Mange drenge drømmer om at blive professionel fodboldspiller, og mange af dem har Premier League som deres drømmedestination.
Men det er ikke mange danskere, der når gennem nåleøjet og opnår en kontrakt i den bedste engelske række. Vi er alle bekendte med, at Kasper Schmeichel, Pierre-Emile Højbjerg, Andreas Christensen, Philip Billing, Jannik Vestergaard og Oskar Buur spiller i Premier League, men der er også en anden dansker i det engelske, som er gået under radaren - nemlig 21-årige Lukas Bornhøft Jensen, som for første gang blev en del af Burnleys kamptrup, da de mandag aften mødte Manchester City på Etihad Stadium.
Vi har taget en snak med den unge danske målmand, hvis rejse til Premier League ikke har været som de fleste. Dette er en artikelserie af tre dele, og dette er første del.
De unge dage: Talentakademi stoppede motivationen
Som så mange andre startede Lukas til fodbold i en meget ung alder, og han foretrak at score mål, og derfor ville han helst være i angrebet. Han endte dog med at skyde i vejret og blev væsentlig højere end sine holdkammerater, og så blev han ellers sendt i målet.
Da Lukas var 12 år blev han en del af FC Nordsjællands talentakademi, men det endte ikke med at blive det store eventyr.
- Efter lidt over et år på akademiet mistede jeg motivationen for at spille fodbold, fordi det bare var træning hele tiden. Mine forældre skulle tage tidligt fra arbejde og køre, og jeg mistede alt kontakt til mine kammerater. Så efter et år prioriterede jeg i stedet mine venner, fordi jeg havde mistet så meget der. Derfor valgte jeg at stoppe.
- Herefter startede jeg til lidt til cykling, men efter et års tid savnede jeg igen fodbolden. Som 15-årig startede jeg igen til fodbold i HUI, hvor jeg har haft min fodboldopvækst. Her spillede jeg lidt hyggefodbold med mine kammerater.
Efter at have færdiggjort folkeskolen tog Lukas en tur på gymnasiet, og under gymnasiet endte han også med at holde en pause fra fodbolden på et halvt år. Gymnasiefesterne kom ind i billedet samt en træner, som ikke helt var hans og holdkammeraternes kop te.
- Da jeg spillede U17 havde jeg en snak med den daværende seniortræner, som ville have de bedste U17-spillere op på seniorholdet. De andre spillere og jeg mistede hurtigt motivationen efter at være blevet rykket op på seniorholdet, fordi træneren ikke var så god til de unge spillere. Så vi hyggede os på gymnasiet med fester og opbyggede et fedt sammenhold. Vi spillede stadig lidt hyggefodbold, som man her i England vil kalde Sunday League-fodbold.
Ét mål: Jagten på en professionel karriere
I sommeren 2017 skete der noget i Lukas’ hoved. Han besluttede sig nemlig for at jagte drømmen som professionel fodboldspiller.
- Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg pludselig sagde det til mig selv. Jeg snakkede med mine venner om det, og de sagde til mig, at jeg skulle til at i gang, hvis det var, fordi jeg havde en vis alder.
På det tidspunkt har Lukas henvendt sig til FC Helsingør i håb om at komme på prøvetræning, men uden held. Han gav dog ikke op og forsøgte gang til - og denne gang lykkedes det.
- De første 3-4 dage træner jeg med U19-holdet, og derefter skal jeg træne med førsteholdet, som på det tidspunkt spiller Superliga. Jeg gør det godt, og de fortæller mig så, at de godt kan bruge mig, og jeg bliver så en del af U19-holdet i et halvt år, men træner også af og til med førsteholdet.
- Der sker meget på målmandsposten på førsteholdet, hvor der er stor udskiftning, og i februar bliver jeg taget med på træningslejr, og da vi kommer tilbage får jeg at vide, at jeg er tredjemålmand. Så på otte måneder er jeg gået fra ikke at have en klub til at blive tredjemålmand for en Superliga-klub - og i efteråret får jeg så en Superliga-kamp - og siden da har jeg ikke kigget mig tilbage, hvis jeg selv skulle sige det.
Lukas fik sin Superliga-debut mod Hobro, og det endte med en afklapsning til FC Helsingør. Fire gange måtte han pille bolden ud af eget net, og de endte med at tabe 1-4.
- Efter kampen følte jeg, at alt var lort. Jeg troede også, at jeg havde ødelagt min fodboldkarriere. Jeg brugte noget tid til at komme mig over nederlaget, fordi det aldrig er sjovt at tabe sin debutkamp, men efterfølgende har jeg tænkt over det, og bare det, at man kan sige, at man har spillet en Superliga-kamp, er stort. Så må tiden vise, om det bliver min sidste.
Et år var gået efter Lukas blev en del af FC Helsingør, men han var stadig tredjevalg og langt fra spilletid på førsteholdet. Samtidig fik han nærmest ingen kamptræning, fordi han og andenmålmanden skulle deles om kampene i reserveholdsturneringen, hvor der var omkring seks kampe på et halvt år. Det var ikke godt for en ung spillers udvikling, og derfor skiftede han til HIK, som spiller 2. division.
En “spam-mail” ændrer Lukas' liv
Han var lige skiftet til HIK (Hellerup IK), men der går ikke lang tid, før der dukker en mystisk, men interessant, mail op i indbakken. En engelsk mellemmand hævdede, at han kunne hjælpe Lukas med at vise sig frem i det engelske, men den unge målmand var skeptisk.
- Jeg ringede til mine forældre og agent, fordi jeg aldrig havde modtaget noget lignende før, og jeg troede det hele var fake. Men vi skriver frem og tilbage, og han beder mig om at sende nogle videoklip, så han kunne sende det videre til klubberne. Han fortæller mig så, at Blackburn godt kan lide det, og de gerne vil have mig på prøvetræning.
- Undervejs var det lidt en lille hobby for mig, fordi jeg tænkte: “Hvis det nu er rigtigt det her, så kunne det være lidt fedt”. Jeg holdt det fuldstændig for mig selv, og jeg turde ikke håbe, at det var rigtigt. Det var kun min nærmeste familie, der vidste det. - Gennem forløbet troede jeg stadig, at det var fake, men så fik jeg tilsendt flybilletter og hotelreservation til England, og så vidste jeg, at den var god nok.
I marts måned sidste år gik turen så til Blackburn, som vandt mesterskabet i Premier League i 1995, men i dag ligger på 8. pladsen i Championship, som er den næstbedste række i England.
- Det var en kæmpe oplevelse. Jeg kommer fra en 2. divisionsklub, som er et deltidssetup, til en fuldtidssetup i Championship, og det spring var kæmpe stort. Jeg gør det godt, og derfor forlænger de også prøvetræningen til tre uger.
Blackburn skulle bruge en ny målmand efter denne sæson, og holdet var interesseret i at hente Lukas, men der ville gå nogle måneder, før et skifte kunne blive en realitet. Selvom han kunne færdiggøre sæsonen hos HIK, satte han sin agent og mellemhandler på arbejde, og de skaffede ham en ny mulighed.
Nu skulle han til prøvetræning i Premier League-klubben, Burnley.
- På det tidspunkt vidste jeg jo, at det hele var rigtigt. Der var intet fake over det, og jeg skulle nok få mine flybilletter og hotelreservation. Mit humør var selvfølgelig mega højt, fordi nu fik jeg muligheden for at prøve mig af i en Premier League-klub - og på den måde kunne jeg se forskellen ift. en Championship-klub.
- Men jeg synes ikke, at der var den store forskel. Niveauet er mega højt begge steder, men på Burnleys førstehold var det lidt anderledes, hvis man kigger på målmandssituationen. Her var det Nick Pope, Joe Hart og Tom Heaton, der stod på mål. Men generelt set var det nogenlunde samme oplevelse.
Efter tre ugers ophold, hvor både Burnley og Lukas selv har været tilfreds med præstationerne, var han hjemme igen i Danmark, mens de forsøgte at finde løsning, og her startede en kæmpe rutsjebanetur for den unge dansker.
Armen brækker og drømmen ser umulig ud
- Det var nogle vanvittige uger, og jeg kan næsten ikke beskrive det.
- Jeg kommer hjem fra Burnley og har en god dialog med dem. De synes, jeg havde gjort det godt, og de vil rigtig gerne have mig, men jeg går stadig i den der uvished, om det kunne lykkes, fordi der er en masse forhandlinger og regler, man skal følge. Det kommer der så nogenlunde styr på over sommerperioden, og en uge før pre-season starter bliver jeg informeret om, at det ikke er gået helt igennem, men det er meget tæt på. Kort efter kommer det hele på plads, og de fortæller mig, at jeg skal derover og starte pre-season med U23-holdet. Det var den fedeste følelse. Nu var det lykkedes. Mit drømmeskifte var gået igennem.
Lukas ville stå helt skarpt, når han skulle over til sin nye klub, hvor et nyt kapitel i karrieren startede, og derfor besluttede han sig for at træne med nogle venner, men det endte slet ikke som han havde forestillet sig.
- Som alle andre - tænker jeg - vil man gøre det så godt som muligt til at starte med og ikke være rusten, fordi man ikke har spillet i en måned, så jeg tager ned og laver skudtræning med mine kammerater, som vi har gjort tusindvis af gange. På den måde kunne jeg holde mig i gang. Vi har en fantastisk opvarmning, fordi jeg skulle i hvert fald ikke blive skadet, og så går vi i gang.
- Jeg redder de første to bolde uden problemer. Tredje bold redder jeg i venstre hjørne, og så lander jeg hårdt ned på armen. På det tidspunkt turde jeg slet ikke tænke tanken om, at jeg havde brækket armen. Det strejfede mig slet ikke. Vi blev ved med at spille, og efter fem minutter vidste jeg godt, at den var helt gal. Jeg kunne ikke gribe en bold, og jeg kunne heller ikke sparke til en bold uden det gjorde ondt.
- Jeg tager så hjem og får noget is på og ringer til sygehuset, som beder mig om at komme ind. Jeg sidder i venteværelset, og det føles som en evighed. Jo længere tid der går, jo mere ondt gør det, og til sidst kunne jeg ikke engang løfte armen. Der gik det op for mig, at den var helt gal. Jeg kommer ind og sygeplejersken ser på den og tror ikke, at den er brækket, fordi jeg kunne stadig gøre nogle ting med den. Men vi skulle have taget et røntgen for at være på den sikre side.
- Det bliver gjort, og lægen fortæller mig så, at den er brækket, og jeg skulle nok regne med at være ude i fire måneder. I mit hoved tænkte jeg, at min fodboldkarriere aldrig ville komme i gang i det engelske. Jeg troede ikke, at de ville tage en målmand ind, som de har udset skulle spille pre-season, og som først kan komme i gang efter jul.
- Da jeg fortæller dem, at jeg har brækket armen, går der to uger, før de vender tilbage og siger, at de stadig gerne vil have mig med til pre-season. De siger ingenting i de to uger, fordi de var på noget træningslejr, så det var de længste to uger i mit liv. Der troede jeg også, at det hele var gået i vasken.
- Men jeg får lavet en god genoptræning og får gipsen af efter 12 dage, hvilket var helt fantastisk, da jeg stod til at skulle have den på i fire uger. Jeg får i stedet en skinne på, så jeg kan begynde at træne min biceps og triceps og holde musklerne ved lige. Efter tre uger får jeg skinnen af og kan begynde at gå til fysioterapeut, og det ender faktisk med ikke at være så slemt, som jeg havde regnet med, fordi fire måneder blev til to måneder.
Efter en meget kaotisk tid endte Lukas med at skrive under på en kontrakt med Burnley den 10. august 2019, og drømmen er gået i opfyldelse.
På ganske kort tid gik Lukas fra at hygge sig med sine venner på gymnasiet til at sætte sig et mål og selv tage tyren ved hornene, som sikrede et skifte til en klub i den bedste engelske række, Premier League.
42’ PICS: Another match, another Lukas Jensen penalty save. 0-0 pic.twitter.com/SDNfTRnt3X
— Burnley FC (@BurnleyOfficial) January 20, 2020
