Det er mere end to år siden, at han sagde farvel og tak i Real Madrid, men Zinédine Zidane har tilsyneladende ikke travlt med at vende tilbage til trænergerningen.
Ifølge den spanske avis Mundo Deportivo har Zidane i hvert fald afvist et tilbud fra Ligue 1-klubben Marseille, der på det seneste har været på jagt efter en ny cheftræner.
Marseille sagde i sidste uge farvel til Marcelino, og ifølge Mundo Deportivo gik den sydfranske klub altså i første omgang efter Zidane, som dog valgte at vende tommelfingeren nedad. Marseille har i stedet ansat italienske Gennaro Gattuso.
Den tidligere Real Madrid-boss er angiveligt ikke overbevist om Marseilles nuværende projekt, hvorfor legenden altså har takket nej i denne omgang. Ifølge Mundo Deportivo holder Zidane dog døren åben for Ligue 1-klubben, idet Marseille er hans hjemby, som han har et stort tilhørsforhold til.
Mundo Deportivo skriver samtidig, at Zinédine Zidane heller ikke har lukket døren i forhold til at vende retur til Real Madrid næste sommer, hvor Carlo Ancelotti forventes at stoppe i den spanske storklub.