Det danske stjerneskud Chido Obi ventes at gå en stor fremtid i møde, og det bliver ét af verdens førende agentfirmaer, der skal tage hånd om den 16-årige Arsenal-angriber.
Chido Obi er således blevet tilknyttet agentfirmaet Elite Project Group, der er en sværvægter i agentbranchen. Det er nigerianeren Emeka Obasi, der styrer butikken i Elite Project Group, og Chido Obi har som bekendt også nigerianske rødder.
Agentfirmaet bekræfter aftalen med danskeren på Instagram. Elite Project Group har også stjerner som Bukayo Saka, Jadon Sancho, Romeo Lavia og danske Victor Nelsson i stalden.
Chido Obi kommer formentlig til at indgå en ny aftale med Arsenal i løbet af 2024, og det bliver altså med sit nye agentfirma i ryggen.
Den 16-årige Arsenal-angriber har i denne sæson skrevet historie i den engelske storklub med sine foreløbig 21 scoringer på U18-holdet i London. Det er det højeste antal scoringer, en U18-spiller har noteret sig for på en enkelt sæson i Arsenal.
Tidligere på sæsonen gik Chido Obi viralt, da han scorede vanvittige 10 mål for Arsenal i en U16-kamp mod Liverpool.