Ankergren og den sindssyge manager

Hvis man for ti år siden havde sagt til 21-årige Casper Ankergren, at han ville blive lykkelig i the Gay Capital of England, så ville han nok som det mindste have ignoreret en. Men det er ikke desto mindre det, som i 2011 er realiteten. Det har selvfølgelig ikke noget med Ankergrens seksuelle præferencer at gøre – Ankergren han har en kvindelig kæreste og sammen har de en pige ¿ men det bunder selvfølgelig i den succes som danskeren har oplevet i Brighton som fodboldspiller.

I sidste sæson – Ankergrens første i Brighton – holdt han målet rent tyve gange i 45 kampe, hvilket var tredjebedst blandt de 92 klubber i de fire bedste engelske rækker. Han blev kåret til månedens spiller i League One i september og marts måned, og sammenholdt med hans »erfaring og personlighed,« som Gustavo Poyet over for Tipsbladet beskriver som nogle af Ankergrens vigtigste forcer, »havde han en kæmpe betydning for vores oprykning i sidste sæson,« uddyber Poyet, den tidligere Chelsea og Tottenham-spiller, som nu er manager for Brighton & Hove Albion.

Men det var langt fra sikkert, at Ankergren ville fortsætte karrieren i Brighton, da hans kontrakt med Leeds udløb ved udgangen af 2009/2010-sæsonen. Der var interesse fra danske, græske, tyrkiske og andre britiske klubber, men ingen af dem helt, hvad Ankergren havde håbet på. Især ikke efter en sæson i Leeds, hvor han leverede fremragende præstationer mod Manchester United og Tottenham, hvilket havde givet ham forhåbninger om et stort skifte til minimum en Championship-klub.

»Jeg begyndte da at panikke,« siger Ankergren til Tipsbladet, da vi møder ham et par dage inden Brightons store Carling Cup-kamp mod Liverpool.

»Jeg sagde til min kæreste, en aften vi lå i sengen, at jeg nok skulle have taget i mod Brightons første tilbud, men de havde allerede hentet en keeper.  Selvfølgelig var jeg presset. Det er mit liv, og jeg har jo en familie, jeg skal forsørge. Hvis jeg ikke havde haft en familie, så ville jeg nok ikke have følt mig så presset, for så var det kun mig selv, det var gået ud over. Nu har jeg en lille pige, så det var jo ikke så smart, og når man også har regninger, der skal betales. Da Brighton kom igen, sagde jeg også til min agent, at det var det, jeg ville, og at vi ikke skulle forhandle for hårdt.«

Casper Ankergren fløj fra Tyrkiet, hvor han var nede for at forhandle med en klub, en smuttur over Danmark og hurtigt videre til Brighton, hvor kontrakten med The Seagulls (havmågerne) blev skrevet under tre dage inden sæsonen startede. Poyet og Ankergren kendte hinanden fra deres fælles tid i Leeds, hvor Poyet var assisterende manager fra oktober 2006 og et år frem. Så selv om Brighton rent sportsligt ikke lignede det mest attraktive valg, så var det netop Ankergrens kendskab til Poyet, der overbeviste danskeren om at købe den lottokupon, som Brighton på det tidspunkt lignede.

Læs mere på næste side


»Jeg snakkede med Gustavo og spurgte ham, hvor vi kunne ligge i rækken, og han har altid været ærlig over for mig. Jeg kendte jo ikke rigtigt spillerne, men han mente, at vi godt kunne slutte i top seks, og det viste sig så at være korrekt.«

Brighton vandt League One, da der stadig var 12 point at spille om.

«Jeg vidste, at han godt kunne lide mig, så jeg vidste han ville bruge mig. Jeg er typen, der har brug for lidt snor, tillid og en manager som snakker til mig. Nogle trænere har man måske haft i to eller tre år, men du kender dem ikke. Men Gus er en speciel person, som går meget op i fodbold. Han er sindssyg på det område. Han tænker fodbold 24 timer i døgnet, og han vil have, at vi skal være på samme måde. Han er så entusiastisk. Når han er med i træningen, så skulle man tro, at han spiller for at komme på holdet.«

Undertegnede havde ved selvsyn et par timer tidligere oplevet Poyets engagement på træningsbanen, da Tipsbladet fik lov at overvære holdets sidste træning inden kampen mod Liverpool.

Hvis det ikke havde været for hans grå windbreaker modsat spillernes blå sweatshirts, så havde det været svært at adskille chefen fra spillerne. Poyet indgik i alle spil, undtagen skudøvelserne til slut, og det med en iver og et humør som lever op til Ankergrens ovenstående kommentar. Specielt var han i hopla under den indledende øvelse, »fire mod to«, når spillerne står i rundkreds og forsøger at holde bolden væk fra dem, som er i midten. Til den øvelse var Poyet en af dem, som råbte højest, og det var ganske humoristisk, da han på et tidspunkt dejsede om og rullede rundt på jorden af grin.

Kunne man mon forestille sig Alex Ferguson gøre det samme?

Men er der stadig respekt om manden, spurgte vi Ankergren?

«Vi spillede uafgjort mod Blackpool (fjerde spillerunde) og efterfølgende havde vi en snak på en halv time. Han var rasende. Vi havde været foran 2-0 og smidt det, så han var tosset. Han er meget direkte, så hvis han ikke er tilfreds med mig, så siger han det, som det er. Nogle gange kan det være hårdt, men det er den bedste måde at gøre tingene på. Så må man kigge sig selv i spejlet. Omvendt er han også typen, jeg kan gå til og sige, hvis jeg føler, han har taget fejl. Det har han også sagt, at han gerne vil have. For han er jo en ung manager, så han går hjem og tænker over tingene, og så kan det være han kommer frem til, at det var rigtig nok, hvad jeg sagde. Han er åben for input og vil gerne høre vores mening,« fortæller Ankergren. 

Læs mere på næste side

Det var i november 2009, at Gustavo Poyet blev ansat som manager i Brighton. På det tidspunkt lå klubben fedtet ind i bundstriden, og selv om Brighton vandt sin første kamp under Poyet, så gik der nogle måneder før man var i sikkerhed, men til slut endte man på en 13. plads. Poyet havde på det tidspunkt fået implementeret sin sydamerikansk inspirerede fodboldstil, som var meget atypisk for en klub, der aldrig nogensinde før havde haft en udenlandsk træner, men med opbakning fra formanden Tony Bloom, som vi senere kommer mere ind på, har uruguayaneren fået carte blanche til at installere sin filosofi på alle klubbens hold.

Brightons spillestil tager udgangspunkt i en firebackkæde med en eller to defensive midtbanespillere foran sig alt afhængig af modstanderen. Fremadrettet lægger Poyet vægt på ground passing fodbold i et meget fleksibelt system, der ofte lader kanterne og angriberne skifte position. Ligesom Poyets ledelsesstil er også spillet på banen frihed under ansvar. I hvert fald når det gælder det offensive, og det kunne man især se i anden halvleg mod et stærkt Liverpool hold i onsdag, hvor Brighton havde over 60 procent af boldbesiddelsen.

Det er svært at forestille sig Brighton uden for minimum play-off-pladerserne i The Championship, hvis de kan fastholde samme kvalitet i spillet, som mod Liverpool. Selv om Poyet selvfølgelig vurderer Ankergrens primære opgave er at redde bolde, så fortæller han Tipsbladet, at Ankergren har en vigtig rolle i det offensive spil.

Danskeren uddyber:

»Jeg indgår i spillet som en markspiller, og det er fedt at være med til. Så vidt muligt spiller vi bolden ud feltet, og alle de folk jeg snakker med siger, at det er meget sydamerikansk, den måde vi spiller på. Jeg kunne fornemme, at det allerede var på skinner, da jeg ankom, men siden da har vi da også rykket os en del. Vi er blevet mere vant til hinanden. Vi er et hold, hvor alle folk vil have bolden. Hvis du gemmer dig, så skal han nok se det.«

Andy Naylor er journalist på byens store lokalavis The Argus, og han vurderer, at Gus Poyet kun er i Brighton på lånt tid.

«Han er en kommende Premier League manager. Det lover jeg dig,« siger han til Tipsbladet.

«Men jeg tror ikke, at det sker snart, eller at han ønsker, at det bliver snart. Han skrev under på en fireårig kontrakt før sidste sæson, og han har sagt, at det vil kræve et meget specielt tilbud at lokke ham væk fra Brighton. Det kommer dog til at ske på et tidspunkt,« vurderer Naylor.

Det er ikke kun Poyet, der lurer positive fremtidsudsigter for Brighton. Også Casper Ankergren har forlænget sin aftale med tre år, og det er forhåbentlig startskuddet til en periode i karrieren, der skal sikre den stabilitet, der har manglet siden keeperens sidste tid i Brøndby og næsten gennem hele sine tre et halvt år i Leeds United.

Ankergren fortæller, at han så problemerne komme under Michael Laudrups sidste tid i Brøndby, da man ikke fandt ordentlige erstatninger til spillere som Daniel Agger, Morten Skoubo og Thomas Kahlenberg.

Men modsat andre profiler fra Laudrup-tiden kom han godt ud af det med Rene Meulensteen, da hollænderen blev ansat. Men Meulensteen, fortæller Ankergren, blev ikke inddraget i hvert fald et spillerindkøb.

»Jeg snakkede med Meulensteen, da vi spillede mod Manchester United, og så kan de folk, som sidder i Brøndby afgøre, om det er ham, som lyver, men han var ikke klar over, at Brøndby købte Stephan Andersen. Det sagde han til mig.«

«Det var lidt mærkeligt, for jeg var jo lige kommet ind omkring det danske landshold, og jeg spillede en af mine bedste halve sæsoner i Brøndby, så det kom bag på mig, at de hentede en anden keeper. Brøndby sagde til mig, at de var bange for, at der skulle komme et tilbud fra udlandet på mig. Det tror jeg ikke på.«

»De havde en god chance for at hente Stephan, og den ville de ikke lade glippe. De troede måske, at jeg ville blive og kæmpe igen, men det var jeg ikke interesseret i, for jeg var nået den alder, hvor jeg skulle spille hele tiden, og jeg følte, at jeg ikke ville få en fair mulighed, når de hentede Stephan Andersen hjem på en løn, der nok var højere end min.«

Ankergren mener dog, at den megen kritik der har været af Per Bjerregaard og tidligere var af Anders Bjerrgaard var for hård, og at de blev gjort til syndebukke. Stephan Andersens ankomst førte til, at Ankergren i første halvdel af 2007 blev lejet ud til Leeds, hvor han spillede 14 ud af 16 kampe.

Efterfølgende ville Brøndby gerne have solgt ham til norsk fodbold, da de derfra havde fået et tilbud, som var bedre, end det englænderne kunne tilbyde. Ankergren modsatte sig dog et skifte til Norge og var villig til at blive yderligere et år for at komme til engelsk fodbold. Få dage inden 2007-2008-sæsonen gav Brøndby sig så, og Ankergren blev solgt til Leeds.

I Leeds skulle tingene hurtigt blive værre end i Brøndby, når det kom til, hvad der foregik i klubbens ledelse. I sine tre et halvt år havde Ankergren tre forskellige trænere, og han og Leeds startede deres første hele sæson med at være bagud med 15 point, fordi klubben var gået i administration.

Selv om Ankergren til tider var ude af holdet, nåede han alligevel at spille 140 kampe for Yorkshireklubben, og selv om han fortæller, at han elskede sin tid i klubben, så går han derfra skuffet over den måde, som den nuværende Leeds-manager Simon Grayson behandlede ham på.

«Simon Grayson snakkede jeg aldrig rigtigt med. Jeg gik en gang op på hans kontor efter han tog mig af holdet. Shane Higgs havde trænet en gang efter han var skadet, og så satte han ham på holdet. Han spillede så fire kampe hvor det gik fint, og så blev han skadet igen. Så tog jeg op på trænerens kontor. Han sagde, »det var godt, du kom Casper, for jeg havde tænkt mig at tage dig op til et møde,« og det var bare verdens største løgn, for det havde han aldrig gjort før.«

«Der var flere eksempler, hvor han sagde til en spiller, da sæsonen var slut. »Du får snart et kontraktudspil,« og dagen efter ringede spillerens agent til ham og sagde, at Simon Grayson ikke vil tilbyde en kontrakt alligevel. Han er konfliktsky og tør ikke sige tingene, som de er. Jeg har respekt for en mand, som siger tingene, som de er i stedet for at gemme sig. Han er fagligt en dygtig træner, men han mangler kontakten med spillerne.  Jeg har brug for en manager, som er interesseret i sine spillere. Menneskeligt er Poyet klasser over Grayson,« vurderer Ankergren.

Læs mere på næste side

Den har sine kendetegn, Brighton. Mest af alt er den kendt for at være en slags Sydenglands St. Tropez med sine lange kyststrækning og imponerende promenade, hvor der om sommeren er spækket med mennesker, der nyder de mange barer, diskoteker og spillehaller. Længere inde i byen står der prægtige victorianske bygningsværker fra slutningen af det 19. århundrede så som The Grand Hotel, og så er der The Royal Pavillion, den indisk inspirerede turistattraktion, der tidligere blev benyttet som royal residens, når kongelige kom til byen. Det var i byens spillehaller, at Brightons nuværende formand Tony Bloom brugte sine lommepenge, da han som knægt begav sig ud i bylivet.

Allerede fra en tidlig alder havde han kontakt med fodboldklubben, fordi hans farfar, Harry, var viceformand i klubben og hans onkel Ray sad i bestyrelsen. Den nu 41-årige Tony Bloom har derfor altid været stor fan af klubben, og derfor var det naturligt for ham at investere sine penge, som han har tjente gennem sportsbetting, men primært ved salget af sit bookmakerfirma Premierbet, som gav ham den kapital han geninvesterede i andre forretningsområder.

De penge benyttede han så blandt til at lægge en stor del af de 90 millioner pund, det har kostet at bygge klubbens nye stadion, AMEX Stadium, der stod klar ved starten af den her sæson.

»Det var det dårligste stadion i engelsk fodbold, men vi vandt jo de fleste kampe der, så man begynder at kunne lide stedet,« fortæller Ankergren om det gamle atletik stadion Withdean, som Brighton spillede på siden 1990 indtil sidste sæson. 

»Fansene sad jo så langt væk, så der var ingen stemning, og når min kæreste og datter var inde og se os, så kunne de dårligt nok se bolden. Det er næsten tyveri, at folk har betalt så mange penge for at komme ind og se os spille.«

Med AMEX Stadiuem – AMEX er en forkortelse af American Express – er man gået fra et tilskuergennemsnit fra cirka 6000 til næsten 20.000, og samtidig har man tredoblet sine indtægter på hjemmekampe.

Brighton er derfor langt fra den elevatorklub, der har hutlet sig gennem de seneste tyve af sin eksistens. Tony Bloom har selv sagt, at målet er at rykke op i Premier League så hurtigt som muligt, men der er ikke her tale om en ny Roman Abramovitj eller Sheik Mansur. Brighton skal først og fremmest drives på godt købmandskab er filosofien.Klubben købte sine to dyreste spillere nogensinde i William Buckley for cirka en million pund og senere på sommeren Craig MacKail-Smith for 2,5 millioner pund, så selv om man er nummer tre på listen over de Championship-klubber, der har brugt mere, end de har solgt for, så er pengene ikke til nogen supertransfers. Men for

Ankergren har den lottokupon, som Brighton var, da han ankom i sensommeren 2010 pludselig vist sig at indeholde en fin gevinst. Ud over et nyt stadion, en god træner, medspillere med kvalitet, så har Tony Bloom også planer om et nyt træningsanlæg, siger Ankergren til os.

Brighton ligger i øjeblikket placeret på tredjepladsen i The Championship. Southampton og Middlesborough ligger pt over dem i rækken, og ud over dem bliver storsatsende Leicester og West Ham de hold, som Brighton skal kæmpe med for at rykke op.

«Man vil selvfølgelig spille på så højt et niveau som muligt, men jeg tænker ikke lige på det nu,« svarer Ankergren til spørgsmålet, om han tænker på Premier League allerede.

«Jeg vidste at klubben ville noget, og det var vigtigt for mig i starten, og det har vi vist. De har overbevist mig 50.000 gange nu. Med det nye stadion, nyt træningsanlæg, nye spillere vi har hentet ind. Jeg ved også med Gustavo, at han ikke tager et job for bare at have et arbejde. Han ville noget med den her klub.«

Og selv om Ankergren ikke er klar til at smide om sig med ambitiøse målsætninger, så lader det til, at han er klar til at gå hele vejen med sin træner.