Efter at have tilbragt hele karrieren i engelsk fodbold satte Kasper Schmeichel i sommer kurs mod den franske riviera og OGC Nice, hvor den danske landsholdsstjerne dog ikke har fået en helt problemfri start.
Den franske presse har således været overraskende meget på nakken af Kasper Schmeichel, og i lørdags kulminerede det så med, at den store franske avis L'Equipe bragte en længere artikel, hvor det fremgik, at Schmeichel potentielt kan forlade Nice igen allerede til januar, fordi der bare ikke har været tale om et godt match mellem spilleren og klubben.
L'Equipe skrev desuden, at Kasper Schmeichel ved visse lejligheder har udvist tvivlsom attitude, og at danskeren skulle have forsøgt at ændre diverse interne regler i klubben.
Kasper Schmeichels situation i Nice blev onsdag vendt i TV2-programmet 'Kant', hvor den tidligere Superliga-profil Peter Graulund udtrykte forbløffelse over historien fra L'Equipe.
- Jeg tænker, at det er voldsomt. Men det er en knægt, der er opvokset i engelsk fodbold og har været rundt derovre. Det er en anden kultur. Jeg tror måske, at han er blevet overrasket af at komme til fransk fodbold og finde ud af, hvad det er. Det her med lidt sent i sin karriere at komme ud og opleve et eventyr. Altså, det er jo ikke bare, at man har en rygsæk på, og at man skal ud at se de fine strande og få en masse oplevelser. Det er stadigvæk professionel fodbold. Der skal vindes fodboldkampe hele tiden. Presset er stort, og det kan da godt være, at han er kommet lidt forkert ind i klubben. At han måske har troet, at tingene ville køre en smule lettere end hvad, vi kan læse, lød det således fra Peter Graulund i studiet.
Efterfølgende blev der desuden spekuleret i, at L'Equipes artikel, der er baseret på anonyme kilder, kan være en indikation på, at der er visse folk i Nice, måske nogle af Kasper Schmeichels holdkammerater, der gerne vil af med den danske landsholdsmålmand hurtigst muligt.