Han har ellers gjort, hvad han kunne for at vise sig frem.
Daniel Wass sluttede sidste sæson af for Evian på fremragende vis med to mål og én assist i en kamp, som reddede den franske klub fra nedrykning. Samtidig har han også sparket den nuværende sæson i gang med manér, og tirsdag blev det belønnet med en plads på det danske landshold.
Den form har flere klubber rundt i Europa fået øjnene op for, og Daniel Wass erkender da også, at der er masser af interesse fra europæiske klubber.
Men mens han håber på, at han snart kan få ny luft under vingerne og komme væk fra franske Evian, så er interessen stadig ikke blevet veklset til nogen formelle tilbud.
- Der sker ikke en skid. Ej, der bliver arbejdet på det. Der er en masse interesse, men man skal have vendt interessen til noget konkret, og det er det, vi arbejder på lige nu, siger Daniel Wass til tipsbladet.dk.
Derfor går Daniel Wass hverken og indstiller sig på et halvt år mere i Evian eller et klubskifte. Men sådan er det, når transfervinduet nærmer sig lukketid.
- Jeg ved ikke, hvad jeg tænker om det. Der er fem dage tilbage af transfervinduet, og der kan ske meget på bare en time, så jeg gør mig ikke nogen tanker omkring, hvad det næste halve år kommer til at byde på, siger Daniel Wass, inden han afslører, at det giver ham ekstra ro i sindet, at han ved, han har Evian at tørne ud for, hvis ikke det bliver til et klubskifte i denne omgang.
- Det er ikke som sådan nervepirrende. Jeg har jo en kontrakt med Evian, så det er ikke sådan, at jeg står uden nogen klub, hvis ikke der sker noget i de sidste fem dage. Men jeg vil da gerne afsløre, at jeg sidder og håber på, at der når at ske noget.
Hvad han dog ikke vil ud med, det er, hvilke klubber eller ligaer der er tale om. Tidligere har Premier League været nævnt som en mulig destination, men det vil Daniel Wass hverken be- eller afkræfte.
- Det holder jeg bare mig for mig selv. Nu er der kun fem dage tilbage, så jeg tror, jeg skal holde mig fra at komme med de store udtalelser omkring det, siger Daniel Wass.