og på ondt.

– I Brabrand trænede vi på kommunernes baner, der bliver slået en gang hver anden uge. Så kommer man herover, og bare U/23 er som et helt setup i en Superliga-trup. Banerne er sindssygt gode. Alt var større, så det var helt vildt, men det var fedt at prøve. Man har alle muligheder, både i styrkelokalet og ude på banen, man har de bedste baner, og der er flere mennesker omkring en; fysioterapeuter, trænere.

– Det var ikke hyggebold i Brabrand, det var et sted, hvor man skulle sikre sig overlevelse i 1. division, men det var ikke helt som liv eller død. Så kommer man til England, og nogle af de drenge kommer fra ingenting og vil give deres højre arm for en ny kontrakt. Det var noget helt andet, der blev kæmpet for det, som jeg ikke har set før, og det var et helt andet niveau. Så det var en anden indstilling, man skulle til at have, og som jeg har fået, siger Oskar Buur.

Fra start blev danskeren fast mand på U/23-holdet som højre back. I sidste sæson var han med til at vinde rækken med sit hold, og han roser niveauet – til tider.

– Jeg synes, det er højt, men det er meget op og ned. Nogle gange møder man reserverne fra de andre førstehold, andre gange er det nogle unge gutter. Det har været fint at prøve i to et halvt år, men nu var det tid til at tage et step op eller blive udlejet. Det var en af de to gode muligheder, der var.

– Jeg har bygget på allround. Jeg har bygget på fysisk, for jeg har aldrig været specielt stor. Teknisk har jeg bygget mere på, defensivt, robustheden. Jeg er blevet lidt mere kold og går hårdere ind i duellerne. Det er godt at være her og lære.

Efter førsteholdsdebuten mod Bristol Rovers i september 2017 gik der mere end et halvt år, inden Buur igen spillede med de bedste i Wolverhampton. Men det var værd at vente på. I begyndelsen af april 2018, da Wolves havde kurs mod Premier League som etter i den næstbedste række, blev han udtaget til en Championship-kamp mod Hull.

Han kom på banen til sin ligadebut med 20 minutter igen, og kort efter bragte modstanderne sig foran 2-1, men Wolverhampton fik et point til topkampen – fordi en dansk næsten-debutant, fire dage efter sin 20 års fødselsdag, udlignede til 2-2 på et hovedstød.

– Jeg tror, jeg var den eneste U/23-spiller, der var med. Højrebacken, Matt Doherty, havde fået rødt kort kampen forinden, så han skulle sidde over. De manglede kun få point for at sikre sig oprykning, så jeg havde slet ikke tænkt, jeg ville komme ind, men så var der en kantspiller, der spillede højre back, og det fungerede vist ikke helt ordentligt, og så kom jeg ind. Jeg havde været på banen i 13 minutter, så headede jeg bolden ind og sikrede os et vigtigt point.

– Det var helt uvirkeligt, da det skete. Jeg kom ind i en god position, men at score målet var noget, jeg havde drømt om. Jeg tænkte ikke over, det var min ligadebut, det var bare helt vildt at komme til at score for et stort hold i Championship. Der var mange ting, der kørte i hovedet efter kampen, siger Oskar Buur, der som højre back med teknik og fart som spidskompetencer ikke har scoret mange hovedstødsmål.

– Jeg tror, jeg har gjort det én gang som ungdomsspiller i en træningskamp.

Trænerens tavshed
Hull-kampen var selvsagt et stort højdepunkt i de foreløbig tre år i England. Oskar Buur nævner også den første kontrakt, at vinde ligaen med U/23-holdet og så et par stykker, han har samlet op i denne sæson.

Det var stort at få en førsteholdskontrakt, og det var stort, da han midt i januar fik to minutter som indskifter i et FA Cup-nederlag på det Old Trafford, som han så mange gange har set på tv.

Det er svært at stille noget op, når man kun får et par minutter på banen. Til gengæld fik danskeren længe tid til at gøre sig gældende i den anden førsteholdskamp, han har spillet i den sæson – og det gjorde Buur så. I Europa League-kampen mod Besiktas i december spillede han 90 minutter som højre wingback i Nuno Espírito Santos 3-5-2-system.

Hjemme på Molineux vandt Wolverhampton 4-0, og danskeren lagde op til det sidste mål, da han stjal bolden fra den portugisiske venstre back Pedro Rebocho, gik forbi yderligere en mand og lagde bolden fladt ind til Diogo Jota, der fuldendte et hattrick.

– Når jeg har fået chancen, føler jeg, at jeg har gjort mit ypperste og bevist, hvad jeg skulle og har gjort en forskel. Men der er længere vej til at starte inde og starte hver kamp. Men der er også en A-landsholdsspiller [Matt Doherty, det irske landshold], som spiller min position. Så må jeg bare lære fra ham og se, hvad han gør godt.

– Jeg skal være vedholdende til træning. Nu har jeg vist i de indhop, jeg har fået, at det kan jeg godt, jeg fik spilletid på Old Trafford i cuppen, og jeg kommer ind og kan godt være med. Jeg tror bare, jeg skal holde ved og bevise, at bare fordi man er på bænken, betyder det ikke, at man ikke gider at træne. Man skal bevise, at man har det i sig og prøve at bygge endnu mere på, høre efter, hvad ens cheftræner, Nuno, siger, og prøve at se, om man kan lære noget af det.

Nuno Espírito Santo, tidligere træner for Valencia og Porto, har stor succes i Wolverhampton, som han har ført fra den næstbedste række op i Premier Leagues øverste halvdel og derfra videre ud i Europa.

– Jeg føler, han siger, når noget skal siges. Ellers er han lidt for sig selv. Bare fordi man ikke får noget at vide, er det ikke nødvendigvis dårligt, som spillere nogle gange tænker. ”Jeg har ikke fået noget at vide, så må jeg gøre noget forkert.” Man skal bare tænke, at hvis man ikke får noget at vide, må det betyde, at man gør det godt. Man skal ikke altid tro, at man skal have ros. Så det er egentlig meget fint, siger Oskar Buur.

Til træning kæmper han en daglig kamp for at holde styr på portugiserne Diogo Jota og Pedro Neto og spanske Adama Traoré, som han ofte spiller over for. Specielt sidstnævnte har spillet en blændende sæson for Wolverhampton, og det tidligere La Masia-talent er da også vanskelig at fange på træningsbanen.

– Han har fandme noget fart og noget fysik. Han er svær at dække op og spille én mod én imod. Man skal have hjernen i gang, for der er nok ikke nogen, der er hurtigere eller stærkere end ham for tiden. Og så er han sindssygt god med bolden og slår gode indlæg, så han kan en masse på egen hånd.

Endnu venter han på, at erfaringen fra træningsbanen skal bruges i kamp i Premier League. Men Oskar Buur bruger ikke meget energi på at overveje, hvordan han kommer dertil, og om han eventuelt skal have den udlejning, han ikke fik i vinter.

– Lige nu tænker jeg ikke over det, andet end at se, hvad der sker, og så må jeg fokusere på at få lidt spilletid, eller hvad det kan blive til. Jeg skal gøre det så godt som muligt til træning, og så må jeg se, hvad det bliver til til sommer; hvad de synes, der er bedst for mig. Så det tager jeg stille og roligt.

Der er nu gået tre år, siden han var en overskudsvare i AGF og søgte ned til Brabrand i 1. division for at spille fodbold gratis, hvorefter karrieren vendte på en tallerken. I dag har han en treårig aftale i Premier League, han har scoret i Championship, han har lagt op til mål i Europa League, og han har spillet på Old Trafford. Så stopper Oskar Buur nogensinde op og tænker over, hvor uforudsigelig en drejning hans karriere har taget?

– Ikke rigtigt. Jeg tror bare, jeg er i nu'et. Jeg kigger ikke rigtigt tilbage, jeg kigger bare frem og ser, hvor jeg kan ende henne, og hvad det kan blive til. Så nej, det tror jeg ikke rigtigt, jeg har gjort. Måske når jeg bliver ældre. Så må jeg stoppe op og se tilbage, hvor det kunne være endt, og hvor det endte med at blive.

– Jeg har ikke brug for at hvile endnu og for at kigge tilbage. Der er stadig lang vej endnu, så jeg kan gøre det, når jeg engang går på pension i fodboldverdenen.

Måske er det forklaringen på, hvordan man bliver en succeshistorie – selv uden ret meget spilletid.