For 17 år siden besejrede Sporting Lissabon Manchester United med 3-1 i en testkamp, som markerede indvielsen af portugisernes nye hjemmebane, og det blev på mange måder en kamp, som var med til at skrive historie.
Hos hjemmeholdet huserede en 18-årig angriber ved navn Cristiano Ronaldo, og han leverede en præstation, der fik alle til at tabe kæben.
Manchester United startede med spillere som Eric Djemba-Djemba, David Bellion, Fabian Barthez og Rio Ferdinand på banen, og sidstnævnte husker stadig oplevelsen i den portugisiske hovedstad.
Læs også:Mandagens rygtebørs: Manchester United jagter fødselar i Barcelona
- I pausen havde John O'Shea brug for et iltapperat. Han sad og var i stor smerte. Vi sagde til ham, at han skulle markere Ronaldo tættere, men han kunne ikke engang svare os, siger Rio Ferdinand ifølge Daily Mail og tilføjer:
- Retfærdigvis skal det siges, at Paul Scholes, Nicky Butt og jeg stod og sagde; "Den knægt er utrolig. Vi er nødt til at købe ham".
Det budskab var Alex Ferguson helt enig i, og ganske få dage senere købte Manchester United Cristiano Ronaldo i Sporting Lissabon for lidt mere end 100 millioner - det gjorde Ronaldo til datidens dyreste teenager.
Læs også:Manchester United må elske VAR: Her er stillingen uden
- Bussen var forsinket i halvanden time (efter kampen mod Sporting, red.), og vi fik at vide, at det skyldtes, at klubben var i gang med at købe Ronaldo, fortæller Rio Ferdinand.
Cristiano Ronaldo tørnede ud for Manchester United i seks år og scorede 118 mål for klubben, inden han i 2009 blev solgt til Real Madrid for 700 millioner kroner. Siden sommeren 2018 har Cristiano Ronaldo repræsenteret Juventus.
Portugiseren har fem gange vundet Ballon d'Or.
Læs også:Premier Leagues farligste på hovedstød: To skiller sig ud
Læs også:Norsk klub sender spillerne i arbejde for sponsorerne
Læs også:Abdul Sule: Ighalo kan spille for Real Madrid eller Barcelona