Ferguson-jubilæum: Her startede super-succesen

Bragt i Tipsbladet 1. november 2011. Vi genpublicerer historien som markering af dagen for Alex Fergusons første kamp som manager i Manchester United for præcis 30 år siden.:

Det var ikke bare den største aften for Alex Fergusons Aberdeen. Nej, det var den største aften i klubbens historie, den 16. marts 1983. Selv om Aberdeen i Alex Fergusons regeringstid fra 1978 til 1986 vandt ti store titler, så var det ikke en finale, som de spillede den dag.

»Det var som om, alt, hvad vi havde gjort indtil da, havde forberedt os på den kamp,« siger den tidligere Aberdeen- og skotske landsholdsmålmand Jim Leighton til Tipsbladet her 28 år efter. 

»Jeg kan stadig føle det i dag,« siger holdets daværende angriber og nuværende assisterende manager i Sunderland, Eric Black.

»Det er som om, jeg kan række ud tage fat i det endnu.«

Aberdeen var for første gang i klubbens historie nået til en europæisk kvartfinale. Det var i den hedengangne Europa Cup for pokalvindere, at man efter 0-0 i den første kamp nu skulle spille returkamp på Pittodrie, klubbens hjemmebane, mod Bayern München. Bayern var, lige som de næsten altid har været, et europæisk powerhouse med spillere som Augenthaler, Breitner, Hoeness og Rumenigge. Det var i sandhed kampen mellem David og Goliat.

Efter fire år i spidsen for Aberdeen var Alex Ferguson blevet besat af at vinde en europæisk turnering, ligesom han senere blev det med Manchester United. Det var godt nok kun en kvartfinale, de skulle spille den aften, men at slå Bayern München ville bevise over for omverdenen og ikke mindst dem selv, at de var et af de bedste hold i Europa på det tidspunkt.

Aldrig har stemningen hverken før eller siden været så elektrisk som den aften, husker dem som var til stede. Det var en af de få gange på Pittodrie, at lyden fra stadion overdøvede suset fra Nordsøen som slår mod kysten kun et langt udspark fra stadion.

»Der var nogle fantastiske tyske stjerner på det hold,« siger journalisten Frank Gilfeather, der var på stadion den dag og dækkede kampen for skotsk tv. 

»Dengang havde man jo ikke udlændinge på holdet, så det var kun tyskere, men det var store navne. Folk som man læste om i fodboldmagasinerne mod Neale Cooper, Neil Simpson og Eric Black. Lokale knægte. Du laver fis med mig?«

Det var præstationen i den kamp mod Bayern, der mere end noget andet definerede datidens Aberdeen-hold og ikke mindst Alex Ferguson selv. Det var kampe som den, der lagde fundamentet til de 25 år med succes, han senere skulle nyde med Manchester United.
Det er uundgåeligt at se parallellerne mellem det, Ferguson skabte i Aberdeen, og det som fulgte i Manchester United. Den røde tråd i hans evige jagt på sejr.

Ja, man siger om Ferguson, at hans fremmeste egenskab i al denne tid har været hans evne til at forny sig. Konstant. Og det er også en essentiel del af sandheden. Men kernen i hans ideologi har fulgt ham hele vejen, fra han startede som manager i East Stirlingshire over St. Mirren, men det var i Aberdeen, at den for alvor blev åbenbaret for første gang. Dette er historien om, hvorfor Alex Ferguson blev Manchester Uniteds manager.

Dette er historien om Alex Fergusons Aberdeen.

Han havde egentlig fået tilbuddet om at bliver manager i Aberdeen i 1977, men det var først, da han fik tilbuddet igen året efter, at han tog i mod det. Ferguson havde håbet på at kunne gøre St. Mirren til det nye Aberdeen, men hans anstrengte forhold til klubbens formand Willie Todd, og det råd han fik fra sin mentor Jock Stein, om at der var større potentiale i en klub som Aberdeen, fik overbevist Ferguson om, at det var den vej, han skulle gå.

Den 1. juni 1978 tog det ham ti minutter at forhandle sin kontrakt på plads med Aberdeen-formand Dick Donald. Det blev startskuddet til otte sæsoner, som fuldstændig vendte op og ned på styrkeforholdet i skotsk fodbold og satte en lille nordskotsk provinsklub på det internationale fodboldlandkort.

Det gik dog først lidt skidt, inden det blev lidt bedre. I sin første sæson i Aberdeen oplevede Ferguson en personlig tragedie, da hans far –  også kaldet Alex, eller Alec, som man udtaler det i Skotland – gik bort. Det er et dødsfald, der til denne dag stadig påvirker Ferguson.

Da han efter Champions League finalesejren over Chelsea i 2008 blev spurgt, om han tænkte på at trække sig tilbage, fremførte han eksemplet med sin far, som er en af årsagerne til, hvorfor tanken om at lade sig pensionere ikke tiltaler Ferguson.

Alexander Ferguson arbejdede som så mange andre i Govan, i den vestlige del af Glasgow, på skibsværftet i området. Da han i en alder af 65 lod sig pensionere, gik der kun en uge, før han fik konstateret kræft, og tre måneder senere var han død.

»Den største frygt,« sagde Alex Ferguson i 2008 »er, hvad du skal gøre af dig selv. Der er alt for mange eksempler på folk, som lader sig pensionere og bliver begravet kort efter, fordi de har givet slip på netop den ting, som holdt dem i live.«

Tilbage i 1979 havde Alex Ferguson lige afsluttet sin første sæson som manager for Aberdeen, og på trods af sin fars død, så var der rent fodboldmæssigt optimisme at spore.

Holdet sluttede på fjerdepladsen i ligaen i den sæson og kom langt i begge pokalturneringer. I FA Cuppen nåede man til semifinalen, mens Aberdeen tabte finalen i Liga Cuppen til Rangers.

Efter nutidens standarder vil sådan en sæson være en stor succes for Aberdeen, men selv om man dengang ikke havde vundet mesterskabet siden 1955, så havde klubben under Billy McNeill taget andenpladsen i ligaen og tabt finalen i den skotske FA Cup, året inden Ferguson kom til klubben.

Så det var bestemt ikke nogen håbløs trup, Alex Ferguson havde arvet i 1978. Han kom ikke ind og revolutionerede Aberdeen fra randen af håbløshed og katastrofe. Klubben var ganske habil, både når det kom til spillersammensætningen og ledelsen af klubben i almindelighed.

Olieboomet i Nordsøen var medvirkende til, at Aberdeen havde de nødvendige midler til som det første hold i Storbritannien at gøre deres stadion til et all-seater og installere overdækning på alle tribuner. Formanden Dick Donald og de to andre direktører Chris Anderson og Ian Forbes i den lille bestyrelse smed ikke om sig med pengene, men Alex Ferguson havde for første gang i sin managerkarriere et spillerbudget at arbejde med.    

»Han var ikke nogen umiddelbar succes,« fortæller journalisten Frank Gilfeather til Tipsbladet, da vi møder ham på en restaurant i Aberdeen.

»Men det var der heller ikke nogen, som havde forventet, han ville være. Dick Donald var formanden og ud over ham, var der to direktører, og det var egentlig et behageligt set-up. De var bare glade for at vinde en cup i ny og næ, eller hvis de kom på andenpladsen. Der var ikke de store ambitioner i klubben, så det betød ikke så meget, at han ikke blev en succes straks.«

Generelt var skotsk fodbold på det tidspunkt en legeplads, hvor der ikke var den store forskel på børnene, som der er i dag. Godt nok var Rangers og Celtic de største klubber i landet, og det var også the Old Firm, som havde vundet det skotske mesterskab i de foregående 14 sæsoner, men i starten af 80'erne begyndte både Aberdeen og Dundee United med Fergusons gamle studiekammerat Jim McLean at røre på sig.

1979-1980-sæson startede heller ikke helt problemtfrit for Ferguson, og selv om Aberdeen fik kæmpet sig til endnu en Liga Cup-finale, tabte man også den. Men derfra begyndte tingene så småt at rulle den rette vej. Det sidste nederlag i sæsonen kom den 23. februar mod Kilmarnock og lige som det treble-vindende Manchester United-hold ikke tabte en eneste kamp fra den 19. december 1998, da man blev slået af Middlesborough på hjemmebane, så gik også Aberdeen ubesejret resten af vejen til deres bare andet mesterskab nogensinde.
Med indgangen til den sæson havde Alex Ferguson for alvor givet eksempler på det blik, han har for at vælge spillere – ikke bare på baggrund af rent talent – men på baggrund af det fremtidige potentiale han kan se i dem.

Således var det tilfældet med den lille Gordon Strachan, som han også var træner for i de første år i Manchester United. Den rødhårede skotte havde haft svært ved at falde til i klubben, siden han ankom i 1977. Strachan havde endnu ikke fundet sit sweet spot ude på højrekanten, og da formanden spurgte Alex Ferguson, om de skulle sælge den lille mand, bad Ferguson ham være tålmodig. Ferguson havde mod slutningen af sæsonen forinden hentet Mark McGhee i Newcastle, og netop McGhee og Strachan blev nogle af de største profiler i de følgende fire år, og således også i kampen om det første mesterskab, som klubben vandt i næstsidste spillerunde, da de slog Hibernians med 5-0 på udebane.  

»Ferguson var så dreven, at det smittede af på alle andre i klubben. Ikke bare spillerne, men også på dem i bestyrelsen og i administrationen. De følte, at de var en del af noget stort. De tog til Glasgow og slog Celtic og Rangers ret så ofte.  Det var ikke bare et heldigt resultat. Rangers og Celtic følte sig truet af Aberdeen, og Ferguson vidste, at han kunne slå dem. Det fik han også overbevist sine spillere om,« fortæller Frank Gilfeather.


LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE

Selv om Aberdeen ikke er kendt for at have de mest fanatiske tilhængere, så mødte der alligevel 20.000 mennesker op på Union Street, byens hovedgade, for at fejre de lokale helte, da de vendte hjem efter sejren over Hibs.

Men i sin største stund hidtil som manager var Ferguson heller ikke dengang bleg for erkende, at der måtte laves nogle ændringer i truppen, hvis Aberdeen skulle være succesfulde i en lang årrække. Ud røg publikumsyndlingen Joe Harper, veterankeeperen Bobby Clark og holdets største stjerne Steve Archibald, og det banede vejen for første generation af Fergie's Fledglings [titlen man gav Ryan Giggs, David Beckham, Nicky Butt, Paul Scholes og Neville-brødrene, da de først slog igennem i Manchester United].

Eric Black, Neale Cooper, Neil Simpson og John Hewitt var alle lokale Aberdonians, og de var vokset op sammen gennem klubbens ungdomssystem. Ferguson forstod straks deres talent og var ikke bange for at give dem chancen for at bevise, hvad de kunne drive det til. Lige som han gjorde i 1996 i Manchester United.

»Jeg har så mange minder fra den tid,« fortæller Eric Black til Tipsbladet.

»Jeg var meget ung dengang, og hvert år vandt vi mindst et trofæ. Det var vores natur.«

»Der blev hele tiden sat høje standarder af de ældre spillere, manageren og Archie [Knox, assisterende manager]. Alle de, som nogensinde har arbejdet med Alex Ferguson, har taget det med sig videre som en opskrift på succes. Det er ikke altid det lykkedes, men man tænker da tilbage på, hvad det var, han ville have gjort.«  

Historierne om det berømte temperament står i kø for at blive fortalt, og selv om Archie Knox ikke så let glemmer Fergusons udbrud, så fortæller han Tipsbladet, at vulkanen ikke brød ud så tit, som det er blevet gjort til.

Men der var hvert fald en enkelt historie fra en Europa Cup-kamp i Rumænien, som Knox husker. Aberdeen havde vundet den første kamp 3-0 på hjemmebane, men ved pausen i returkampen var man bagud 2-0.

»Vi var bagud 2-0 ude mod Arges Pitesti, så der var store ord og tekander det fløj med i pausen,« fortæller Knox uden for alvor at gå i dybden.

Gordon Strachan har tidligere fortalt, at Ferguson efter at have givet ham en kæmpe skideballe var kommet til at vælte et par tekopper, og da han efterfølgende så et smil på Strachans læber, smadrede han til samovaren med hånden, så det drev ned af væggene med skoldhedt te. Kampen endte 2-2.

Også Eric Black husker tydeligt Fergusons torden.

»Jeg kiksede engang et straffe i en europæisk kvartfinale mod Dynamo Berlin. Det var et meget lille omklædningsrum. Heldigvis havde Willie Miller [holdets anfører] også misset et, og Ferguson smadrede fuldstændig stedet. Der var en lille vogn med sandwichs på, som han kastede på gulvet. Han startede med at skælde ud på mig og gik så videre til Willie og blev der. Willie var den som havde misset det afgørende spark, så jeg slap lidt,« fortæller Eric Black og griner.

På trods af Fergusons udbrud, så fortæller Eric Black, at manageren formåede at skabe en god atmosfære omkring holdet, og at træningen under ledelse af Archie Knox var hård men samtidig fornøjelige.

»Pre-season var så hårdt. Jeg var 16 år første gang. Jeg skulle tage to busser for at komme hjem efter træning. En fra Pittodrie til byen og så en fra byen videre til lejligheden, vi delte nogle af os unge spillere. Jeg kan huske, jeg en dag faldt i søvn på bussen og mine holdkammerater, som jeg fulgtes med, efterlod mig bare der, så da jeg nåede til endestationen otte kilometer senere, blev jeg vækket af buschaufføren og fik besked på at stå af. Det krævede virkelig noget af en. Men vi følte altid, at vi var stærke og kunne løbe hele kampen.«


LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE



Da Archie Knox senere blev ansat som assistent for Mark McGhee i Milwall i 2000, sammenlignede de tiderne fra konditionsøvelserne fra Aberdeen-tiden, som Knox havde gemt, med dem Milwall-spillerne løb. Aberdeen-spillernes tider var hurtigere.

»Der var masser af humor og god stemning omkring holdet. Du kan have et nok så godt hold, men hvis du ikke formår at skabe en positiv atmosfære omkring spillerne, så får du svært ved at skabe et fantastisk hold. Det var en stor del af vores succes. Den interne ledelse på holdet blandt spillerne hjalp også til vores succes. Der er jo ni eller ti af os som senere er gået ind i management. Vi havde en umættelige trang til succes, og Ferguson tog heller aldrig foden af speederen.« 

Archie Knox kom til som assistent efter mesterskabet i 1980, da den tidligere assistent Pat Stanton tog tilbage til Edinburgh for at træne Cowdenbeath. Hvis spillerne havde forventet at få en person ind, der kunne trøste dem, når Ferguson havde revet dem i stykker verbalt, så kunne de godt glemme det, fortæller Knox.

»Folk spurgte os, om Alex var the bad cop og jeg var the good cop. Men det var bad cop, bad cop. Det var Alex der lagde en arm om spillerne, hvis der var behov for det,« fortæller Knox.

Eric Black tager den et skridt længere.

»Det var bad cop, worse cop. Ingen af dem var særlig diplomatiske, og de pakkede ikke noget ind. Først ville manageren give os en skideballe, og bedst som vi troede, det var overstået, så kom Archie med sin med ekstra kraft. Archie havde dog en humoristisk side også. I den henseende kunne han være the good cop. Det lå ikke til deres ledelsesstil at lægge armen omkring dig. Indimellem blev de nødt til det, men Archie var den sjove, som tog noget af hårdheden af det.«

Ligesom han i Manchester United langt hen ad vejen svor til en traditionel 4-4-2 [det var først, da man købte Juan Veron, at Manchester United begyndte at spille med fem mand på midtbanen for at give plads til både Scholes, Kean og Veron], så var det også med denne taktik, at Fergusons Aberdeen-hold fik succes. De vigtigste spillere var midterforsvarerne Willie Miller og Alex McLeish, højrekanten Gordon Strachan og så venstrekanten Peter Weir, som Ferguson købte fra sin gamle klub St. Mirren. Oppe i front var det Mark McGhee, som var førsteangriberen, og ved siden af ham spillede enten Eric Black eller Aberdeens svar på Ole Gunnar Solskjaer, John Hewitt.

Alex McLeish, den nuværende Aston Villa-manager var allerede i Aberdeen, da Ferguson kom til, men det var først under Ferguson, at McLeish for alvor begyndte at blomstre.

Mellem Ferguson og McLeish opstod der hurtigt en forbindelse, der transcenderede et normalt træner/spiller-forhold. Ligesom det forhold Ferguson senere dannede med Ryan Giggs i Manchester United.

Hovedårsagen til det var, at McLeish som 22-årig havde mistet sin far. Faren var en arbejdsom mand med store lederegenskaber, og ligesom Fergusons far havde også han arbejdet på et skibsværft. Begge var de desuden sønner af en protestantisk far og en katolsk mor, og derfor undgik Ferguson og McLeish at blive opdraget med at hade den ene eller anden part. Det var således deres fælles referenceramme, som fik Ferguson til at passe ekstra godt på McLeish uden på nogen måde at give ham positiv særbehandling.
Alex McLeish spillede i Aberdeen under hele Ferguson-æraen, og da han mange år senere skulle beskrive det, der havde gjort Ferguson så succesfuld, sagde han:

»Mange af os har forsøgt at kopiere Big Jock [Jock Stein] og Fergie, og vi har nok troet, at det var noget med at finde på smarte ord, tryne vores spillere med alle mulige taktiske opfindelser eller forfatte smukke taler. Men når du hørte dem tale, så gik det op for dig, hvor simpelt de egentlig gjorde det.«

»Da jeg spurgte Archie Knox, hvordan Fergusons oplæg til kampene var dengang, sagde han, at det ofte bare var helt basale ting.«
»Vi skulle egentlig bare holde dem i gang. Når du har et hold, hvor det hele bare kører, så tager de selv over. De ved, hvad de skal gøre på banen. Vi skulle bare holde dem glade og fokuseret. Med de spillere, vi havde dengang, var det nemt. Vi skulle sørge for at gøre træningen så sjov, som den nu kunne være. Der var en stor arbejdsindsats til træning. Det havde vi aldrig problemer med.« 

Efter mesterskabet i 1980 gik der to sæsoner, hvor Aberdeen sluttede som nummer to i ligaen efter Celtic, men som »trøst« vandt de den nyopfundne Dryborough Cup i 1981 og den skotske FA Cup i 1982.

I Europa blev Aberdeen i 1981 blevet slået ud af Liverpool, mens man i 1982 havde slået Bobby Robsons Ipswich ud, før man måtte kapitulere til Hamburg SV med Franz Beckenbauer på holdet.

Ferguson havde i denne periode skabt en solid enhed, der fra 1981 til 1984 stort set bestod af de samme 14-15 spillere. 

»De havde en fantastisk tro på sig selv, men de var ikke arrogante. De havde begge fødder plantet solidt i jorden, og det var også Fergusons skyld. Hans tro flød gennem deres årer. De påtog sig alle et ansvar, og de forstod, at de var en enhed. Ferguson var en stor tilhænger af fagforeninger, og han kendte fordelene ved at stå sammen. Han prædikede for dem, hvor meget Glasgow-medierne hadede dem. Og han spurgte, om de ville lade dem slippe af sted med det?« forklarer Frank Gilfeather.

Det synspunkt bakker Archie Knox op om:

»Når du er heroppe, så er alle i mod dig. Den mentalitet installerede han i dem. Medierne hader jer, de andre hold hader jer, dommerne hader jer. Det skal I overkomme for at vinde.«

Godt nok vandt Aberdeen ikke det skotske mesterskab i tre år i træk, men 1982-1983-sæsonen var alligevel den mest mindeværdige i klubbens historie.

»Det år var første gang, vi også skulle spille europæiske kampe i foråret,« fortæller Jim Leighton om sæsonens udgave af Europa Cuppen for pokalvindere.

I efteråret havde Aberdeen slået FC Sion fra Schweiz, Dinamo Tirana fra Albanien og Lech Poznan fra Polen, og da lodtrækningen blev foretaget til kvartfinalen, blev Aberdeen parret med Bayern München – favoritterne til at vinde turneringen.

»Årene forinden i kampene mod Fortuna Düsseldorf, Liverpool og Hamburg, dét var i virkeligheden vores forberedelse til kampene mod
Bayern München. De tyske hold, selv om de ikke spillede godt, så vidste de, hvordan de skulle vinde. Vi var måske bedre, men de vidste, hvad de skulle gøre for at vinde. I de fire år, der gik forud for den kamp, lærte vi også at vinde, selv om vi ikke spillede godt,« fortæller Leighton til Tipsbladet, da vi møder ham på Aberdeens træningsanlæg, hvor han nu arbejder i staben som målmandstræner.

Første kamp i München endte som tidligere nævnt 0-0, og Frank Gilfeather husker Aberdeen som værende det bedste hold den aften på det Olympiske stadion i München. De 1500 Aberdonians, som var på stadion, var vidne til en taktisk disciplineret indsats, der havde til formål at lokke tyskerne frem, så Aberdeen kunne lukrere på chancer i kontraspillet.


LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE

Groft sagt, så er det østlige Skotland middelklassen og det bedre borgerskab, mens det vestlige Skotland primært består af arbejderklassen. Aberdeen som er placeret i den nordøstlige del af landet er den tredjestørste by i Skotland, men på trods af et indbyggertal på over 200.000 er det sjældent, at indbyggerne nogensinde fylder klubbens stadion – faktisk havde man kun et gennemsnit på cirka 15.000 tilskuere under Ferguson-årene, selv om der var plads til 23.000.

Men da Bayern kom på besøg den aften i marts, var det et propfyldt Pittodrie, der lagde kulisse til kampen.

Det var ikke bare den største aften for Alex Fergusons Aberdeen. Nej, det var den største aften i klubbens historie, den 16. marts 1983.

Før kampen havde Bayerns andenmålmand Jean Marie Pfaff udtalt, at »vi vidste, det ville blive en hård kamp, da vi så dem i spillertunnelen og lagde mærke til, at flere af dem næsten ikke havde nogen tænder.«

Men det var alligevel den sædvanlige tyske arrogance, som Bayern-spillerne gik ind til kampen med. Således havde de udtalt før returkampen, at Aberdeen ikke nogen chance havde mod dem, fordi spillernes gennemsnitsalder ikke var højere end 23 år. Det var ikke sidste gang, at Ferguson skulle høre på, »you don't win anything with kids.«

»Det kan godt være, at holdet ikke var ældre,« siger Jim Leighton,

»Men der var tonsvis af erfaring på det hold. Både nationalt og internationalt. Jeg var 24 år på det tidspunkt, men jeg havde allerede spillet over hundrede kampe for Aberdeen og spillet for landsholdet. Der var masser af erfaring.«

»Vi var spændte før kampen, men vi havde en stor tro på os selv. Aberdeen-supporterne er ofte blevet beskyldt for at være lidt for stille, men der var fantastisk stemning den aften,« husker Leighton.

Der gik ikke mere end ti minutter, før Augenthaler bragte Bayern foran 1-0, men kort før pausen tog to af de lokale drenge over. 19-årige Eric Blacks hovedstød blev reddet af keeperen, men inden Bayern-spillerne kunne få bolden væk, udlignede 21-årige Neil Simpson kort inde under mål på riposten.

Med en halv time tilbage af kampen, så det mere end mørkegråt ud for Aberdeen, da Pflügler halvflugtede Bayern foran. 30 minutter tilbage og Aberdeen behøvede to mål for at gå videre.

»Okay, det var stadig muligt med en halv time tilbage, men så kigger man lige ned i den anden ende, og så ser man Bayern München stå der,« fortæller Jim Leighton.

Højrebacken Stuart Kennedy havde haft store problemer med Pflüglers fysik, og Del'Haye på den modsatte kant havde kørt store Doug Rougvie i sænk med sin speed. Derfor besluttede Ferguson at tage Kennedy ud, sætte Rougvie over på modsatte side, og sætte den boldsikre John McMaster ind på den centrale midtbane. Aberdeen fik så småt overtaget i spillet, men det var ikke før, den lille lokale knægt John Hewitt havde erstattet en anden Aberdeen-dreng Neil Simpson, at Bayern for alvor kom i problemer. Kort efter hans ankomst fik Aberdeen et frispark lige ude foran Bayerns felt. Det, som fulgte, var et af de mest snu stunts, der er udført på Pittodrie.

Strachan og McMaster stillede op til at tage frisparket, og da de løb til bolden samtidig, kunne de ikke undgå at støde ind i hinanden. Begge slog de ud med armene for at vise deres irritation på hinanden, og i næste sekund, mens Bayern-spillernes parader var nede, lagde Strachan blindt bolden ind over, til hvor han havde aftalt med Alex McLeish, han skulle være. Det var han. 2-2.

Da Manchester United slog Bayern München i Champions League-finalen i 1999, var der præcis 101 sekund mellem de to mål.
Da Aberdeen vendte 1-2 til 3-2 den martsaften på Pittodrie, nåede der ikke at gå så lang tid. Det gik så hurtigt, at billederne af målet nær aldrig var blevet dokumenteret, fordi produceren stadig fokuserede på fansene, der jublede efter det udlignende mål.

Et hovedstød af Eric Black blev klaret flot af keeperen, men indskifteren John Hewitt stod klar til at skyde bolden ind fra kort hold. Pittodrie eksploderede.

Hvis udebanekampen mod Bayern havde været et taktisk mesterstykke af Ferguson, så var returkampen den aften en tidlig indikation på den never-say-die attitude, som har fulgt Ferguson gennem alle årene i Manchester United.

»Jeg har aldrig følt så stor en glæde før,« fortæller Eric Black på en måde, så hårene rejser sig.

»Det var uden tvivl den største aften,« siger Archie Knox.

»Jeg kan huske den gamle formand, hvordan han græd. Det var fænomenalt. Vi var nede 1-0 og 2-1. Og så var der frisparket. Alex skiftede John McMaster ind, og det virkede. Det var hans masterstroke.«

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE

I semifinalen mødte man belgiske Waterschei, der samlet blev sendt ud med 5-1, og i finalen besejrede man selveste Real Madrid med 2-1 efter forlænget spilletid på et regnfuldt Ullevi i Göteborg. Frank Gilfeather er sikker på, at kampen var blevet aflyst, hvis det ikke havde været en europæisk finale.

Jim Leighton og Eric Black erkender, at det nok var til Aberdeens fordel, at det havde silet ned, og banen var en stor vandpyt, men styrkeforholdet var til at føle på i en grad, hvor det ikke kunne skyldes vandet på banen. Leighton havde kun én redning i løbet af 120 minutters fodbold.

Af de spillere, som var banen i den kamp, var kun to [Mark McGhee og Peter Weir] købt til klubben af Ferguson. Resten var enten købt, inden Ferguson ankom, eller også var de udklækket fra klubbens ungdomsafdeling. 

12.000 Aberdeen fans var rejst med til Sverige. De fleste var sejlet med det store passagerskib St. Clair over Nordsøen. Det siges, at skotterne på turen hjem drak skibet tør for alkohol, men trods de høje promiller, blev det rapporteret fra skibspersonalet, at ikke et eneste glas var slået i stykker.

»Det var fantastisk at se sådan et provinshold slå en af de største klubber i verden. Hvordan gjorde Ferguson det, tænkte man bare?« siger Frank Gilfeather.

»Vi satte ikke rigtig pris på det, mens vi var i det,« siger Jim Leighton i dag.

»Det er først, når man kigger tilbage på det nu. Vi var 16-17 skotske drenge, der spillede for et skotsk provinshold, som slog Bayern München og Real Madrid og vandt en europæisk turnering. Det er ikke noget, man kunne forestille sig ville ske.«

Aberdeen slog i den følgende sæson Hamburger SV, som havde vundet Mesterholdene Europa Cup i 1983, over to kampe i den Europæiske Super Cup. Hvis det ikke beviste, at de på det tidspunkt var det bedste klubhold i Europa, så lagde fodboldmagasinet France Footballs kåring af Aberdeen som det bedste hold i Europa på det tidspunkt, yderligere vægt til den påstand.

»Jeg troede jo, at det var normalt som Aberdeen-spiller at vinde noget hvert år,« fortæller Eric Black.

»Enten var det ligaen eller en pokalturnering. Dengang virkede det normalt, og man troede, det ville fortsætte for evigt. Jeg havde ikke selv kendt til andet. Det var ikke nemt, men vi vandt. Men på et tidspunkt begyndte det at falde lidt fra hinanden.«

Inden det faldt fra hinanden, vandt Fergusons Aberdeen yderligere to skotske mesterskaber, tre FA Cupper og Liga Cuppen én gang. Og det på trods af, at han efter mesterskabet i 1984 måtte sælge Strachan, McGhee og Rougvie. Allerede dengang beviste Ferguson, hvordan han skulle håndtere at miste sine bedste spillere.

Det var i den sidste sæson, at tingene begyndte »at falde fra hinanden«, som Eric Black siger. Man vandt trods alt begge de nationale pokalturneringer det år, men Ferguson var begyndt at blive rastløs. Han kedede sig, fortalte han sin formand Dick Donald. Donald som på daværende tidspunkt vidste, at han ikke kunne holde på sin guldfugl i meget længere tid, sagde:

»Hvis du virkelig vil have en udfordring. Så skal du tage til Manchester United. That's the biggest in football.«