Whistleblower mistede karrieren: Intet er ændret

Denne artikel er fra Tipsbladets trykte udgave fredag 17. november 2023

Hun var til stede i lokalet, da Asiens daværende fodboldpræsident lovede landets premierminister, at han ville støtte Australiens VM-bud.

Hun måtte ikke fortælle sin egen assistent, hvornår og hvorhen hun rejste, fordi rivaliserende potentielle VM-værters efterretningstjenester holdt øje med hende.

Som whistleblower har hun afsløret, at alle lande arbejdede med at bytte stemmer; hendes eget sikrede sig Franz Beckenbauers og den senere korruptionsudelukkede Reynald Temariis stemmer.

Få har så indgående et kendskab til det rådne spil, der førte til, at Qatar fik VM i 2022, som Bonita Mersiades. Forløbet op til fordelingen af værtskaberne for slutrunderne i 2030 og 2034 får hende til at konkludere, at intet er forandret i FIFA.

”Der er ingen demokrati i det. Der er ingen gennemsigtighed, og der er ingen ansvarlighed. 13 år efter beslutningen i 2010 har vi ikke gjort nogen fremskridt. Det er eneste, vi har gjort, er at fjerne nogle folk fra deres stillinger og indsat nogle andre. Hvis man skal tro deres egen PR, er det FIFA 2.0. Men FIFA 2.0 er fundamentalt ikke anderledes end FIFA 1.0,” siger Mersiades.

Barskt spil

I 2010 var hun public affairs-chef for det australske fodboldforbund og en af hovedkræfterne i landets forsøg på at vinde retten til at afholde VM i 2022. Otte år senere udgav hun bogen Whatever it takes: The inside story of the FIFA way om valgkampen til VM i 2018 og 2022, hvor hun løftede sløret for de rævekager, som fodboldens ledere bagte op til afstemningen i december 2010.

Helt grundlæggende kørte valgkampen i to spor: et officielt, offentligt spor, som Bonita Mersiades var en del af, og et hemmeligt spor, hvor de håbefulde værter med mere eller mindre lyssky metoder forsøgte at få overhånden. Foruden det nævnte var der også de legacy-programmer, som FIFA opfordrede kandidatlandene til at inkludere i deres bud: Hvordan ville de skabe godgørende fodboldprojekter rundt om i verden.

”Det var simpelthen en direkte opfordring til, at vi som kandidater spurgte folkene i eksekutivkomitéen, hvad de ville have lavet i deres lande. Det var for eksempel sådan, vi lavede en aftale med Reynald Temarii. Han bad ikke om noget til sig selv, men han sørgede for, at vi lavede et projekt i Stillehavet, hvor han var præsident for OFC," fortalte Bonita Mersiades til Tipsbladet for tre år siden.

Hun tilføjer i dag:

”Der var en sætning i FIFA’s guidelines, hvor der stod, af kandidatlandene ikke måtte samarbejde i det skjulte. Men det oplagte at gøre, når to VM-slutrunder skal placeres samtidig, er netop at samarbejde med et andet kandidatland, som vil afholde VM i et andet år.”

Senere blev i alt 14 af de 24 medlemmer af FIFA’s eksekutivkomité, hvis stemmer afgjorde placeringen af VM i 2018 og 2022, dømt, anklaget eller udelukket for korruption og/eller stemmebyt.

Historien gentager sig selv

Lad os lige genopfriske, hvordan det gik til, da FIFA for nylig tildelte værtskaberne for VM i 2030 og 2034:

Den 5. oktober annoncerede FIFA et år før den oprindelige deadline for interesserede kandidatlande, at VM i 2030 skal afholdes i primært Marokko, Portugal og Spanien samt med én kamp i Argentina, Uruguay og Paraguay. Dermed deltager tre kontinentale forbund, Europa, Afrika og Sydamerika, i afholdelsen, hvorfor FIFA-præsident Gianni Infantino slog fast, at kun Asien og Oceanien kunne byde på slutrunden i 2034. Og at de i øvrigt kun havde 25 dage til at beslutte sig, selv om den oprindelige deadline for kandidatlande først var om tre år.

Det gjorde det i praksis umuligt for lande, der ikke allerede havde besluttet sig, at få politisk vilje og økonomisk opbakning stablet på benene. Især for et demokratisk land, hvor statsoverhovedet ikke kan bruge offentlige midler efter forgodtbefindende.

Samme dag bekræftede Saudi-Arabiens fodboldforbund, at det ville byde på værtskabet, og præsidenten for det asiatiske fodboldforbund sagde, at hele asiatisk fodbold bakkede op om Saudi-Arabien. Australien er ellers også medlem af den asiatiske fodboldfamilie og havde på dette tidspunkt endnu ikke droppet at byde på slutrunden. Så sent som under VM for kvinder i sommer, som Australien arrangerede sammen med New Zealand, slog præsidenten for landets fodboldforbund fast, at Australien gerne ville afholde herrernes turnering.

På oktobers sidste dag meldte det australske fodboldforbund det ud, som alle havde forventet: Det ville ikke forsøge at få VM i 2034, og dermed var vejen banet for Saudi-Arabien. Og tag ikke fejl. VM-værtskaberne for 2030 og 2034 er blevet tildelt. FIFA hævder ganske vist stadig, at alle 211 medlemslande skal godkende de respektive værter, men som forbundspræsident Gianni Infantino skrev i et opslag på Instagram:

”De næste to udgaver af VM skal afholdes i Afrika og Europa (…) i 2030 og i Asien (Saudi-Arabien) i 2034.”

Dermed blev Australien igen taberen i spillet om verdens største sportsbegivenhed. Med et andet forløb, men samme resultat som i 2010.

Savner de gamle, korrupte dage

Den kultur, der i årtier dominerede FIFA, og som førte til, at Rusland og Qatar fik deres VM-slutrunder, førte i 2015 til, at schweizisk politi i samarbejde med FBI stormede luksushotellet Baur au Lac og anholdte en række af verdens mest indflydelsesrige fodboldledere. Og dermed til FIFA-præsident Sepp Blatters fald kort efter. Da hans efterfølger, Gianni Infantino, blev valgt til embedet, sagde han:

”Vi vil genskabe FIFA’s respekt og FIFA’s image.”

I årene efter 2010 indførte FIFA reformer, der blandt andet flyttede tildelingen af værtskaber over i hænderne på alle 211 medlemmer på de årlige kongresser og dikterede, at menneskerettigheder skulle tages med i betragtning, når fremtidens slutrunder skulle tildeles. Det giver Bonita Mersiades dog ikke meget for.

Hun peger på, at FIFA Council – som eksekutivkomitéen nu hedder – reelt har truffet beslutningen om, hvor VM i 2030 og 2034 skal spilles, og dermed kortsluttet den demokratiske proces. Derudover lader menneskerettigheder ikke til at have fyldt noget i overvejelserne med tanke på Saudi-Arabiens manglende rettigheder for kvinder og seksuelle minoriteter, forfølgelse af enhver kritik af styret, drabet på og parteringen af journalisten Jamal Khashoggi og behandlingen af de migrantarbejdere, der har det mindst lige så dårligt som i Qatar.

”Reglerne gælder kun på papiret, for FIFA følger ikke sine egne regler. Ellers ville man ikke placere sin nøgleturnering i sådan nogle lande,” konkluderer Mersiades.

”Det er bare et par eksempler på, at FIFA 2.0 har indført nye regler og nye processer, de har skrevet lidt mere på deres hjemmeside: ’Hey, vi er gennemsigtige.’ Men alle beslutningerne bliver stadig truffet i kulissen.”

”Det peger tilbage på, hvad jeg sagde tidligere. Fundamentalt har kulturen ikke ændret sig, fordi ingen har tvunget den forandring igennem. Infantino er kommet ind [som præsident], og det har bare været mere af det samme.”

Der er dog den afgørende forskel, at FIFA under Sepp Blatter (og João Havelangen før ham) var gennemsyret af egentlig korruption. Bogstavelig talt brune kuverter med kontanter og pengeoverførsler til lande, hvor det er umuligt at spore dem. Sådan er det ikke længere. Så vidt vi ved.

I dag sikrer Saudi-Arabien, at landet får sin vilje, ved at underskrive samarbejdsaftaler nært og fjernt. Landets fodboldforbund har såkaldte memorandums of understanding med en række lande og eksempelvis både Oceaniens og Afrikas kontinentale forbund, der formelt handler om at udvikle sporten, men som også kan fortolkes som en slags uigennemsigtigt netværk af indflydelse rundt om i verden.

Som Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, skrev i en leder i begyndelsen af oktober, kort efter det stod klart, at Saudi-Arabien lignede en sikker VM-vært i 2034:

”De brune konvolutter fra halvfemserne og bankkontiene i skattely fra den gigantiske skandale, som Ruslands og Qatars VM-slutrunder var, er nu erstattet med samarbejdsaftaler om fodbold og sport, saudiarabiske løfter om projekter og aftaler med beløb, der får Qatars VM-værter til at ligne en lukningstruet dansk divisionsklub sidst på måneden.”

”Jeg fatter ikke, at jeg skriver det her: Men jeg savner de gamle, korrupte dage.”

”Brune konvolutter og rasende samtaler på toiletter om millionbetalinger var ligesom til at forholde sig til, og fodboldens magtmænd kunne ikke løbe fra problemerne men måtte forholde sig til, at det var nødvendigt at skabe en bedre fremtid for fodbold.”

”Nu er korruptionen blevet storpolitisk og legaliseret.”

Bonita Mersiades savner ikke ligefrem Sepp Blatter og korruptionskulturen, som han præsiderede over, men i det mindste stillede FIFA i gamle dage op til spørgsmål fra offentligheden, når ledelsen traf beslutninger. Efter FIFA har tildelt VM i 2030 og i 2034, har der ikke været afholdt et eneste pressemøde, og Gianni Infantino har ikke givet et eneste interview.

Dermed kan milliarder af fodboldfans verden over ikke få svar på, hvorfor FIFA har brudt egne regler og undergravet de reformer, som det selv indførte efter det beskidte forløb, der førte til, at Rusland og Qatar fik de to seneste VM-slutrunder.

”Det simple svar på hvorfor er, at de ikke vil holdes til ansvar. I stedet vender de den rundt og siger til journalister: ’I er racistiske, fordi I sætter spørgsmålstegn ved Saudi-Arabien’, hvilket er et dovent svar. Her taler vi om et land, hvor herskeren godkendte mordet på en journalist på en ambassade i et andet land, hvorefter han blev parteret og smidt i syre. Og det er der, vi skal afholde VM,” siger Mersiades med henvisning til Jamal Khashoggi, som saudiarabiske efterretningsagenter dræbte på konsulatet i Istanbul i 2018.

Historien gentager sig selv

Efter Bonita Mersiades i 2009 fra nærmeste hold bevidnede, at Australien missede muligheden for at afholde VM, har hun i dette efterår set til fra afstand, mens historien har gentaget sig selv. Det har skabt nogle uønskede deja-vu. Det bedste, hun har at sige om det, er, at Australien i det mindste ikke kastede millioner af skattepenge ud ad vinduet igen.

”På nogle punkter har der været flashbacks. Men der har også været forskelle. I denne omgang – selvom jeg ikke er enig i det – har det asiatiske fodboldforbund gjort det meget klart, at det ville støtte Saudi-Arabiens bud. I bund og grund siger de til Australien: ’Lad være med at gøre det. Lad være med at spilde skatteydernes penge igen. I kommer ikke til at vinde.’ Så det sparede en masse skuffelse, en masse arbejde og en masse unødvendig bekymring,” siger hun.

Den australske stat endte med at betale over 200 millioner kroner for det kuldsejlede VM-bud i 2010. Det har FIFA’s kortslutning af processen altså sparet dem i denne omgang. Og måske har Australien endda fået en lille trøstepræmie som tak for ikke at gøre for meget vrøvl.

Da fodboldforbundet meldte ud, at det havde kigget på muligheden for at byde på VM 2034, men i sidste ende fravalgt det, fremhævede det samtidig, at det var ”i en stærk position” til at afholde det asiatiske mesterskaber for kvinder i 2026 og klub-VM for mænd i 2029. Det var næppe tilfældigt, vurderer Bonita Mersiades.

”Det var tydeligvis en del af aftalen,” siger hun og fremhæver, at direktøren for det australske fodboldforbund, James Johnson, blandt andet har en fortid som head of professional football i FIFA, hvor han arbejdede tæt sammen med Gianni Infantino.

”Han har kun arbejdet i fodboldens verden. Han har arbejdet i det asiatiske fodboldforbund, i City Football Group og i FIFA, og han kender situationens realpolitik. Det siger jeg ikke med nogen grad af stolthed. Men da de skrev sådan i pressemeddelelsen, forsøgte de ikke engang at være subtile.”

Alt at tabe, intet at vinde

Bonita Mersiades har i mange år kæmpet mod de politiske rævekager og den indspisthed, men hun er en af få insidere, der har blæst i fløjten offentligt. Whistleblowere er en sjældenhed i fodboldens verden. Med god grund.

”Jeg tror, at folk ser behandlingen af whistleblowere, som er ret typisk for alle andre brancher også. Whistleblowere behandles elendigt. De har alt at tabe og intet at vinde,” siger Bonita Mersiades.

”Automatreaktionen fra dem med magt er at intimidere dem og nedgøre dem. Og, hvis det slår fejl, banke dem så meget på plads, at de kravler hen i et hjørne og lægger sig til at dø.”

Hvordan blev du behandlet, efter du blev whistleblower?

”Alt det, jeg lige har beskrevet, både i Australien og internationalt. Jeg var en af de to whistleblowere i Garcia-rapporten [om spillet frem mod tildelingen af VM-værtskaber i 2010], og alle vidste, hvem vi var. Det var svært at finde arbejde, ikke bare i fodbold, men et hvilket som helst arbejde,” fortæller Bonita Mersiades.

”Hele ens liv forandrer sig. Man er nødt til at træffe en række beslutninger om sit liv. Og man er nødt til at finde sig i mange usandheder og løgne og følelsen af at være intimideret. Det var ikke nemt, men man kommer igennem det. Og hvad hjælper én med at komme igennem det? At man siger sandheden.”

Til gengæld kan den seneste tids udvikling, hvor FIFA lader til at være faldet tilbage i gamle, ugennemsigtige vaner, også virke nedslående. For hvorfor egentlig udsætte sig selv for alt det, som Bonita Mersiades beskriver, hvis intet alligevel forandrer sig?

”Det frustrerende for whistleblowere – ikke kun mig, men whistleblowere generelt – er, at man ofte ikke oplever, at de problemer, man fremhæver, bliver løst. Her har vi talt om demokrati, transparens og ansvarlighed, og det er tre ord, som jeg har talt om i mange, mange år,” siger hun.

På den anden side er Mersiades ikke tom for håb.

”Faktum er, at det er svært at se en substantiel forandring i din levetid for sig, med mindre folk bliver ved med at presse på for det. Det er derfor, jeg bliver ved med at tale med journalister og bliver ved med at opmuntre unge mennesker, som jeg tror er meget mere socialt bevidste om den slags problemer, end nogle ældre mennesker måske er, og som forhåbentlig vil forlange mere af deres institutioner.”

Så vi bør sætte vores lid til yngre generationer?

”Det vil jeg håbe. Man bør altid sætte sin lid til yngre generationer. Ellers burde man nok spørge sig selv, hvad vi har gang i.”