Den danske landsholdsprofil Christian Eriksen har fået sparsomt med spilletid for Manchester United på det seneste. I deres sidste 10 kampe er det kun blevet til to kampe, hvor han har fået henholdsvis 41 og 38 minutters spilletid.
Men der er nu udsigt til en del mere. Ifølge Manchester Evening News, der følger United særdeles tæt, så står han til at starte inde i lørdagens kamp mod Brentford.
Her bliver der peget på, at det særligt handler om en tvivlsom Casemiro, som ikke var med i deres seneste kamp før landsholdspausen, hvor de slog Liverpool ud af FA Cuppen.
- Hvis Casemiro forbliver utilgængelig, kan Ten Hag måske skulle træffe en beslutning om, hvem der skal vælges på midtbanen sammen med Bruno Fernandes og Kobbie Mainoo, hvor Christian Eriksen også er et muligt valg, lyder det fra avisen.
Endvidere vil landsholdskammeraten Rasmus Højlund også være at finde i den startopstilling, som de forudser.
Samlet er det blevet til 21 kampe for Christian Eriksens vedkommende på tværs af alle de turneringer, som Manchester United har været med i i denne sæson. Til sammenligning blev det til 44 i alt i sidste sæson.
Manchester United (4-3-3): Onana - Wan-Bissaka, Varane, Lindelof, Dalot - Eriksen, Fernandes, Mainoo - Antony, Højlund, Garnacho.
Kampen mod Brentford spilles lørdag klokken 21.