Video : Tipsbladet
Premier League

Advarer Jörgensen: Chelsea-model er 'aggressiv'

Filip Jörgensen har sluttet sig til et Chelsea, der bliver drevet særdeles risikabelt rent økonomisk, fortæller en ekspert i et interview med Tipsbladet.

- Foragteligt.

- Chelsea are a $1bn mess.

Historierne om Chelsea har været mange og ofte særdeles kritiske, siden investeringsselskabet Clearlake med amerikanske Todd Boehly som ansigtet udadtil købte Chelsea af den russiske oligark Roman Abramovitj i sommeren 2022.

Efter spillerkøb for omkring ni milliarder kroner i de to år siden overtagelsen af klubben har Chelsea en 12. og en 6. plads i Premier League at fremvise for de nye ejeres massive investering.

Og med mindre man spørger meget loyale Chelsea-fans med stor sympati for ejerne, er Manchester City, Arsenal og Liverpool langt bedre bud på en engelsk mester i den nye sæson end Chelsea, der ser ud til at få hænderne fulde i jagten på Champions League side om side med Manchester United og Tottenham.

Nu har den danske landsholdskandidat Filip Jörgensen sluttet sig til den store skare af dygtige, lovende unge spillere i Chelsea efter sit skifte fra Villarreal, hvor Jörgensen fik sit gennembrud i seneste sæson.

Sportsligt beskrives Chelseas hold af engelske fodboldeksperter som usammenhængende, og i Graham Potters tid i klubben var der en overgang ikke fysisk plads til alle førsteholdsspillere i omklædningsrummet på træningsanlægget.

Nu er der en ny cheftræner (ikke manager, han styrer ikke transfers) i form af Enzo Maresca, der tager over fra fyrede Mauricio Pochettino, den flamboyante amerikanske medejer Todd Boehly er trådt mere i baggrunden til fordel for kollegaen Behdad Eghbali, men Chelsea er stadig en risikabel klub at skifte til, vurderer en økonomisk ekspert.

- Jeg ser det som nogle amerikanere, som enten ikke har sat sig ordentligt ind i europæisk fodbold og forretningsmodellerne, eller også tror, at de kan revolutionere europæisk fodbold ved at drive Chelsea som et sportshold i USA, siger Jesper Jørgensen, partner og økonom ved Deloitte, til Tipsbladet.

- De mange penge på transfers, Chelsea har brugt de to seneste år, har ud over store transfersummer også betydet meget større lønudgifter, der tillige er bundet på meget længere kontrakter end tidligere og dermed store krav til sportslig succes så snart som muligt.

Amerikansk model?
Og det er her, Chelseas model ifølge Jørgensen, der har opbakning fra et hav af britiske og internationale eksperter på området, bliver tricky.

For Chelseas transfers for ni milliarder kroner på to år er ikke bare voldsomt, det er ganske enkelt aldrig set i tilnærmelsesvis samme skala i fodboldhistorien, heller ikke fra statsejede Manchester City eller Paris Saint-Germain.

Enzo Maresca (til venstre) skal meget gerne have Chelsea tilbage i Champions League i første hug. Foto: Alamy

Chelseas ejere og klubbens daglige ledelse har i interviews og især i baggrunds-briefinger af journalister og redaktører forklaret de massive indkøb med, at man vil sikre sig de bedste unge spillere på planeten, samle et hold, der om få år vinder Champions League og Premier League, mens man forestiller sig, at de spillere, der ikke får plads i startopstillingen, bliver solgt dyrt videre.

Flere observatører har bemærket, at Chelseas verdensrekord-køb og mange udlejninger, som klubben i øvrigt har været i ekspert i siden Frank Arnesens tid som sportsdirektør for over 15 år siden, kan minde om det, medejeren Todd Boehly kender fra sit storhold i baseball-ligaen MLB.

Her ejer Boehly Los Angeles Dodgers, der er et af de tre største og rigeste hold i ligaen med et lønbudget på størrelse med en middelstor Premier League-klub som Everton eller Aston Villa.

Læs mere om Filip Jörgensens skifte til Chelsea her

Dodgers har en håndfuld rugekasse-klubber fordelt rundt i Nordamerika, hvor Dodgers mere eller mindre frit kan placere talenter og udvikle dem, til de, måske, er klar til den store scene i L.A.

Chelsea har siden Clearlakes overtagelse fået Strasbourg i Frankrig som søsterklub, og der er en idé om, at ejerne måske på sigt vil placere flere spillere ude i samarbejdsklubber, præcis som Boehly gør med LA Dodgers.

Risikabelt
For ikke at få ørerne i maskinen med regler om finansielt fair play i UEFA og hjemme i Premier League gav Chelsea sig til at hente spillere på kontrakter på både syv og otte år.

Idéen er, at man regnskabsteknisk dermed kan afbetale en transfer i regnskab over otte år i stedet for langt højere afdrag over en normal kontrakt på fire-fem år.

Det smuthul lukkede Premier League før januar-transfervinduet i begyndelsen af i år, og der er det bemærkelsesværdigt, at Chelsea alligevel har givet danske Filip Jörgensen en syvårig kontrakt og aftaler af samme længde til de øvrige nyindkøb denne sommer.

Mykhailo Mudryk er en af de nye Chelsea-spillere, der har kæmpet hårdt med spillet og gennembruddet i den tætte trafik i truppen. Foto: Alamy

Man fik et hint om Chelseas kurs i et interview med cheftræner Enzo Maresca tidligere i denne uge, hvor han skød skylden på et forestående salg af Conor Gallagher på Premier League, fordi ligaen i Marescas – og Chelseas, må vi formode – optik med urimelige regler om finansielt fair play tvinger Chelsea til et salg.

Efter Jesper Jørgensens vurdering er Chelseas indkøb så voldsomme, at klubbers problemer på sigt ikke så meget er at overholde Permier Leagues og UEFA's finans-regler, som at købene kan få selv en af verdens største klubber som Chelsea i reelle, økonomiske problemer.

- Dybest set er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt amortiseringerne sker over fem år eller otte år. Det kommer der ikke flere eller færre penge i kassen af.

- De har nu en stor og dyr trup med en lønforpligtelse, der rækker meget længere ud i fremtiden end hos andre klubber. Det betyder mindre økonomisk råderum, hvis succesen udebliver. Derfor er det meget vigtigt, at Chelsea i den kommende sæson forbedrer sig sportsligt kraftigt og kommer i Champions League, siger Jesper Jørgensen.

Svær position for spiller og klub
Chelseas verdensrekord-indkøb og mange nye navne har betydet, at adskillige af de nye spillere og dem, der allerede var i Chelsea, er kommet i klemme med manglende spilletid, mens Chelsea har haft svært at sælge spillere dyrt, når disse spillere i flere tilfælde har været på meget lange kontrakter.

Chelsea havde i sæsonen 2022/23 de næsthøjeste lønudgifter i Premier League, 3,5 milliarder kroner, lige efter Manchester City, og siden da har Chelsea købt spillere for over fire milliarder kroner for slet ikke at tale om lønninger og signon-fees.

Så et godt bud er, at Chelsea med afstand har Premier Leagues, og nok også verdens, højeste spillerbudget og største udgifter i den forgangne sæson og her i den nye.

Filip Jörgensen og hans holdkammerater skal selvsagt først og fremmest spille fodbold, men Chelseas model er så offensiv, at det også gør det at skifte til og arbejde i Chelsea til noget andet end at være i andre af verdens største klubber.

 Filip Jörgensen klarede sig fornemt i Villarreal i sidste sæson. Nu skal han erobre pladsen i Chelsea. Foto: Alamy

- Filip og andre spillere bør tænke sig rigtig godt om. Er det som at spille på rouletten? Hvad er mulighederne for at nå de personlige mål? Eller ender man på bænken eller på udlejning, og er lønnen så det hele værd, eller skulle man have satset på et andet tilbud, siger Jesper Jørgensen.

At Premier League ændrede finansreglerne efter et år med ekstremt lange Chelsea-kontrakter er ganske usædvanligt og fortæller efter Jesper Jørgensens vurdering, at ligaen og engelsk fodold som helhed er bekymret for den måde, Clearlake driver Chelsea, og meget nødigt ville have andre til at gøre det samme.

- Det er for at være på forkant, så der ikke er andre, der får samme idé. Den model kunne friste klubber til også at lave lange kontrakter og gøre sig konkurrencedygtige på transfermarkedet på den måde, og så håbe på, de kunne finansiere det de efterfølgende år via sportslig succes. Det er en aggressiv strategi, hverken Premier League eller UEFA ønsker, siger Jesper Jørgensen.

Chelsea har en afsluttende træningskamp mod Inter i weekenden hjemme på Stamford Bridge, før man i næste weekend møder mesterholdet Manchester City samme sted.