Den engelske offensivspiller Jack Grealish måtte efter Manchester Citys 0-0-kamp mod Arsenal stå model til en ordentlig opsang fra sin manager Pep Guardiola inde på banen foran snurrende kameraer.
Ved Citys pressemøde forud for onsdagens kamp mod Aston Villa forklarer Guardiola, hvorfor han gjorde det på den måde.
- Jeg gør det for kameraerne, mit ego. Jeg er den mest berømte person på holdet, og jeg har brug for, at kameraerne går i seng med en utrolig tilfredshed, siger han og fortsætter:
- Jeg prøver altid at kritisere spillerne der og lade dem vide, hvor dårlige de er. Især når Erling (Haaland) scorer tre mål, skal kameraerne være på mig, lyder det fra Pep Guardiola med et glimt i øjet.
Efter det uafgjorte resultat er status desuden sådan for Manchester City, at de er på tredjepladsen, og dermed skal de håbe på, at både Arsenal og Liverpool smider point i de sidste kampe af Premier League, hvis de selv skal blive mestre for fjerde sæson i træk.
- At vinde kampe er alt, hvad du skal gøre. Der er ikke mange chancer for (Liverpool og Arsenal red.) at tabe point, men der er stadig ni kampe, fastslår City-manageren, som bemærker at deres modstander onsdag spiller for at komme med i Champions League.
- Villa er virkelig gode på dødbolde og omstillinger med hurtige spillere fremme, og de er virkelig klare med, hvad de gør. Baglinjen eller de fem er en virkelig struktureret linje med en enestående keeper. Det er derfor, de er hvor de er, forklarer Pep Guardiola.
Situationen efter Arsenal-kampen med Grealish og Guardiola kan ses i videoen øverst i artiklen.