I sommer var det tid til at prøve noget nyt for Mads Frøkjær-Jensen, der hele karrieren har optrådt for OB.
Championship-klubben Preston North End slog kløerne i den unge midtbanemand, der har gjort et godt intryk i løbet af sine første måneder i England. Han både scorede og assisterede i sin hjemmebanedebut mod Sunderland og har siden fulgt op med flere gode præstationer.
Preston-stjernen Jordan Storey har kaldt ham "klasse," og nu stemmer klubbens cheftræner Ryan Lowe så i. Det gør han i et interview med Lancashire Post.
- Mads' kvaliteter, som alle kan se, er i en liga for sig. Jeg og Mads havde en samtale om det for nogle uger siden, indleder han, og tilføjer så, at danskeren fortsat har meget at lære.
- Vi vidste, at Mads er en god spiller men også et projekt. Han skal lære spillet her. Vi har talt om boldtab, og om hvornår og hvor man skal aflevere samt tilbageløb. Men den kvalitet, som Mads har, er i en liga for sig.
24-årige Mads Frøkjær-Jensen kom som nævnt til Preston North End i sommer og står noteret for 22 ligakampe, hvor det er blevet til fem målinvolveringer. Efter en forrygende sæsonstart, hvor Preston lå med helt fremme i The Championship, er man dog landet på benene igen.
Holdets anden dansker Emil Riis har til gengæld masser at smile over for tiden, da han efter en grim knæskade igen er tilbage for Preston North End og har fået tre indskiftninger i The Championship.