Tottenham-manager José Mourinho har været en temmelig utilfreds herre under og efter landskamppausen. Mourinho er vred over, at flere af hans bærende spillere skulle spille masser af minutter for det engelske landshold, mens de på klubplan er inde i en tæt og svær periode med hård belastning.
Sideløbende med det blev Manchester City-stjernen Raheem Sterling sendt tidligt hjem fra landsholdet, da han kæmpede med skavanker. Det fik José Mourinho til at udtale, at den engelske landstræner favoriserer nogle klubber frem for andre, mens han mener, at en manager som Pep Guardiola bevist presser den engelske landstræner Gareth Southgate for at få mindre belastning til City-spillerne.
Det giver Guardiola selv dog ikke ret meget for. Det stod klart på et pressemøde forud for weekendens runde mod netop Tottenham:
- José Mourinho er nødt til at tale med lægerne på det engelske landshold og med lægerne fra Manchester City. Det er dem, han bør gå til - medmindre han selvfølgelig er læge selv. Hvem ved, måske er han det, lyder det spydigt fra Pep Guardiola, der fortsætter:
- Hør her, jeg gider ikke at svare på mere om José Mourinho. Jeg sagde det med lægerne, fordi han har anklaget os for noget, der ikke er sandt. Han må tage den med lægerne, og I skal lade være med at spørge mig. Jeg er næsten 50, så jeg er gammel nok til at forstå, hvad der foregår, lyder det fra Guardiola.
Raheem Sterling startede på bænken i lørdagens møde mellem Tottenham og Manchester City.