Danske Andreas Søndergaard er allerede et fodboldnavn, der ringer klokker hos de fleste danske Premier League-fans.
Trods fynboens beskedne alder, der blot tæller 19 somre, er det nemlig allerede lykkes stortalentet at møve sig op på Premier League-klubben Wolves' førstehold, som han træner sammen med hver dag og agerer tredje målmand for.
Ambitionerne er dog til mere for den sultne Søndergaard, der trods en særdeles ydmyg person, både er bevidst om, hvad han er i stand til, mens hans mind set og indstilling ligeledes minder om de aller bedstes.
Kom tættere på et af Danmarks største unge målmandshåb i vores dybdegående interview med Andreas Søndergaard, der udspørger danskeren om alt fra personligt oplysende spørgsmål til inside-viden fra Wolves.
Interview med Andreas Søndergaard
Du er en 1.89 centimeter høj keeper, der til dagligt træner med Wolves' førstehold og spiller kampe for deres U23-hold. Meget mere er der ikke mange der ved om din spillertype – Hvordan vil du selv beskrive din spillertype? Hvad er dine forcer, og på hvilke områder vil du gerne udvikle dig?
- Jeg vil mene, at jeg er en moderne målmand. Jeg føler, at jeg er god på bolden og generelt er meget med i spillet, hvor jeg også er i stand til at gøre ting på egen hånd, som eksempelvis kunne være at sætte et hurtigt kontraangreb i gang efter et grebet indlæg. Jeg mener også, at jeg generelt er god på stregen, hvor jeg især i denne sæson også har været meget kampafgørende.
- Et område, hvor jeg gerne vil forbedre mig, er det med at komme ud i feltet og være mere dominerende der. Det hører også sammen med ens fysik, som jeg naturligvis fortsat skal udvikle, hvilket med tiden også vil give mig mere sikkerhed og selvtillid i forhold til at komme ud.
Hvordan vil du beskrive din karakter på banen såvel som uden for kridtstregerne?
- På banen er jeg en kommunikerende målmand, som er god til at dirigere mine medspillere samt at udstråle overskud. Jeg kan tackle selv pressede situationer uden panik og viser klarhed i de ting jeg gør, hvilket jeg selvfølgelig håber også smitter af på mine holdkammerater.
- Uden for banen er jeg en mere privat person. Jeg er en stille og rolig dreng, der er meget nede på jorden og godt kan lide at være sammen med venner, kæreste og familie. Jeg er socialt anlagt, men sætter samtidig også pris på at kunne være alene.
Det blev tilbage den 26. Januar 2018 officielt, at du havde skrevet under på en tre og en halv årig kontrakt med Wolves. Hvordan opstod interessen i første omgang, og hvad overtalte dig til skiftet – hvad blev du lovet?
- Jeg hørte først om interessen, da jeg tilbage i januar 2018 var med U17-landsholdet på Cypern, hvor jeg, som jeg husker det, bliver kontaktet af min agent, der fortæller mig, at Wolves har vist interesse i mig. Det var meget vildt, men jeg vidste også godt, at der var lang vej fra at få vist interesse og så til at få et skifte på plads, så jeg blev hurtigt enig med min agent om, at vi ville tage det helt stille og roligt og ikke lægge for meget i det. Da jeg kommer hjem fra landsholdssamlingen, får vi så besked på, at de allerede er klar på at signe med det samme – jeg skulle ikke engang til prøvetræning eller noget. Det var ret vildt.
- Jeg vil ikke sige, at jeg som sådan blev lovet noget, men de lagde på intet tidspunkt skjul på, at de gerne ville mig, og at deres ambition var på sigt at gøre mig klar til at blive førsteholdsmålmand. Derudover passer Wolves’ spillestil også rigtig godt til min type, der hviler i at være med i spillet og have bolden, hvilket kun gjorde skiftet til netop dem endnu mere attraktivt.
Hvad var du blevet lovet i OB, inden udlandsdrømmen kom på banen?
- Jeg var som sådan ikke blevet lovet noget, selvom jeg blev vist stor tiltro og tillid af klubben. Jeg skrev tilbage i 2017 under på en to-årig ungdomskontrakt, hvor der så indgik en aftale om, at jeg kunne få lov at skifte til udlandet, hvis muligheden bød sig. Jeg stod samtidig i en situation, hvor klubben også havde to rigtig dygtige keepere på 99 og 00-årgangen (Oliver Kristensen og Hans Christian Bernat red.), så det passede helt perfekt, da Wolves bød sig til.
Uden at appellere til det åbenlyse svar – hvordan vil du vurdere skellet mellem ungdomsfodbold i England og hjemme i Danmark? Hvilke strukturelle forskelle er der?
- Presset er først og fremmest helt anderledes I England end i Danmark, hvor trænerne har som ambition at forme spillere til Europas bedste klubber. Med henblik på selve træningen, har jeg personligt mærket stor forskel på målmandstræningen. I OB havde vi for eksempel kun målmandstræning tre gange om ugen, mens jeg i Wolves har det hver evig eneste dag.
- Det har selvfølgelig at gøre med, at alle er fuldtid herovre, ligesom jeg selv også er blevet og selvfølgelig føler mig ekstremt privilegeret over at være. Livet som fodboldspiller er selvfølgelig også hårdt, men jeg ved også bare, hvordan mange jeg kender i Danmark knokler hver eneste dag med gymnasium, uni og alt det stress, der hører med.
Hvordan forløber en helt almindelig dag som førsteholdsspiller i Wolverhampton sig?
- Vi møder ind hver morgen klokken 9:30, hvor vi spiser morgenmad sammen og derefter gør os klar til træning, hvor vi laver det, de kalder ’pre activation’ for at få kroppen i gang. Bagefter går vi ud og træner i en halvanden times tid. Her afhænger det meget af kampsituationen - om det er restitutionstræning med et taktisk fokus på enten forberedelse til den næste kampe eller gennemgang af den seneste - eller om det er mere fysisk træning. Efter det spiser vi frokost sammen, hvor jeg som regel går i styrkerummet i noget tid, og så har vi typisk fri ved en 14 tiden.
Den her er jeg lige nødt til at få med. Nu siger du, at du styrketræner – kan det virkelig passe, at Adama Traore aldrig før har pumpet jern?
- Hmm, jeg har faktisk aldrig set ham træne med vægte, hvis jeg skal være helt ærlig, men det er samtidig meget svært for mig at tro, at man kan blive så stor uden at bruge vægte.
Man har utallige gange hørt anekdoter om, hvor hårdt et miljø, der er i engelsk fodbold – specielt for unge spillere, hvor hierarkiet har alt at sige. Hvordan oplever du at være en ung spiller i en konkurrence præget top-klub?
- Det er rigtigt, at miljøet kan være hårdt, og man skal helt sikkert være beredt mentalt, hvilket jeg allerede fandt ud af på min allerførste dag. Jeg kom som 17-årig direkte ind på U23-holdet, hvor jeg skulle kæmpe mod en 21-årig og en 23-årig keeper. Den ene talte slet ikke til mig og kunne finde på bare at nedstirre og derefter ignorere mig, når jeg om morgenen kom og hilste pænt.
- Jeg forstod dog hurtigt, at det kun handlede om, at jeg ’fandeme’ ikke skulle komme som teenager fra Danmark og tage hans plads, så jeg gjorde som ingen ting og koncentrerede mig i stedet om det sportslige. Man kan sige, at det også bar frugt, da jeg hurtigt kom forrest i køen og stort set har spillet samtlige kampe siden.
En keeper som Ruí Patricio må være noget af en oplevelse at lære fra. Hvor god er han? Og hvilke kvaliteter mener du, gør ham til så fantastisk en målmand?
- Ruí er først og fremmest, som du selv siger, en fremragende målmand – også meget undervurderet og til tider overset, synes jeg. Noget af det, der imponerer mig mest ved ham er, hvor umenneskeligt få fejl han laver, hans bundniveau er helt utroligt. Det går helt tilbage til træningsbanen – hans indgreb i feltet, hans reaktioner inde på stregen og generelt samtlige af de beslutninger, han træffer. Igen, så er arbejdet på stregen noget af det, som han er mest kendt for. Hans reflekser og egentlig bare hans redningsprocent er meget imponerende.
Som type - hvordan vil du sammenligne portugiseren med dig selv?
- Han er en mere defensiv keeper – måske mere gammeldags uden, at det er negativt ment. Han har et mindre fokus på sit spil med bolden, hvilket fuldstændig gøres op for med hans reflekser og generelt hans defensive kunnen i feltet.
Har det været underligt at skulle vænne sig til at spille med stjerner, man normalt kun ser på skærmen derhjemme eller på de sociale medier? Hvordan har du oplevet dette aspekt af Wolves-skiftet?
- Det er et sjovt spørgsmål, for det kan godt virke lidt surrealistisk, når vi sidder her og snakker om dem som de sportsstjerner, de jo i bund og grund er. Men omvendt bliver det også bare anerledes, når man spiller med dem dag ind og dag ud. De bliver i bund og grund bare til holdkammerater og nogle, der deler den samme interesse som en selv.
- Men igen, det kan være ret surrealistisk - også bare det med, at jeg i det ene øjeblik kan sidde derhjemme på min telefon, hvor en som Adama Traore dukker op i det ene virale post efter det andet, og så pludselig så sidder jeg i det andet øjeblik og har en helt almindelig samtale med ham, eller så spiller vi bordtennis eller fodtennis sammen. Det kan være lidt ambivalent at være omkring så store stjerner, som man pludselig får et helt andet, humaniseret forhold til, men i sidste ende er det bare vildt sjovt og underligt på den gode måde.
Du har som en af meget få danskere muligheden for at træne under en Premier League-manager – og så endda en som Nuno Santo. Hvordan er han som træner og person?
- Jeg synes først og fremmest, at han er en fantastisk person, der går rigtig meget op i, at alle har det godt - han kan for eksempel også sagtens finde på at komme hen til mig og spørge, hvordan jeg har det, og hvordan det går derhjemme og så videre. Man skal dog heller ikke tage fejl af hans evne til at stille krav til sine spillere; hvis ikke man gør det godt nok, så får man også klar besked, det skal man slet ikke være i tvivl om. Han er hård, men han er vigtigst af alt retfærdig.
Hvilken spiller i førsteholdstruppen har imponeret dig mest, efter du selv har lov at spille med dem?
- Hmm, det er svært for mig at skulle vælge den allerbedste spiller, især da alle spiller på forskellige positioner.
- Jeg vil sige, at den, der har udviklet sig mest, må nok være en som Adama Traore. Da han kom til, havde han meget svært ved at passe ind i den måde, vi spillede på, hvor han jo stort set startede ude i hver eneste kamp og kun blev brugt i de sidste minutter, når hans fart skulle bruges til hurtige omstillinger. Han har nu virkelig formået at få udnyttet sin fart, sin eksplosivitet og også sin teknik og har generelt fået en langt bedre forståelse for spillet. Uden at skulle gøre mig alt for klog på, hvad han præcist har ændret, så har hans udvikling i hvert fald virkelig været iøjnefaldende.
Hvad er din hidtil fedeste personlige oplevelse, som du har haft i Wolves?
- Det var helt klart tilbage i sidste sæson, hvor vi havde en super stærk U23-trup. Der skulle vi i turneringens sidste kamp spille ude imod United, der stillede op med Greenwood, Angel Gomes, Garnes, Chong og alle de tunge drenge. Det, der var med det var, at vi skulle vinde kampen for at vinde turneringen, og det første der sker er, at United kommer foran 2-0 foran et hjemmepublikum på over 6000 mand.
- Intet kører som det skal, og først med 10 minutter igen får vi endelig reduceret. Fem minutter senere udligner vi så, hvorefter vi i det tredje tillægsminut scorer til 3-2 og dermed vinder turneringen. Alle gik fuldstændig amok, det var helt vildt, alle var lykkelige. Jeg sprintede selv op gennem hele banen i ren eurfori for at juble og fejre med de andre spillere.
Vi skifter lige for en stund fokus fra Wolves til fodbold generelt. Hvis du kunne ændre én ting i fodbold, hvad skulle det så være?
- Så ville jeg nok forsøge at skabe færre og kortere pauser i kampene. Det kunne eksempelvis være noget som VAR, som jeg stadig mener kan blive effektiviseret.
Livet som fodboldspiller er ofte meget glamouriseret – er der noget ved tilværelsen som fodboldspiller, som du ikke ser frem til, eller noget, du måske endda allerede er stødt på?
- Det er et svært spørgsmål. Jeg tror, at hvis man går hen og bliver en stor stjerne, så kan det begynde at blive for meget i længden ikke at kunne være i offentligheden uden hele tiden at blive forstyrret. Men det er samtidig også fedt at blive anerkendt af sine fans, og jeg elsker også at snakke med tilhængere og tage billeder med dem og så videre. Det er selvfølgelig ikke så vildt med mig endnu, men det sker dog en gang i mellem, især fordi jeg ikke er så svær at genkende med mit lyse hår, he he.
Afrundende; Hvad er du blevet lovet af Wolves? Hvordan ser dine fremtidsudsigter ud?
- Igen, så er jeg som sådan ikke blevet lovet noget, men jeg føler stadig, at jeg har en enorm tiltro fra klubben. Min kontrakt udløber til næste sommer, hvor jeg så har en option i kontrakten på et år mere. Jeg håber helt klart på at blive i klubben så lang tid som muligt og få mest mulig succes her.
Quick Fire
Hvem er dit største idol?
- Cristiano Ronaldo. Jeg beundrer meget hans ærgerrighed, indstilling samt hans stræben om altid at ville være den bedste, som jeg rigtig godt kan relatere til. Blandt målmænd er det Ter Stegen i Barca.
Guilty pleasure?
- Hmm, jeg må nok erkende at have en meget sød tand. Chokolade, hvis jeg skal vælge.
Tracksuit eller jakkesæt I byen?
- Ingen af delene, men jeg er nok mere tilbøjelig til at møde op I et tracksuit, ha ha.
Favoritklub i Danmark?
- Jeg følger mest med i OB’s kampe.
Favoritklub gennem barndommen?
- Real Madrid, selvom det har ændret sig en smule, siden Ronaldo skiftede.
Hvem kommer du bedst ud af det med blandt Wolves-spillerne?
- Jeg snakker naturligvis meget med Oskar Buur. Ellers ville jeg nok sige anden-keeperen John Ruddy. Han er virkelig en fed person, altid fuldstændig nede på jorden og vildt hjælpsom og generelt meget venlig. Vi snakker meget sammen.
Hvad har du lært af portugisisk efter at være kommet til Wolves?
- Ha ha, indtil videre kun et par gloser. Jeg burde nok tage et enkeltfag i det, for jeg tror nærmest, at der bliver talt mere portugisisk end engelsk her.
Tre eller fem udskiftninger i professionel fodbold?
- Tre.
Ville du helst slutte karrieren i MLS, Kina eller OB?
- Jeg vil generelt altid spille på det højst mulige niveau.
Ville du helst vinde Champions League med MK Dons, vinde Copa Del Rey med Real Madrid eller få legende-status i Santos?
- Det er et rigtig godt spørgsmål. Uden at negligere de andre scenarier, så ville jeg nok vælge Champions League. Det har altid været en kolossal drøm for mig.
