Olympique Marseille har denne sommer haft spenderbukserne på og hentet flere dygtige spillere i håbet om at gøre sig gældende i toppen af fransk fodbold.
En af dem er Pierre Emile Højbjerg, man har lejet i Tottenham, som sammen med resten af sine Marseille-holdkammerater fik en forrygende start på sæsonen.
Men de seneste uger har musikken ikke spillet på samme måde.
Det får nu RMC Sports Daniel Riolo til at pege fingre af indstillingen i den sydfranske klub.
- På en hel sæson er der maksimalt 40 kampe. Marseille har ikke ret til at være fraværende i nogle kamp med tanke på den rekruttering, de har lavet. De kan godt tabe kampe, men de kan ikke falde igennem på deres indstilling, siger han ifølge Coeur Marseillais.
Foruden Pierre Emile Højbjerg er Mason Greenwood, Elye Wahi, Ismaël Koné og Bamo Meïté blandt andre kommet til for store summer, mens man for nyligt samlede transferfrie Adrien Rabiot op.
- Vi er i starten af oktober og Marseilles kaptajn (Leonardo Balerdi, red.) er ikke startet en kamp i denne sæson. (Lilian) Brassier kom til sidste år, men har stadig ikke fundet fodfæste. (Mason) Greenwood er forsvundet i de seneste tre kampe. Han skal leve op til sit ansvar snart. (Elye) Wahi har ramt bunden. De skal i gang, for det spillerne har gjort er uacceptabelt, siger Daniel Riolo.
Pierre Emile Højbjerg har ellers fået masser af ros for sin start på tilværelsen i Marseille, hvor han er gået ind og har taget ejerskab på midtbanen. En langsigtet plan var med til at få ham overbevist om at skifte Tottenham ud med den franske sydkyst.
- Vi overbeviste ham med et ambitiøst projekt. Økonomisk ved vi godt, at vi ikke er med i Europa i denne sæson, og derfor må vi lave nogle ofre i det første år, for at kickstarte en ny økonomisk model, siger Marseilles præsident, Pablo Longoria, til L'Equipe.
På trods af et nederlag i forrige spillerunde og uafgjort mod Angers før landskampspausen, er Marseille fortsat med i toppen af tabellen. På tredjepladen er man tre point efter PSG og fem efter AS Monaco.