Han har imponeret for Brentford de seneste sæsoner og fortsat de lovende takter i denne sæson med fem mål og tre assists i otte kampe.
Senest blev Ivan Toney desuden udtaget til det engelske landshold, og nu kan et stort skifte til Manchester United være under opsejling.
Manchester Evening News har tidligere berettet, at United arbejder på at købe Toney, selvom han har knap tre år tilbage af sin kontrakt med Brentford, og nu fortæller journalisten Pete O'Rourke, at englænderen ville være interesseret i et skifte til Old Trafford.
- Ivan Toney, han har arbejdet stenhårdt for at blive udtaget til Englands landshold. Han har været afgørende for Brentford, siden de rykkede op i Premier League i sidste sæson, og jeg er sikker på, han er interesseret i at skifte til en enorm klub som Manchester United.
- Det er rimelig åbenlyst. Sådan tror jeg, alle spillere har det, siger han til Give Me Sport.
Ivan Toney var sorteret fra kamptruppen til Nations League-opgøret mod Italien, men kan få debut mod Tyskland mandag aften.