Paris Saint-Germain-stjernen Neymar kan ånde lettet op, efter at han søndag udgik med det, der kunne ligne en alvorlig ankelskade i opgøret mod Lyon.
Brasilianeren har fået godt nyt, efter at anklen blev undersøgt nærmere mandag.
Ifølge nyhedsbureauet AFP oplyser Paris Saint-Germain, at undersøgelsen peger i retning af en forstuvning i venstre ankel. PSG kalder prognosen betryggende.
Neymar tog sig til anklen og var i store smerter, da han i overtiden blev nedlagt af Lyons Thiago Mendes, der fik rødt kort for forseelsen.
Efterfølgende skrev den britiske avis The Mirror, at Neymar kunne have fået et brud i foden.
PSG tabte søndagens hjemmekamp til Lyon med 0-1 og er blot nummer tre i den franske liga efter 14 spillerunder - et point efter Lille og Lyon.
PSG er også fortsat med i Champions League, og her venter i ottendedelsfinalen mægtige FC Barcelona. Det blev en kendsgerning ved mandagens lodtrækning.
/ritzau/