Bragt i Tipsbladet den 20. marts 2020, og vi genpublicerer artiklen nu på tipsbladet.dk i forbindelse med Norges kamp mod Serbien i Nations League torsdag aften.
Først var det Island, så var det Finland, og i den kommende uge håbede nordmændene, at deres landshold skulle tage skridtet ind i en slutrunde med playoff-kampen mod Serbien før en eventuel finale om en EM-billet i Oslo. For der er spændende ting i gang på det norske landshold, og selv om al fodbold nu er udskudt på ubestemt tid, er potentialet stadig stort.
Hvor utroligt det end lyder, så har de to unge norske fodboldfænomener Erling Haaland og Martin Ødegaard kun spillet sammen i 80 A-landskampsminutter for Norge.
Den 5. september 2019 spillede de begge fra start i en 2-0 sejr over Malta hjemme i EM-kvalifikationen, uden nogen af dem dog kom på måltavlen, inden Haaland blev skiftet ud i det 66. minut, og tre dage senere måtte den daværende Salzburg-angriber så nøjes med de sidste 14 minutter som indskifter i 1-1 kampen ude mod Sverige, hvor Norge gik mere defensivt til værks i en 4-2-3-1-formation.
Siden har Haaland været skadet i de to perioder, hvor der har været landskampe, så mens fodboldverdenen forbløffet har set på, at den norske teenager uden problemer er skiftet fra Bundesligaen i Østrig til Tyskland og aktuelt står på 40 mål i 33 kampe i denne sæson, har nordmændene ikke kunnet se deres nye stjerne i landsholdstrøjen.
Men nu var ventetiden endelig forbi. Torsdag den 26. marts skulle Norge spille mod Serbien i en playoff-semifinale på nationalarenaen Ullevål i Oslo, og fem dage senere skulle der så spilles finale i enten Oslo eller Beograd mod vinderen af kampen mellem Skotland og Israel. Og forventningerne til at se den offensive styrmand i Real Sociedad, 21-årige Martin Ødegaard, i samspil med målfænomenet Haaland fra Dortmund var selvfølgelig enorme, og optimisme var der også masser af.
Den 20. januar blev der meldt alt udsolgt til kampen, og det norske fodboldforbund meldte også hurtigt ud, at man op til kampen ville skærme den 19-årige Haaland mod pressen, så kun rettighedshavere kunne lave en-til-en interview med Dortmund-stjernen, mens angriberen også ville være med på pressemødet med Norges svenske landstræner Lars Lagerbäck før kampen.
Men så ramte coronavirussen Europa og satte alt på vågeblus, inklusiv fodbolden, så nu må nordmændene vente med at se, om deres nye og spændende landshold allerede kan blive forløst med en plads ved EM-slutrunden, der nu er blevet flyttet og programsat til sommeren 2021, mens playoff-semifinalen fra UEFA's side foreløbig er placeret en ukendt dato i juni.
"Min søn er helt fortvivlet. Vi skulle jo have været inde at se kampen mod Serbien i næste uge. Det rammer ham hårdt, men voksne nordmænd, der normalt er vældig interesserede i fodbold, er mere præget af en angst for blandt andet at miste deres job. For Norge er jo ramt af en kollektiv depression. Først kom corona, og så dykkede olieprisen. Men selvfølgelig er man triste over, at kampen er blevet udsat, for det er jo netop i sådanne perioder, at man trænger til noget at være glad over," siger den norske journalist og forfatter Jon Hustad.
Til sidste fredags udgave af Weekendavisen skrev han en glimrende artikel om fænomenet Ødegaard/Haaland, som han sammenlignede med Laudrup/Elkjær-epoken i dansk fodbold under overskriften "Duksen og dyret," og det beskriver også noget af fornemmelsen i Norge - at man måske er på randen af noget, der kan blive større, end man har oplevet rent fodboldmæssigt i mange år, præcis som danskerne havde det i starten af firserne, hvor brikkerne begyndte at samle sig under Sepp Piontek.
"Forventningerne til landsholdet har jo ikke været særligt store i mange, mange år - måske i 20 år. Men nu har Norge pludselig fire-fem vældig spændende unge spillere, der er på vej til at komme op i europæisk klasse, og det har Norge ikke haft længe," siger den tidligere norske angriber Arild Stavrum, der senest har forfattet en bog om den danske landstræner Åge Hareide.
"I mange år har folk været vant til, at landsholdet ikke kvalificerede sig til nogen slutrunder, og man har tænkt, at det var okay - "vi har et dårligt hold, vi har ikke noget at gøre der". Men nu er der mere den indstilling, at hvis Norge kommer med til et EM, kan vi pludselig gøre det godt, som Island og Wales har gjort det. Så inden kampe mod Serbien blev udsat, tænker jeg, at forhåbningerne var vældig meget større, end de har været i mange år."
"Norge har aldrig før haft en spiller, der kan dominere kampe i Spanien, men det har vi nu i Martin Ødegaard, og så er der Haaland, der nærmest scorer to mål i hver kamp. Det er også helt nyt for os. Det rækker ud over noget, som vi har haft før, og det er meget spændende," siger Stavrum.
GODE TEKNIKERE, FÆRRE FORSVARERE
Men Norge er mere end de to unge stjerner, der for Haalands vedkommende trækker overskrifter hver uge, mens Ødegaard var der for nogle år siden, da han som 15-årig i 2014 blev yngste spiller og yngste målscorer i Tippeligaen, før han i en alder af 15 år og 253 dage også blev den yngste debutant på de norske landshold gennem tiderne. I 2015 blev han så solgt til Real Madrid med hurtig debut som den yngste nogensinde i klubben i en alder af 16 ½ år, før han siden er vokset til og blevet bedre og bedre som lejesvend i Heerenveen, Vitesse og aktuelt i Real Sociedad.
"Ja, vi har den her Celtic-stopper Kristoffer Ajer [ 21 år], som jeg tror kommer til at gå til en større klub snart. Han bliver også rigtig, rigtig god. Så tænker jeg også på Sander Berge [ 22 år], som spiller i Sheffield United nu og er ved at etablere sig i Premier League. Og United ligger jo nummer syv i Premier League og er et rigtig godt hold. Han er ung, fysisk og vældig stærk."
Læs også:Bayern slår Dortmund i Super Cup: Delaney med assist og dyrt boldtab
"Og så er der vildskaben og styrken i Joshua King. Jeg så ham på Ullevål mod Spanien og Sergio Ramos i EM-kvalifikationen, og ham var han jo hård ved i perioder, hvor han løb fra ham og så videre. Joshua King er ikke så ung [ 28 år], men han har været på vej i flere år, så på den måde er der nogle vældig, vældig spændende spillere," siger Arild Stavrum om en udvikling, der begyndte i 00' erne, hvor det norske fodboldforbund fokuserede træningen af børn og unge på de tekniske aspekter.
"Det er ved at få effekt nu med lidt andre typer af spillere og også bedre spillere. Det tager jo vældig mange år, før man ser en forandring i et land," siger Stavrum, der i sin tid nåede to landskampe for Norge og havde sin klubmæssige storhedstid som svensk mester og topscorer i Helsingborg i slutningen af halvfemserne og derefter en tid i Aberdeen under Ebbe Skovdahl, før han kortvarigt blev holdkammerat med Peter Kjær i Besiktas.
Også Jon Hustad peger på indsatsen med de unge spillere, men han begynder sin analyse et andet sted.
" Vi fik Lars Lagerbäck fra Sverige som landstræner, og så var det back to basics. Det var 4-4-2 med en vældig flad forsvarsfirer, hårdt pres og sideforskydning. Det er jo på mange måder den model, som Egil " Drillo" Olsen gennemførte på det norske landshold, og de to kommer også fra den samme skole."
"Men forskellen på Lagerbäck og "Drillos" landshold var jo, at "Drillos" var baseret på forsvarsspillere. Rune Bratseth [norsk landsholdsanfører ved VM i 1994 og stor profil i Werder Bremens seneste storhedstid] var på sit allerbedste måske en af verdens bedste forsvarsspillere, og siden fik vi Ronny Johnsen og Henning Berg, der begge spillede for Manchester United. Det nye nu er, at vi mangler gode forsvarsspillere i Norge. Vi har ikke noget tilsvarende."
"For 10-15 år siden lavede man en masse små hockeybaner med kunstgræs, som blev placeret rundt omkring på skoler, legepladser og i fodboldklubber. De baner har givet alle unge mulighed for at spille på en overflade, der er helt anderledes, end det jeg spillede på, da jeg var barn og ung. Og det har gjort, at vi er begyndt at få teknisk dygtige spillere frem," siger Hustad.
"Så forskellen til det landshold, der spillede VM i USA og Frankrig, det er, at det var et landshold, der var bygget på et stærkt forsvar. Ole Gunnar Solskjær var en god angriber, men han var helt afhængig af at spille på et hold, der var dominerende, og som var godt. Den fik han aldrig mulighed for at gøre for Norge, for Norge var et defensivt hold. I United kunne han komme ind og score mange mål, fordi Manchester var dominerende i spillet, specielt i slutningen af kampene. Og så havde vi Tore André Flo, der spillede for Chelsea og var god der et par år, men Norge har egentlig aldrig haft gode offensive spillere."
"Nu er vi i færd med at få det, og så kommer Erling Braut Haaland... Han er jo mere en slags freak of nature. Norge har jo Magnus Carlsen, måske verdens bedste skakspiller nogensinde, men det er jo bare en tilfældighed. Han kunne også have været dansk eller fransk, men han blev tilfældigvis født i Norge. Og det er det samme med Erling Braut Haaland, der tilfældigvis er norsk. Han er et heldigt talent, et lykkeligt tilfælde, der er fundet sted i Norge," siger Jon Hustad om angriberen med foreløbig to landskampe og nul mål for Norge, men som dog også har vist sig frem på U-landsholdene, hvor han fra U15 til U21 står noteret for 30 mål i 46 kampe, hjulpet godt på vej af de ni mål han scorede for U20-landsholdet i 12-0 sejren over Honduras ved VM i Polen for et lille års tid siden.
TIL EM I ENGLAND OG SKOTLAND
Kigger man tilbage i fodboldhistorien, forstår man godt, at tankerne om det norske landshold længe har været ganske nedtrykte, for det er småt med storhed undervejs.
Der var 1936-holdet, der vandt bronze ved OL i Berlin efter blandt andet at have slået de tyske værter med 2-0 i kvartfinalen. Det hold var også med ved VM i 1938, hvor det dog kun blev til en enkelt kamp mod de olympiske vindere og senere verdensmestre fra Italien, der vandt 1/8-finalen på Velodromen i Marseille 2-1 efter forlænget spilletid.
Derfra skulle der gå 56 år, før Norge igen kvalificerede sig til en slutrunde i form af VM i USA i 1994, hvor Bratseth og kompagni måtte tage hjem efter gruppespillet trods fire point mod Mexico, Italien og Irland. Det pointantal fik de tre andre hold også, men da Norge kun scorede en enkelt gang ved Kjetil Rekdal i 1-0 sejren over Mexico, var det ikke nok.
Så gik det langt bedre ved VM i Frankrig i 1998, hvor truppen var fyldt med spillere fra den engelske Premier League (blandt andre Frode Grodås, Ronny Johnsen, Henning Berg, Stig-Inge Bjørnebye, Øyvind Leonhardsen, Tore Andre Flo og Ole Gunnar Solskjær) og suppleret af solide profiler som Dan Eggen (Celta Vigo), Ståle Solbakken (AaB), Erik Mykland (Panathinaikos), Kjetil Rekdal (Hertha Berlin) og Roar Strand (Rosenborg).
Efter 2-2 mod Marokko og 1-1 mod Skotland lukkede Norge nemlig gruppen ved at levere det mest legendariske resultat siden de 2-1 over England i september 1981 i en VM-kvalifikationskamp, der afstedkom en sjælden sejrs-rant af tv-kommentator Bjørn Lillelien med hilsner til blandt andre Maggie t Thatcher, Winston Churchill og Lady Diana.
Denne gang var det mægtige Brasilien, der stod for fald, for selv om den senere finalist førte 1-0, fik Norge vendt slagets gang i de sidste minutter på udligning af Tore André Flo og derefter et straffespark til allersidst, sat ind af Kjetil Rekdal. Og selv om man derefter tabte endnu en 1/ 8-finale til Italien, blev det en mindeværdig slutrunde for Norge i Frankrig.
Så trådte "Drillo" tilbage som landstræner, og Nils Johan Semb havde ansvaret ved EM i 2000, der blev en skuffelse for nordmændene trods en indledende sejr på 1-0 over Spanien. For man fik kun 0-0 i den sidste gruppekamp mod Slovenien, og så blev man overhalet af spanierne, der vendte 2-3 til 4-3 over Jugoslavien på mål i det 94. og 95. minut. Og siden da har Norge ikke kvalificeret sig til en slutrunde.
Læs også:Live stream Bundesliga-fodbold hos spiludbyderne
Man var dog ganske tæt på EM i 2008 under Åge Hareide, hvor 23 point ikke var nok efter et nederlag i næstsidste runde til Tyrkiet, og igen i 2016 med Per-Mathias Høgmo som landstræner, hvor der var stor optimisme før playoff-kampene mod Ungarn, der bare vandt 1-0 ude og 2-1 hjemme. Nu er man så igen i playoff-spillet mod Serbien og eventuelt vinderen af Skotland-Israel, men man kommer ind til de kampe på baggrund af en stærk serie fra det nye landshold.
I første halvdel af 2018 vandt man alle fire træningskampe, og i efteråret vandt man Nations League-gruppen i C-laget med Bulgarien, Slovenien og Cypern med fire sejre og kun et enkelt nederlag ude til Bulgarien. Det gav Norge muligheden for playoff-kampe om de sidste EM-billetter, da gruppespillet i 2019 kun gav en tredjeplads efter Spanien og Sverige men foran Rumænien.
Faktisk tabte man kun den første kamp, 2-1 ude mod Spanien, mens man var ubesejret på Ullevål og endte med 17 point i de 10 kampe. Men man spillede for mange uafgjorte i nogle dramatiske kampe. Således blev det 3-3 hjemme mod Sverige på en norsk udligning i det 97. minut, mens Rumænien udlignede til 2-2 på Ullevål i det 92. minut. Til gengæld gjorde Norge det samme (til 1-1) i Bukarest, mens man var fremme i det 94. minut, da Joshua King scorede til 1-1 hjemme mod Spanien.
Så to nederlag på to år og ubesejret på Ullevål lige så længe gav en god fornemmelse før kampen mod Serbien.
I det hele taget har Norge redet på en bølge af uventet sportslig succes, så hvorfor ikke også landsholdet?
"Vi havde et godt landshold i 1936, og så havde vi et godt landshold i halvfemserne, men udover de to perioder har vi aldrig haft et godt landshold. Folk er vant til, at Norge ikke slår til, så nu hvor holdet er på vej til at blive godt, bliver folk både lidt overraskede og lidt spændte."
"I mange, mange år har det kun været i skisporten, at man har været gode, men det mærkelige er så, at vi ikke kun pludselig har fået nogle gode fodboldspillere. Her i 2020 har en norsk tennisspiller [Casper Ruud] for første gang vundet en ATP-turnering, og en norsk golfspiller [Viktor Hovland] har for første gang vundet en PGA-turnering. Og så har vi nogle af verdens bedste i atletik [ mellemdistanceløberne fra familien Ingebrigtsen og den dobbelte verdensmester på 400 meter hæk Karsten Warholm]. Der kommer vældig dygtige udøvere i idrætter, som Norge ikke har været gode i før," som Arild Stavrum siger det.
Der har altså været sportslig medvind i Norge, og hvis man skulle mangle mere at drømme om, så vil Norge kunne EM-kvalificere sig til den gruppe, der bliver spillet i England og Skotland - og så kan det ikke blive større i Norge end med udsigt til en kamp mod England på Wembley.
"Jeg var på Wembley i 1992, da Norge spillede mod England i VM-kvalifikationen. England førte 1-0, og så scorede Kjetil Rekdal fra Hertha Berlin med et skud fra 25 meter. Jeg var lykkelig. Og siden kvalificerede Norge sig til den første slutrunde i nyere tid," som Jon Hustad siger det, mens Arild Stavrum supplerer:
"Ja, britisk fodbold er jo det største i Norge og har altid været det, så det ville bare være helt fantastisk. Og så er vores spillere jo så unge, så et år mere, inden EM bliver afviklet, vil bare styrke dem, hvis de kommer med. Det er et rigtig spændende hold, der er på vej."
Så selv i de værste krisetider kan der findes et lille lys i mørket - også i Norge hvis unge og lovende mandskab må vente til i hvert fald en gang i juni, før der kan spilles playoff-kamp mod Serbien i Oslo.
Læs også:Haaland fortsætter med at bombe i Tyskland: Brager løs for Dortmund
Læs også:Ekspert før Bundesliga-start: Kun Dortmund kan stoppe Bayerns dominans
Læs også:Thomas Delaney indskiftet, da Dortmund storsejrede i pokalen
