Manchester United bør foretage en enorm udskiftning i truppen denne sommer.
I hvert fald hvis man spørger den tidligere topspiller Paul Parker, der selv spillede i Manchester United fra 1991 til 1996.
Overfor Tipsbladet udpeger Paul Parker nemlig hele 18 spillere, som han gerne så forlade De Røde Djævle denne sommer, og på listen figurerer blandt andre den danske stjerne Christian Eriksen.
Han vil være den bedste spiller i ligaen, selvom han skal døje med Jordan Henderson ved sin side
En spiller, som han gerne ser tage til Ajax, hvor han ifølge Paul Parker ville blive ligaens bedste spiller.
- Eriksen er færdig i Manchester United. Det kan ikke være anderledes. Når Brian Laudrup siger, at Ajax ville modtage ham som en konge, så har han jo helt ret, siger den tidligere engelske landsholdsspiller og tilføjer:
- Det ville være smukt ud fra et sentimentalt synspunkt, og det ville være meget emotionelt for ham at vende hjem, og måske kan han bringe lidt positiv energi til klubben, for Amsterdam må ikke være et særlig rart sted at være lige nu, hvis man spiller for Ajax.
- Jeg kan sagtens se det ske, men det vigtigste er, at han bliver glad igen. Lige nu er han i en klub, hvor manageren ikke ønsker ham, og han har kæmpet meget med sit spil, men det ser jeg nu mere som et udtryk for, at holdet ikke fungerer.
- Det ville bare være godt for ham at komme væk, for han er ikke værdsat - heller ikke af medierne, der af en eller anden årsag elsker, når han laver en fejl.
- Alle ved, at det er slut nu, og så er det bedre at tage til Ajax, hvor han vil være den bedste spiller i ligaen, selvom han skal døje med Jordan Henderson ved sin side.
Foruden Christian Eriksen udpeger han Altay Bayindir, Tom Heaton, Victor Lindeløf, Harry Maguire, Aaron Wan Bissaka, Sofyan Amrabat, Bruno Fernandes, Casemiro, Facundo Pellistri, Donny van de Beek, Hannibal Mejbri, Scott McTominay, Anthony Martial, Marcus Rashford og Jadon Sancho som spillere, han gerne så forlade klubben.
Og så håber Paul Parker på, at sommerindkøbene Andre Onana og Mason Mount også forlader klubben, men det ser han som urealistisk.
Christian Eriksen, 32 år, har kontrakt med Manchester United til sommeren 2025. I år er det blot blevet til to optrædener i Premier League.