Mesut Özil er ikke i tvivl. Han skal under ingen omstændigheder væk fra Arsenal, før hans kontrakt udløber i sommeren 2021.
Sådan siger den tyske kreatør i et interview med The Athletic.
Der har ellers længe været tvivl om Mesut Özils fremtid i Arsenal, og han har over de seneste gange været inde i varmen og ude i kulden med hyppige mellemrum. I slutningen af den netop overståede sæson var han slet ikke inde omkring holdet, selvom Özil selv har erklæret sig klar til kamp.
Men han har ingen intentioner om at forlade Arsenal i jagten på mere kontinuerlig spilletid.
- Min holdning er klar og tydelig. Jeg er her indtil den sidste dag af vores aftale, og jeg giver alt, hvad jeg har til denne klub, siger Mesut Özil til The Athletic.
- Situationer som disse vil aldrig knække mig. De gør mig kun stærkere. Jeg har før vist, at jeg kan komme tilbage på holdet, og jeg vil vise det igen. Jeg bestemmer, hvornår jeg skal væk, og det skal andre ikke. Jeg skrev under på en fireårig aftale, og det skal respekteres af alle.
Læs også:Brentford-spiller: Klubben er åben for udlejning til Sverige eller Danmark
- Det har selvfølgelig været svært, men jeg elsker Arsenal, jeg elsker at arbejde her, jeg elsker folkene i klubben - dem, jeg har været her sammen med i lang tid - og jeg elsker London, det er mit hjem. Uanset hvad der skete i de næste to sæsoner, er jeg glad og meget stærk mentalt. Jeg giver aldrig op på noget. Jeg vil hjælpe mit hold og jeg vil kæmpe for det. Hvis jeg er i form, ved jeg, hvad jeg kan gøre på banen.
Mesut Özil, 31 år, kom til Arsenal fra Real Madrid i 2013 og har tidligere optrådt for blandt andre Schalke 04 og Werder Bremen i Tyskland.
Læs også:Villarreal henter midtbanekriger i Valencia
Læs også:Wolves-træner vil have forstærkninger efter europæisk exit