Jacob Bruun Larsen er for alvor kommet i gang i Burnley i løbet af den seneste måned.
Mens den danske kantspiller scorede to mål i 21 ligakampe for Premier League-oprykkerne, har han siden scoret tre kasser i seks kampe - altså et ganske fornuftigt målsnit for den danske kantspiller.
Den seneste scoring blev sat i mål lørdag eftermiddag mod Sheffield United, og i den forbindelse kan Jacob Bruun Larsen godt sende en lille tak til modstandernes keeper Ivo Grbic.
Danskeren sendte nemlig en halvforkølet afslutning af sted fra kanten af feltet, men det til trods kunne Ivo Grbic ikke nå ned i hjørnet for at forhindre bolden i at komme i mål. Og så noterede Jacob Bruun Larsen sig altså for sin femte sæsonscoring.
Burnley fører i skrivende stund kampen 2-0.
Se eller gense Jacob Bruun Larsens mål i videoafspilleren øverst i artiklen.