Der kan ikke være to meninger om, at Christian Nørgaard har været fremragende i Brentford i denne sæson.
Ja, den 28-årige landsholdsstjerne har været god for London-klubben, siden han kom til fra Fiorentina i 2019.
Derfor er den tidligere Brøndby-spiller ligeledes interessant for andre klubber i Europa. Det afslører han i et interview med Tipsbladet.
- Ja, der har været lidt af hvert, uden jeg vil nævne nogle klubber med navn. Og man skal aldrig sige aldrig i fodboldverdenen. Det har jeg også fundet ud af, siger Christian Nørgaard og fortsætter:
- Du kan ikke forudsige, hvad der kommer til at ske i hektiske transfervinduer, og hvad det ellers kan være.
Christian Nørgaard har i denne sæson været på banen i 33 Premier League-kampe for Thomas Franks mandskab. Her er det blevet til tre mål, to oplæg og syv gule kort.
Og midtbanestjernen regner meget med, at Brentford får glæde af hans kvaliteter i næste sæson også.
- Fokus er 100 procent her i Brentford, og som jeg sagde tidligere, så er der ikke et sted, jeg hellere vil være end her. Det er en klub, som arbejder på at blive bedre, og jeg tror, vi kan tage næste skridt i næste sæson.
- Jeg synes helt konkret, at der er mange ting, som peger i retning af, at jeg ligeledes spiller i Brentford på den anden side af sommerferien.
Christian Nørgaard har i løbet af sin fodboldkarriere spillet for klubber som Lyngby BK, Hamburger SV, Brøndby IF, Fiorentina og Brentford.
Hans høje niveau de seneste sæsoner har betydet, at den tidligere Superliga-spiller er blevet en fast del af Kasper Hjulmands landsholdstrup, og meget skal gå galt, hvis Christian Nørgaard ikke sidder i flyet mod Qatar og VM om nogle måneder.
Men selvom interessen fra andre klubber har været der, mens midtbanespilleren har været i Brentford, så har han ikke overvejet et skifte væk fra London endnu.
- De forespørgsler, som der har været på mig, har jeg ikke overvejet seriøst eller konkret, lyder det afsluttende fra Christian Nørgaard.
Da Tipsbladet talte med landsholdsspilleren, satte han også nogle ord på Christian Eriksen og danskerens kontraktsituation i Brentford. Den historie kan du læse lige HER.