Efter knap seks år i Real Madrid forlader James Rodriguez nu den spanske storklub. I stedet skal han spille for Everton fremover. Det skriver den spanske sportsavis Marca.
Endnu har hverken Real Madrid eller Everton bekræftet handlen, men flere medier har skrevet om transferen i de seneste dage, og ifølge Marca skulle det blot være et spørgsmål om tid, før det sker.
Alt skulle være på plads, og det eneste, der mangler, er offentliggørelsen.
Real Madrid kommer dog ikke til at tjene de knap 530 millioner kroner, man brugte på ham, ind igen. I stedet ser de ud til at sælge James Rodriguez for blot 25 millioner euro, svarende til 190 millioner kroner.
Læs også:Helt ude af testkampe: United nærmer sig Ajax-profil
James Rodriguez har da også kun et år tilbage af sin kontrakt, hvilket efterlader Real Madrid med dårlige kort på hånden i en forhandlingssituation.
I Everton vil den colombianske kreatør blive genforenet med cheftræner Carlo Ancelotti. Da Rodriguez skiftede til Real Madrid, var Carlo Ancelotti cheftræner i klubben, og det var også under italieneren, at han havde sin bedste tid i Madrid.
Den 29-årige midtbanespiller har ikke været inde i varmen i Madrid i de seneste sæsoner, og fra 2017 til 2019 var han udlejet til Bayern München. I den seneste sæson blev det også blot til 14 kampe for storklubben.
Læs også:Leeds slår egen transferrekord for spansk stjerne
Læs også:Messi vil mødes en sidste gang med Barcelona-ledelsen