Chido Obi-Martin står med gode kort på hånden. Rigtig gode kort.
Den 16-årige danske angriber meldes færdig i Arsenal, hvor hans ungdomskontrakt er udløbet, og sent fredag aften kunne Fabrizio Romano og The Athletic berette, at Obi-Martin har besøgt Manchester United og forhandler med klubben.
Bayern München er også tidligere blevet interesseret i danskeren, men han har desuden masser af andre bejlere.
Ifølge Fabrizio Romano viser både Newcastle, AS Monaco og Eintracht Frankfurt således interesse og har taget kontakt til Obi-Martin. Han skriver desuden, at Manchester City ikke er en del af kapløbet om angriberens underskrift.
Chido Obi-Martin trak overskrifter i november sidste år, da han scorede ti gange i en 14-3-sejr over Liverpools U16-hold. Efterfølgende scorede han fire gange mod Crystal Palace og Fulham, fem gange mod West Ham og hele syv gange mod Norwich.
Chido Obi-Martin har en fortid i FC Københavns ungdomsafdeling.