Efter længere tids rygter forlod Christian Eriksen endelig Tottenham i januar. I stedet tog den danske landsholdsstjerne sydpå, hvor han skiftede til Inter i den italienske Serie A, og det gjorde han efter en skuffende sidste tid i Tottenham.
Christian Eriksen havde således kontraktudløb til sommer, mens han i sommeren 2019 forklarede han, at han ønskede at prøve noget nyt. Og som følge af det var Eriksen ofte at finde på bænken i Tottenham, hvor han i sin sidste tid følte sig som en skurk.
Det forklarer Eriksen selv i et stort interview med BBC.
Læs også:Mourinho håber på Harry Kane til afgørende Premier League-kampe
- Det er sådan, det er. Hvis man har en kort kontrakt, bliver man det sorte får. Selvfølgelig lavede jeg det interview. Jeg var meget ærlig. Jeg følte, at jeg måtte være ærlig. Jeg ville ikke skjule det, som mange spillere gør. Alle er forskellige. Jeg var ærlig. Jeg ville sige det højt, siger Christian Eriksen og tilføjer:
- Jeg fik skylden for en masse ting, for at være den onde fyr. Jeg læste, at jeg var dårlig at have i omklædningsrummet, og det ikke var godt, at jeg var der, efter jeg sagde, at jeg ville skifte. For at være ærlig så ville enhver spiller overveje at skifte, hvis der kom noget i de seneste år, men jeg var den, der sagde det offentligt.
Talte med Manchester United
Flere andre storklubber var også meldt interesserede i Christian Eriksen i løbet af efteråret og januar, og især Manchester United var angiveligt ude efter midtbanespilleren.
Der var også kontakt med den engelske storklub, men det var ikke svært at vælge Inter, forklarer danskeren.
- Vi talte naturligvis med dem (Manchester United, red.), og vi hørte, hvad der var muligt, og hvad der ikke var muligt. Men i sidste ende, mig personligt, ønskede jeg en ny udfordring. At blive i Premier League ville have været en nem løsning.
- At blive i Tottenham ville naturligvis også have været en løsning, men for mig handlede det bare om, at jeg ville have en ny udfordring i et nyt land. Da Inter først kom på banen, var det virkelig ikke et svært valg, siger Christian Eriksen.
Den 27-årige dansker nåede at spille 305 kampe for Tottenham med 69 mål og 89 assists til følge. I Inter har han hidtil spillet to kampe – én i Coppa Italia og én i Serie A.
Læs også:U23-træner efter FA Cup avancement: Drengene beroligede mig på sidelinjen