Ferguson-jubilæum: Da Sivebæk mødte »hårtørreren«

Bragt i Tipsbladet 4. november 2011 i forbindelse med Alex Fergusons 25 års jubilæum. Vi genpublicerer historien som markering af dagen for Alex Fergusons første kamp som manager i Manchester United for præcis 30 år siden.:

I midten af firserne var Manchester United en såret storklub.

Man havde den både glorværdige og tragiske historie med titler og Busby Babes, man havde det højeste tilskuertal, man havde en karismatisk manager i Ron Atkinson, man havde store stjerner som den engelske landsholdsanfører Bryan Robson, skotske Gordon Strachan, nordirske Norman Whiteside og danske Jesper Olsen, men man havde ikke resultaterne med sig. Det seneste af syv mesterskaber var fra 1967 og Europa Cuppen for mesterhold blev vundet i 1968, men siden da var det kun blevet til tre FA Cup-titler, og det var alt for lidt i selvbevidstheden. Samtidig var engelsk fodbold plaget af et stort hooligan-problem, og klubberne var blevet udelukket fra Europa efter de 39 dræbte på Heysel i forbindelse med Europa Cup-finalen mellem Liverpool og Juventus i maj 1985, så Manchester United og fodbolden på spillets fødeø havde slet ikke samme rolle som i dag.

Men det fik ikke den danske landsholdsback John Sivebæk til at tvivle, da United henvendte sig til Vejle-spilleren om en transfer i slutningen af 1985.

»Jeg var godt spillende på det tidspunkt og efter præstationen i Irland, hvor jeg scorede og lagde op til to mål [i en legendarisk landsholdssejr på 4-1], kom der virkelig gang i det. Der kom mange henvendelser til klubben og [Vejle-formand] Ejgil Jensen, der tog sig af den slags ting, men da først United kom på banen, var jeg ikke i tvivl. Det var ikke, fordi jeg havde drømt om engelsk fodbold på forhånd, og på det tidspunkt var det heller ikke specielt attraktivt, men Manchester United var bare så stor en klub, at det kunne jeg ikke sige nej til,« fortæller den nu 50-årige Sivebæk, der i dag arbejder som spilleragent.

Så backen fra Vejle skiftede Nørreskoven ud med Old Trafford og røg lige ind i en nedtur. United havde ellers startet sæsonen med at vinde de 10 første kampe og lå på en sikker førsteplads, men så begyndte formen at svigte, og man sluttede helt nede på fjerdepladsen en håndfuld point efter Liverpool, Everton og West Ham. Og det fortsatte i den nye sæson, da man mistede topscorer Mark Hughes til Barcelona og i stedet købte Nottingham Forest-topscorer Peter Davenport.

I starten af november lå man i den tunge ende af rækken med 13 point for 13 kampe, og presset var tungt mod levemanden Ron Atkinson, kaldet Goldfinger på grund af sine mange fingerringe, som Tipsbladet dengang noterede om manageren, der havde haft siden 1. juni 1981 til at få United op på toppen af den bedste række, der dengang gik under det mundrette navn 1. division. Det kiksede, og en omkamp i Liga Cuppen på The Dell i Southampton gav Big Ron dødsstødet. For United tabte 4-1, blandt andet på to mål af en 18-årig indskifter ved navn Matthew Le Tissier, og to dage efter var det slut.

»Jeg havde jo aldrig oplevet en træner blive fyret før, så det var en anden verden for mig. Jeg kan huske, at vi sad nede i det lille vægttræningsrum, der var på anlægget, for der var indkaldt til et tidligt møde, og vi havde da en ide om, hvad der var ved at ske, for der havde allerede været rygter aftenen før,« fortæller Sivebæk, der ikke selv havde været på banen i Southampton.
»Efter et stykke tid kom der så en ned og fortalte, at manageren var blevet fyret, og kort efter kom Atkinson selv ned for at sige farvel til os. Det var en lidt speciel fornemmelse, for det var jo ham, der havde købt mig,« siger Sivebæk om situationen dengang.

Sådan kom Ferguson til Manchester
Allerede dagen efter var der en ny manager klar, hvilket siden har afstedkommet flere forskellige udlægninger af, hvordan Alex Ferguson egentlig skiftede fra Aberdeen til Manchester United.

Den oprindelige historie lød på, at formand Martin Edwards efter fyringen af Atkinson tog til Aberdeen og sikrede sig skotternes succesmanager, men det lød en anelse risikabelt, for hvad nu, hvis klubben eller måske Ferguson sagde nej, som han allerede havde gjort til følerne fra Wolverhampton, Tottenham og Arsenal. Så endte United i samme uheldige situation som tilbage i 1981, da Dave Sexton blev fyret, og klubben først fik en ny manager i fjerdevalget Atkinson, efter at Lawrie McMenemy (Southampton), Bobby Robson (Ipswich) og Ron Saunders (Aston Villa) havde sagt nej.

I sin biografi fra 1999, Managing My Life, fortæller Ferguson da også en anden historie om skiftet, for dagen før fyringen af Atkinson havde United kontakt med Ferguson, og fire bestyrelsesmedlemmer tog direkte til Aberdeen, hvor de først mødtes med Ferguson på en tankstation på motorvejen syd for Glasgow, hvorefter en fremtidig aftale blev forhandlet på plads hjemme hos Fergusons kones søster. På den måde kunne Manchester United allerede dagen efter fyringen af Atkinson præsentere en ny manager for John Sivebæk og resten af spillerne.

Ferguson havde stået i spidsen for det skotske landshold under VM i 1986 efter mentoren Jock Steins tragiske dødsfald på sidelinjen i den afgørende kvalifikationskamp til slutrunden, men selv om Skotland og Danmark var i VM-gruppe sammen, havde Sivebæk, der kun fik en VM-kamp, nemlig fra start mod Tyskland, ikke noget stort kendskab til den nye manager.

»Jeg kendte ham ikke. Jeg havde selvfølgelig hørt om ham, og han havde både et godt navn og et godt cv, så det kunne ikke undre, at det var ham, der blev den nye mand i spidsen for Manchester United,« fortæller Sivebæk.

Og Ferguson gjorde med det samme et godt indtryk på den danske back, mens han begyndte på den store opgave med at løfte det United-hold, der lå på en 19. plads lige over nedrykningsstregen, for der var visse problemer, hvor det tidligere træningsslagsmål mellem midtbanemanden Remi Moses og kanten Jesper Olsen, der kostede den lille dansker 10 sting i øjenbrynet , var det mindste af dem. For som i så mange engelske klubber var der også en drinking culture, som Ferguson selv beskriver det i sin biografi, og som han mødte med det samme, da det viste sig, at flere af nøglespillerne havde sagt farvel til manager Atkinson på en pub torsdag aften, kun to dage før den nye managers debutkamp ude mod Oxford.

Så det fokuserede Ferguson på med et nyt regelsæt, mens han langsomt lærte sine nye spillere at kende.

»Ferguson kom til en klub, der var lidt i krise både placerings- og spillemæssigt. Den trængte til nyt blod og nye impulser, men vi fornemmede nu ikke en stor krise. Det var stadig tidligt i turneringen, og meget kunne ske. Jeg synes også, det er voldsomt at snakke om en druk-kultur i klubben. Nogle af spillerne kunne være lidt tørstige ind imellem, og der var også en pub-tradition, men ikke så folk ravede rundt. Og jeg passede mit sammen med Jesper Olsen.«

»Ellers synes jeg, at Ferguson havde en meget ydmyg indgang til tingene. Han følte sig lidt frem og tog sig tid til at finde ud af, hvordan spillerne præsterede til træning, og hvordan de var som mennesker, før han drog sine konklusioner. Og der var heller ingen revolution rent spille- og træningsmæssigt. Selvfølgelig var der nogle nye øvelser, men det var først og fremmest i mandskabsbehandlingen, at tingene ændrede sig. Jeg var for eksempel halvskadet efter en landskampe, da han kom til klubben, men han var meget interesseret i at snakke med mig, også om landsholdet,« husker John Sivebæk.

Læs mere på næste side

Mødet med hårtørreren
Danskeren var ikke med i den tabte debut mod Oxford og blev skiftet ud i den efterfølgende udekamp, der endte 0-0 i Norwich, men så var kalenderen fremme ved lørdag den 22. november 1986 og hjemmekampen mod Queens Park Rangers, der er grund til, at Sivebæk har snakket med flere engelske journalister her i dagene op til Alex Fergusons 25 års jubilæum. For det var backen, der gav et resultatmæssigt løft til den nye manager, der havde efterladt sin familie i Skotland, mens skoleåret blev afsluttet og huset blev solgt, så han boede på hotel med sin assistent Archie Knox og blev samtidig ramt af sin mors alvorlige sygdom hjemme i Glasgow.

Men så kom den første hjemmekamp mod midterholdet fra London, og 42.235 tilskuere var på plads for at hilse på den nye chef og håbe på et løft væk fra den næstsidsteplads, hvor United var endt. Og det kom de takket været John Sivebæks eneste mål for Manchester United.

»Ja, jeg kan godt huske det mål direkte på frispark. Jeg kan ikke lige huske, hvorfor det blev mig, der skød det, men jeg havde taget en del dødbolde på reserveholdet, og bolden lå godt til mig. Tilpas langt ude og i en vinkel, så jeg kunne lave et hårdt skud med bananen, så den kunne skrue uden om muren. Jeg tog chancen, og den gik ind, og det var selvfølgelig dejligt, for det var mit første mål for United, og det gav Alex Ferguson hans første sejr med United i hans første hjemmekamp. Det var en god fornemmelse,« fortæller John Sivebæk om det direkte frispark, der strøg forbi den siden så legendariske målmand David Seaman på Old Trafford.

Det blev starten på en fin optur for United, der sluttede sæsonen på 11. pladsen, hvilket var acceptabelt med udgangspunktet in mente. Og siden kom der masser af succes for den nu jubilerende manager, men der var Sivebæk for længst videre. Faktisk blev han solgt allerede i sommeren 1987.

»Jeg havde det faktisk lidt skidt med skiftet, for United var en dejlig klub at være i, og vi var faldet godt til som familie, men lige der overskyggede den sportslige del den menneskelige. United købte backen Viv Anderson [af Arsenal], og derfor kunne Ferguson ikke love mig spilletid, men han ville gerne beholde mig som en del af truppen, som han fortalte mig, da vi havde en god og saglig diskussion om situationen. Der dukkede hans menneskelige format igen op, for han lod det være op til mig selv, om jeg ville blive eller finde en anden klub, men da der så kom et bud fra St. Etienne, valgte jeg skiftet af hensyn til spilletiden og af hensyn til min karriere på landsholdet. Og St. Etienne var også en stor klub.«

»Men det var endnu et godt minde om min tid med Ferguson. Ja, faktisk har jeg kun haft en dårlig oplevelse med ham, og det blev alligevel til et godt minde. Det var sidst på sæsonen, og vi spillede nede på White Hart Lane mod Tottenham, hvor vi gik til pause bagud med 1-0. Vi havde ikke spillet specielt godt, og Ferguson var ikke tilfreds. Han er jo kendt for den der hårtørrer, når han råber højt af en spiller, og den eftermiddag stod jeg for tur. Efter pausen begår jeg så et straffe og bliver skiftet ud, mens vi taber 4-0, så det havde jeg det selvfølgelig ikke godt med.«

»Men efter den næste træning tog han en snak med mig og forklarede hvordan og hvorfor på stille og rolig vis, og det synes jeg virkelig viser format. Det er selvfølgelig nemt at sige nu, når han har siddet 25 år med de resultater, men allerede dengang kunne man mærke, at han gjorde tingene på den rigtige måde. Han havde de rigtige ideer, og derfor er han klart en person, jeg har fulgt og set op til gennem årene,« fortæller John Sivebæk.

Og selv om det kun blev til godt seks måneders samarbejde med managerlegenden på Old Trafford, så har der været kontakt mellem chefen og backen siden hen. Der var EM i Sverige i 1992, da Ferguson tit var forbi det danske spillerhotel for at følge sin nye målmand Peter Schmeichel, men også fik en snak med sin gamle forsvarer og kommende europamester, og der var også dengang, John Sivebæk tog en tur til Manchester for at se det nye træningsanlæg.

»Jeg blev jo modtaget som en konge af Alex Ferguson selv. Han viste mig rundt på anlægget, jeg så dem træne, og bagefter fik vi en kop te. Det havde han jo slet ikke behøvet, men det gjorde han, og det synes jeg er flot,« fortæller Sivebæk, der da heller ikke føler, at den jubilerende Ferguson har grund til at overveje fremtiden.

»Så længe det går, som det går, og han har motivationen til det, så skal United bare være glade, for det bliver nærmest umuligt at finde en afløser. 25 år med så meget succes… Det er imponerende,« lyder det fra manden, der for knap 25 år siden scorede det første mål for Alex Fergusons Manchester United.