Manchester United slog søndag Brighton med 3-1 hjemme på Old Trafford i Premier League.
Det var en tiltrængt sejr for Ole Gunnar Solskjærs mandskab efter sidste uges skuffende nederlag til Bournemouth. Før det havde United ellers været inde i en mindre stime med sejre fordelt på både Ligacuppen, Europa League og Premier League.
Manchester United åbnede allerede scoringen efter 17 minutter, da Andreas Pereira lagde bolden i nettet efter oplæg fra Anthony Martial. Jublen kunne bryde løs på Old Trafford.
Blot to minutter senere fik hjemmeholdets fans endnu mere at glæde sig over. Først lignede det nemlig, at Scott McTominay havde gjort det til 2-0 efter lidt klumpspil, men Davy Pröpper blev i stedet noteret for et selvmål. Uanset hvad var United nu foran med to efter 19 minutter.
I anden halvleg fik Brighton reduceret, da Lewis Dunk var på pletten.
Men United lod sig ikke ryste af scoringen. Kort efter genetablerede De Røde Djævle nemlig tomålsføringen, da Marcus Rashford gjorde det til 3-1.
United havde flere gode tilbud i opgøret, men holdene nøjedes med de 3-1.
Sejren sender Manchester United op på en øjeblikkelig 7. plads i tabellen. Brighton rykker ned på 11. pladsen.