Den tidligere svenske ungdomslandsholdsspiller Rami Al Hajj drømmer som så mange andre om at blive A-landsholdsspiller.
Den drøm kom lidt tættere på, da han i januar blev udtaget til Sveriges årlige samling. Her spiller man en venskabskamp mod Estland, men da den ikke tæller som en officiel kamp, er han ikke låst til Sverige fremadrettet.
Han kunne til gengæld have været blevet låst til Libanon, som forsøgte at få offensivspilleren med til de asiatiske mesterskaber, der afvikles i januar og februar. Det blev dog til et nej tak fra OB's offensivspiller.
- Det er Sverige, der appellerer mest til mig. At jeg har afvist at deltage ved de asiatiske mesterskaber, viser det. Det var ikke nogen nem beslutning, men det føltes rigtigt, selvom det var hårdt. Men ja, jeg har følelser for Libanon, som er mit hjemland. Omvendt stræber jeg efter det svenske landshold, og det har jeg gjort længe, siger Rami Al Hajj til Sportbladet.
Selvom 22-årige Rami Al Hajj har spillet ungdomslandskampe for Sverige og nu er med A-landsholdet på Cypern, så er det ikke mejslet i sten, at han resten af karrieren vil tilvælge Sverige.
- Vi må se, hvad der kommer til at ske med hovedbeslutningen, siger Rami Al Hajj.
Svenskeren kom til OB i sommer, og har som en af få i et meget trist efterår vist sig fint frem. Det er blevet til tre scoringer og fem assister fra svenskeren, der kom til fra Heerenveen.