UEFA's besked til EM-fans: I risikerer at brænde inde med billetterne
Foto: Getty Images
Landshold

UEFA's besked til EM-fans: I risikerer at brænde inde med billetterne

Der er stadig stor usikkerhed, om EM-slutrunden bliver afholdt til sommer. Nu har UEFA opdateret sine retningslinjer for refundering af billetter.

Rettelse: Artiklen hævdede fejlagtigt, at perioden frem til 26. januar var eneste mulighed for at få refunderet sine billetter. Teksten er nu rettet.

Det var meningen, at EM skulle være afholdt i sommer, men på grund af den verdensomfattende corona-pandemi så var det ikke en mulighed.

UEFA håber dog, at man kan afholde turneringen denne sommer, men som smittespredningen i Europa ser ud nu, så er det ikke en umulighed, at man enten må spille for tomme tribuner, et reduceret antal tilskuere eller flytte kampe i tid og sted.

Derfor har UEFA udsendt nye retningslinjer for eventuel refundering af billetter. Dem har billetindehavere modtaget på email. De kan læses i deres fulde længde her.

Læs også:Tidligere Brøndby-spiller forlader norsk klub: Han vil til udlandet

Hvis man ikke kan acceptere de nye retningslinjer, eller hvis man bare ikke har mulighed for at deltage på 2021-datoerne, kan man få refunderet sine billetter fra nu og frem til 26. januar. Har man ikke refunderet billetterne inden da, accepterer man de nye retningslinjer.

De siger blandt andet, at billetterne ikke bliver refunderet, hvis UEFA på grund af coronapandemien flytter kampen til en senere dato eller til et andet stadion i et andet land. Man kan altså være uheldig at brænde inde med billetter, hvis man ikke har mulighed for at overvære kampen i det "nye" land.

Det gælder dog ikke, hvis flytningen betyder, at der eksempelvis er færre billetter tilgængelige, og UEFA annullerer ens billetter. Da får man prisen refunderet.

Læs også:Viborg FF nærmer sig ny cheftræner

Hvis kampene bliver flyttet til et andet land, refunderer UEFA ikke rejse- og hoteludgifter.

Hvis den eller de kamp(e), man har billet(ter) til, skal afvikles på samme stadion men med begrænset kapacitet eller bag lukkede døre, og ens billet(ter) bortfalder af den grund, vil UEFA også refundere billetprisen.

UEFA specificerer i de nye retningslinjer ikke, om man får billetprisen refunderet, såfremt man har billet til en kamp i et andet land, men man ikke kan rejse ind i landet (for eksempel på grund af corona-rejserestriktioner).

Læs også:FC København og AGF mødes i testkampe

Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Læs også:Ny makker til Zlatan: AC Milan forhandler med klubløs angriber