Dansk angriber vinder stor talentpris i Newcastle
Foto: Newcastle United
Premier League

Dansk angriber vinder stor talentpris i Newcastle

Angriber Elias Fritjof Sørensen, der er udlejet fra Newcastle til Blackpool, vandt torsdag aften prisen "Wor Jackie" i Newcastle United.

Han lavede 19 mål for Newcastle U23-hold, inden han i januar skiftede til Blackpool på en lejeaftale. Her er det godt nok ikke blevet til meget spilletid, men den 19-årige dansker Elias Fritjof Sørensen bør ikke være uden selvtillid.

Danskeren er nemlig blevet hædret for sine præstationer i Newcastle - det blev han, da der blev afholdt en middag med efterfølgende prisuddeling i Newcastle -  og prisen er en stor ungdomspris, der tidligere er blevet vundet af ganske store navne.

"Wor Jackie"-trofæet gives til et talent, der har vist sig godt frem, og det er altså Elias Fritjof Sørensen, der vandt titlen denne gang. Jackie henviser til Newcastles legendariske angriber Jackie Milburn, der er en stor legende i Newcastle, og var med, sidst Newcastle vandt en hjemlig titel - det var FA Cuppen i 1955. Angriberen var den mest scorende i Newcastle-trøjen frem til Alan Shearer slog rekorden i 00'erne.

Det største navn, der tidligere har vundet prisen, er Andy Carroll, mens det sidste år var U20-verdensmester Freddie Woodman, der høstede prisen.

Alle de tidligere vindere af prisen er:

2019: Elias Fritjof Sørensen
2018: Freddie Woodman
2017: Dan Barlaser
2016: Michael Newberry
2015: Rolando Aarons
2014: Adam Armstrong
2013: Sammy Ameobi
2012: Remie Streete
2011: Jak Alnwick
2010: Bradden Inman
2009: Nile Ranger
2008: Kazenga LuaLua
2007: Andy Carroll
2006: Matty Pattison
2005: Paul Huntington
2004: Martin Brittain
2003: Peter Ramage