Foto: Jan Christensen/Getty Images
Valgte Island over Danmark: Jeg ville helst have undgået det dilemma
Børn drømmer, og for dem, der elsker fodbold, kredser drømmene sig gerne om at spille på landsholdet. Millioner af små drenge og piger håber på, at det en dag bliver dem, der trækker i deres lands farver.
For det fleste er det netop landsholdet, for der er kun ét. Men for nogle er det ikke så lige til. Uanset om de er flygtet fra krig, eller deres forældre flyttede for et job, skal fodboldspillere med dobbelt statsborgerskab træffe et svært valg, når de bliver gode nok til at repræsentere mere end ét landshold.
Tipsbladet.dk sætter i en serie fokus på de spillere, der kunne have stillet op for et andet landshold end det, de spiller for. Dette er anden del med Excelsiors Mikael Anderson.
Her er historien om hans landsholdsvalg.
- Uha, siger Mikael Anderson som det første.
De fleste vil ellers synes, det er et banalt spørgsmål at svare på, men for den udlejede FC Midtjylland-spiller er der ikke noget simpelt svar på, hvilket sprog de taler i hans familie.
For hans vedkommende ville det rette spørgsmål også være hvilke sprog, de talter. For i familien Neville Andersons blod løber der både amerikansk, jamaicansk og islandsk blod, og alligevel det primære sprog dansk.
- Der er vi en meget anderledes familie hjemme ved mig. Der bliver snakket tre forskellige sprog. Min far er ikke så god til islandsk, så det bliver lynhurtigt ændret til engelsk. Jeg har også en lillesøster, som forstår alt på islandsk, men hun er ikke vanvittigt god til at snakke det, så det er dansk. Så jeg vil sige 70 procent dansk, 20 procent engelsk og 10 procent islandsk, lyder det fra Mikael Anderson.
Selv bærer Andersons talestrøm præg af, at den halvdel af hans opvækst, som foregik i Danmark, fandt sted i Harlev lidt uden for Århus. Men selv om man taler østjysk, stiller man ikke nødvendigvis op for Danmark. Anderson har eksempelvis været af sted med Islands U21-landshold i Kina i den forgangne uge.
Han havde ellers spillet to U-landskampe med DBU-logoet på brystet, men i fjor kom Mikael Anderson i tvivl. Han måtte simpelthen sige til både DBU og deres islandske kollegaer, KSI, at han ikke ville stille op for nogen, før han havde tænkt sig godt og grundigt om. For efter han blev født i Island og kom til Danmark som niårig, vidste han ikke, om han var det ene eller det andet.
- Det spørgsmål har jeg fået tit, men jeg har svært ved at svare på, hvad jeg føler mig som. Hvis jeg kan føle mig dansk og islandsk på samme tid, er det det, jeg gør. For jeg har et ben i begge lejre, hvis man kan sige det sådan.
- Jeg har i hvert fald svært ved at sige, at jeg er islænding, eller jeg er dansker, for jeg føler mig lidt som begge dele. Men hvis jeg kan være en dansk-islandsk spiller, så er jeg det, smågriner han.
Selv om det selvfølgelig var smigrende for den dengang 18-årige Anderson at blive bejlet til af to fodboldforbund, havde han helst været sit landsholdsvalg foruden.
- Jeg synes faktisk, det er en ulempe, for når man vælger at repræsentere sit landshold, skal det være, fordi man har et nært forhold til sit land. Selvfølgelig er det en kæmpe ære at spille på landsholdet, men hvis jeg nu var 100 procent islænding, ville der aldrig være tvivl om, om jeg så mig selv som dansker eller islænding, siger Mikael Anderson.
- Man ved ikke helt, hvad man 100 procent selv er, og jeg ville da foretrække, hvis jeg var 100 procent noget. Jeg har for eksempel både drømt om at spille for det danske landshold og det islandske landshold. Så det dilemma ville jeg gerne have undgået, hvis det var muligt.
Én ting er, hvorvidt Mikael Anderson ser sig som islænding, dansker eller begge dele. Noget andet er, hvordan omverdenen ser ham. Når han er med det islandske U21-landshold, får han i hvert fald ikke lov til at glemme, hvor han har boet halvdelen af sit liv.
- De laver sjov med, at jeg er udlændingen på landsholdet. De ser mig egentlig også som dansker. Jeg er jo bedre til dansk, end jeg er til islandsk for eksempel. Men når jeg har været med Danmark, har jeg ikke følt mig som udlænding overhovedet. Der har jeg følt mig som en af dem, siger han.
For et par år siden fortalte den tidligere Brøndby-spiller Dario Dumic i et interview med Tipsbladet, at han nogle gange ikke følte sig accepteret som 100 procent dansker i Danmark eller 100 procent bosnier i Bosnien. At han i nogles øjne altid vil befinde sig i midten:
Jeg har også snakket med andre udlændinge om, at de har det på den måde; de føler sig som udlændinge i begge lande.
Det kan Mikael Anderson godt genkende.
- Det er rigtigt. Generelt har befolkningen nogle gange svært ved at acceptere indvandrere som en del af danskerne, hvis du forstår, hvad jeg mener. At de aldrig bliver 100 procent danskere, fordi de stammer et andet sted fra. Mens i andre lande som Sverige kan man godt være lidt mere accepterende over for, at indvandrere også er svenskere. Men det er en større diskussion, jeg ikke helt kan bevæge mig ud i. Der er i hvert fald noget om snakken, men jeg vil ikke mere i detaljer om det, siger Excelsior-spilleren.
Den dobbelthed, der både bor i Mikael Anderson selv, og som han somme tider oplever fra andre, var det, der gjorde det svært at vælge landshold. For i dagligdagen kan han godt være både islænding og dansker, men i fodboldens verden var han nødt til at vælge land.
- Det tog sgu lidt tid at finde ud af, hvad jeg gerne ville. Jeg vidste ikke helt selv, hvad jeg var: om jeg følte mig som islænding eller som dansker. Det var derfor, det var svært at vælge mellem de to lande, for der skal man jo tage stilling. Jeg følte mig også som dansker, og det gør jeg jo stadig, så det var et rigtig svært valg. Også fordi man er bange for at vælge det forkerte, siger han.
- Men jeg tror da, at jeg har valgt rigtigt.
I sidste ende var det hans bedsteforældre, der gjorde udslaget til Islands fordel.
- Grunden til, at jeg valgte at spille for det islandske landshold, er, at jeg ikke har noget familie i Danmark. På min mors side har jeg min morfar og mormor, der bor i Island, og grunden til, at jeg gjorde det, var for dem. At de følte sig stolte over, at jeg spillede for deres hjemland. Det var mere en beslutning for familien, end det var for mig selv.
