En af sommerens helt store handler i en dansk kontekst er Albert Grønbæks megaskifte til franske Rennes.
Over 112 millioner kroner betalte den franske Ligue 1-klub for danskerens underskrift, og allerede i sin første optræden for klubben viser Grønbæk, hvorfor det var tilfældet.
Få dage efter skiftet har Grønbæk fået sin uofficielle debut for klubben i lørdagens testkamp mod Laval fra den næstbedste række, og han skulle kun bruge ti minutter på at vise, hvad han er lavet af.
Her tog han nemlig et skærende dybdeløb, der bragte ham alene igennem med keeperen, og her var Grønbæk sikkerheden selv med sin afslutning.
Rennes endte med at vinde kampen 2-1, og Grønbæks mål spillede dermed en stor rolle i sejren.
Albert Grønbæk var dominerende i norsk fodbold med sit imponerende slutprodukt, og det må glæde Rennes, at han tager den evne til at afgøre kampe med sig til Frankrig.
Albert Grønbæk nåede at score 30 gange og assistere 16 scoringer i 88 kampe for Bodø/Glimt.