Det var tid til noget nyt, da Kasper Schmeichel i sommer forlod Leicester til fordel for Nice, men den danske landsholdsmålmands franske eventyr kan nu snart få en brat ende.
I hvert fald skriver den franske avis L'Equipe nu, at Kasper Schmeichels start i Nice har været så problematisk, at danskeren nu allerede kan være på vej væk fra klubben igen.
- Tilpasningen mellem Kasper Schmeichel og Nice har været lang tid om at falde på plads. I sådan en grad, at den danske landsholdsmålmand kan forlade klubben til januar, skriver L'Equipe således.
Kasper Schmeichel sad torsdag på bænken i Conference League-opgøret mod tjekkiske Slovacko, og det var fjerde gang i denne sæson, at Nice-cheftræner Lucien Favre har henvist Schmeichel til bænken. Ifølge L'Equipe viste Schmeichel sin utilfredshed ved ikke for alvor at deltage i opvarmningen.
L'Equipe skriver endvidere, at Favre før sæsonstarten havde foretrukket at gøre polske Marcin Bulka til førstevalg i Nice. Klubben endte dog med at hente Kasper Schmeichel, som ifølge L'Equipe ringede til ledelsen for at få en forklaring, da han i sæsonpremieren mod Toulouse blev henvist til bænken.
Breaking | Kasper Schmeichel’s poor attitude at OGC Nice appears to be heading towards the player’s transfer in the January window, according to tomorrow’s L’Équipe.
— Get French Football News (@GFFN) October 8, 2022
Ifølge L'Equipe har der ikke været tale om det bedste match mellem Nice og Kasper Schmeichel, idet danskeren angiveligt har forsøgt at ændre flere af de interne regler i klubben. Blandt andet skulle Schmeichel have argumenteret for, at det bør være valgfrit at spise morgenmad sammen, hvilket resten af truppen ikke er enig i.
Også spillemæssigt er der tale om et dårligt match, lyder det fra den franske avis, der peger på, at Kasper Schmeichel i Leicester har været vant til at spille på et hold, der stod længere tilbage, mens Nice gerne vil stå længere fremme på banen. Ifølge L'Equipe har Schmeichel ikke været god til at være den type målmand, der kommer ud og rydder op.
L'Equipe peger på, at selvom Kasper Schmeichel er en målmand, der har haft en stor karriere, så tyder meget efterhånden på, at danskeren er blevet fejlcastet i Nice.
- Situationen virker uholdbar i længden. Den måde, som Schmeichel ankommer til måltider på, med hovedet gemt under en hættetrøje, uden at røre maden, må siges at bekræfte dette, skriver L'Equipe således.
Dermed er spørgsmålet altså nu, om Nice og Kasper Schmeichel allerede til januar bliver enige om at gå hvert til sit.