I den forgangne uge fik fodbolddanmark sig en ny darling i form af landsholdsdebutanten Albert Grønbæk.
Den 23-årige offensivspiller startede på plænen i begge kampe og bjergtog publikum med to forrygende indsatser mod henholdsvis Schweiz og Serbien, der tilmed blev krydret med en scoring - og sikke et første mål!
For Superliga-fans er Albert Grønbæk dog ikke noget fremmed navn.
Han har nemlig en lang fortid i AGF, hvor han også trådte sine støvler i klubbens ungdomsakademier.
Fræk og flabet
Her blev han blandt andet trænet af Randers' nuværende assistent Fatah Abdirahman, der var ungdomstræner i Smilets By i en længere årrække.
Og han er ikke spor overrasket over, at Albert Grønbæk er brudt gennem lydmuren på det danske landshold, fortæller han til Tipsbladet.
- Jeg trænede ham for første gang, da han var andenårs U17. Jeg vandt faktisk U17-DM med ham på holdet. Jeg havde ham i U17 og U19 i AGF og i Superliga-truppen, da jeg røg derop. Så jeg har haft ham i tæt på fire år.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, uden at det skal lyde arrogant, så har jeg altid haft fornemmelsen af, at der ventede ham en top karriere. Jeg synes han har noget, som mange ikke har. Hans dynamik, hans pres, hans kreativitet.
- Det overrasker mig ikke, at han leverer på landsholdet. Han er fræk og flabet på en gang. Han går uimponeret ind til tingene, fordi han har så stor tiltro til sig selv, siger Randers-træneren.
Artiklen fortsætter efter billedet...
"Han har kraftedeme lagt på"
Også som ungdomsspiller var Albert Grønbæk noget af en spirrevip, fortæller Fatah Abdirahman, der særlig fremhæver hans intense presspil.
- Det var mange af de ting, som han også viste som ungdomsspiller. Han har et helt exceptionelt talent i hans timing i at løbe dybt og hans pres. Hans prestempo er så intenst, at man vil blive overrasket. Albert er jo ikke en sprinter, men han har flair, og han er dynamisk.
- Der, hvor han skulle have lagt på, som jeg også synes han har, er, at han nogle gange bliver lidt for hektisk og smider dumme bolde væk, men han tager gode skridt.
- Der, hvor han overraskede mig allermest, var i en Europa-kamp mod Ajax, hvor han blev presset på det højeste niveau. Der tænkte jeg: Han har kraftedeme lagt på. Han har et kæmpestort potentiale.
Hvad kan han bidrage med på det her landshold fremover?
- Han er flabet. Det har vi også set i de her to kampe. Han tør sætte bolden på spil, og han kan sparke på mål. Han kan sætte hans medspiller op, og han er uforudsigelig. Personligt synes jeg, at det klæder landsholdet.
Albert Grønbæk har med stærke sæsoner i norsk fodbold længe været nævnt som en bejler til landsholdet, men har først nu, i en alder af 23 år, fået kaldet.
Og fravalget af offensivspilleren bunder i sidste ende i hans spillertype, mener Fatah Abdirahman.
- Det hele ligger i, om man vil have, at en kamp skal være åben eller lukket. Hvis den skal være åben, så er han helt fantastisk. Hvis den skal være lukket, hvor man ikke sætter bolden på spil, så er det måske ikke lige ham.
- Det ligger i, hvornår man skal sætte bolden på spil, og hvornår man skal spille simpelt. Det er der, hvor der har været noget at arbejde med for ham.
Når Grønbæk omsider har fået sin debut i den rødhvide trøje, skyldes det nok særligt, at han for nyligt foretog et stort millionskifte fra Bodø/Glimt til franske Rennes.
Og det var en helt rigtig beslutning for den dynamiske dansker, mener Randers-træneren.
- Jeg synes, det er fremragende. Han har taget gode, sunde skridt og modne beslutninger, der har hjulpet ham frem til der, hvor han er i dag, afslutter Fatah Abdirahman.
Grønbæk nåede at spille 86 kampe for AGF. Her blev det til otte mål og otte oplæg.