De fleste hold i verden spiller i disse år med høje kanter og én enlig angriber, og det er derfor også blevet ret så populært at gøre mandskabernes offensiv op i en bestemt trio.
Det startede i Spanien med FC Barcelonas Neymar, Suarez og Messi og Real Madrids Bale, Benzema og Ronaldo. I Liverpool ser man mod trioen Mané, Firmino og Salah, når fodboldkampene skal afgøres, og i Manchester United er man angiveligt heller ikke langt fra at tilføje Borussia Dortmunds Jadon Sancho til en offensiv, der allerede består af Marcus Rashford og Anthony Martial.
I danskerkolonien Brentford fra den næstbedste engelske række har man sin egen slagkraftige trio.
Said Benrahma, Ollie Watkins og Bryan Mbeumo har tilsammen scoret imponerende 59 ligamål i denne sæson, og det er formentlig derfor også dem, som cheftræner Thomas Frank sætter sin lidt til, når Brentford tirsdag aften skal forsøge at spille sig i Premier League.
Ifølge holdkammeraten Henrik Dalsgaard besidder særligt Benrahma et specielt talent.
- Han er oppe blandt de bedste i ligaen. Det er svært at sige, hvem der er dén bedste, men han er i hvert fald blandt de tre bedste, siger Dalsgaard til mediet FourFourTwo, hvor han også roser topscoreren Watkins:
- Det er en kliché, men forsvaret starter ved Ollie (Watkins red.). Han har været utrolig vigtig for os. Han arbejder hårdt og hans presspil har været en nøgle for os, når vi har skulle gøre kampene svære for modstanderen.
Der er kampstart på Wembley mellem Brentford og Fulham klokken 20.45.