Jesper Lindstrøm kan efter ét år i Napoli se frem til at få andre omgivelser, da det nu ser ud til, at hans skifte til Everton er faldet på plads.
Det skriver den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport.
Her bliver der berettet om, at Napoli og Everton er nået til enighed om et skifte for danskeren, hvor den engelske klub i første omgang kommer til at få ham ind på en lejeaftale med en købsoption.
Hvis de skulle have lyst til at gøre brug af den option, så forlyder det, at prisen på Lindstrøm kommer til at være på omkring 170 millioner kroner.
I den syditalienske klub har man desuden allerede fundet sin erstatning for Jesper Lindstrøm i form af David Neres, men det er ikke en handel, der er klaret endnu. Det forventes efter sigende, at de vil bruge de mulige penge fra en Lindstrøm-handel på ham.
Den danske offensivspiller kom til Napoli efter stor succes i Frankfurt, men i hele sin første sæson i Serie A lykkedes det ikke for ham at score eller assistere en eneste gang. Han fik dog scoret i weekendens testkamp mod Mantova, som måske kan blive den sidste for ham. I hvert fald for nu.
Avisen fortæller endvidere, at han allerede har taget afsked med holdkammeraterne i Napoli.